Maat
(Egyptologi). Den egyptiske gudinde Maat symboliserer den kosmiske lov og orden. Hun svæver så at sige over skabelsen − eller gennemstrømmer den. Maat er en gudinde iført himmelblå kjole. Hun vises ofte knælende med udbredte vinger, og på hovedet bærer hun en lille rød eller hvid fjer, som benævnes “sandhedens fjer”. Hun er summen af stoffets kræfter i det manifesterede univers. Hun er derfor et symbol på de naturkræfter, som alle levende væsner fra de makrokosmiske til de mikrokosmiske uomgængeligt er underlagt. I udviklingens løb lærer mennesket at forstå og kontrollere disse kræfter og love, men de kan hverken ophæves eller sættes ud af funktion. Alle væsener er eksempelvis underlagt karmaloven (loven om årsag og virkning), periodicitetsloven (loven om den cykliske gentagelse) og tyngdeloven. Ypperstepræsterne kunne ikke ændre men kontrollere og styre adskillige naturkræfter. I dag kaldes det magi. Maats modpol hedder “Isfet”. Hun symboliserer negative egenskaber såsom selviskhed, falskhed og uretfærdighed, og i den egyptiske mytologi tog Isfet skikkelse af en ond, dragelignende slangegud ved navn “Apophis”. Alt manifesteret er underlagt Maat. Lyset er manifesteret, og derfor må selv Ra (livslyset) respektere Maats kosmiske love. Alt manifesteret rummer tre aspekter i sin natur: Liv, stof og bevidsthed … eller en fader, en moder og en søn. Det samme gælder Ra. Shu er sønnen, som er et resultat af Ras møde med gudinden Tefnut. Tefnuts modpol er Sekhmet, og tilsammen symboliserer de kundalinikraftens åndelige og stoflige polarisering. Man kan sige, at Tefnut og Sekhmet repræsenterer “substansens ild og ildens substans”. I en syntese danner Ra, Shu og Tefnut den åndelige eller grundlæggende triade eller treenighed for det manifesterede univers. De udgør den guddommelige lov, som muliggør form og hensigt. Se også Ra, Shu og Tefnut.
Magere
Persiens indviede præster.
Maggo
(Sanskrit). Maggo betyder ”vej”. Det er udviklingsvejen, hvor den studerende bestræber sig på at afkaste lænkerne til det fysiske liv.
Magi
Reelt eksisterer magi ikke, men der findes kendskab eller manglende kendskab til naturens kræfter. Når et menneske kan anvende ukendte kræfter, kalder vi det magi. Magi er derfor baseret på kendskab til naturens indre, skjulte kræfter, og deres anvendelse på det fysiske plan. Magi er videnskaben om forbindelsen til de usynlige verdener og deres beboere. Det er en videnskab, der oprindeligt var en uadskillelig del af religionen. Når magi benyttes positivt og altruistisk til gavn for verden og menneskeheden, kaldes den hvid magi. Men i samme øjeblik denne viden anvendes til selviske formål eller – værre endnu – til skade for andre, bliver den til sort magi. Den viden og de kræfter, der anvendes, er den samme i både hvid og sort magi. Motivet er eneste afgørende forskel.
Magi i Egypten
(Egyptologi). Magi (?) som et sociologisk fænomen findes i alle samfund. Det vil være forkert at tale om magi alene med henvisning til Egypten, men her er det muligt at udpege to af magiens grundlæggende principper, der begge har forbindelse med “sympatisk” affinitet mellem identiske lyde eller objekter. Magien var først og fremmest baseret på troen på lydens skabende kraft. For det almindelige menneske var navnet på et levende væsen eller en genstand ikke bare en enkel eller praktisk betegnelse, der havde til formål at udveksle ideer og begreber med andre. Navnet eller lyden var selve væsenet eller livet i genstanden. At fremsige et navn medførte skabelsen af genstanden eller det levende væsen. Ikke nødvendigvis fysisk med i subtile stofformer på indre eksistensplaner. Men desuden hævder egypterne i flere skabelsesberetninger, at ypperstepræsten blot skulle udtale navnet på de enkelte bestanddele i det, der skulle skabes, for at kalde det frem til objektiv tilværelse. Det andet princip i den egyptiske magi bestod i et billedes eller et symbols skabende kraft. Alene udtalelsen af navnet på en gud ville tilkalde gudens tilstedeværelse. På samme måde kunne tilstedeværelsen af en genstand eller et menneske påvirke og forvandle en person, som modtog en del af genstandens eller menneskets spirituelle natur. Til det første princip hører alle de magiske ritualer, hvor man anvendte magiske formler. Det andet princip inkluderede alt, hvad man forsøgte at ændre via repræsentation – eksempelvis ved at ødelægge et billede for at beskytte sig mod ondskab, eller talismaner, der kunne anvendes til selvbeskyttelse. De fungerede som amuletter, der beskyttede mod ondskab og ulykke. Statuer blev anvendt til healing, og magiske mantraer blev udtalt over medicinen, inden den blev givet til den syge. Magi spillede på denne måde en vigtig rolle i egypternes daglige liv.
Magiker
Et menneske, der udøver magi. Se Magi (?) samt Magi i Egypten.
Magisterium
(Latin: magister). (Engelsk: en magisters embede eller et mesterstykke). I åndsvidenskaben er magisterium “Det store værk” eller et mesterværk, som er slutresultatet af den alkymiske proces i forbindelse med fremstilling af guld.
Magnetisme
Magnetisme er en betegnelse for æterisk strøm eller udstråling fra levende væsener. Magnetisme er derfor en kraft i naturen og hos mennesker og dyr. I naturen virker den som kosmisk og fysisk magnetisme og fremkalder forskellige tiltræknings- og polariseringsfænomener etc. Hos mennesker og dyr er det en emanation, og kaldes animalsk eller dyrisk magnetisme.
Magnetopat
En magnetopat er en helbreder, der healer og behandler ved hjælp af magnetiske strygninger.
Maha
(Sanskrit). Maha er en forstavelse, der i ordforbindelser betyder “stor”.
Maha bandha
(Sanskrit). Maha (?) bandha betyder “den store lås”. Maha bandha er en yoga-øvelse, der kombinerer tre låse – moola (?) bandha, jalandhara bandha og uddiyana bandha – sammen med tilbageholdelse af åndedrættet.
Maha mudra
(Sanskrit). Maha (?) mudra (?) betyder den store gestus eller den store lukning. Maha mudra er en yogaøvelse, hvor moola (?) bandha, shambhavi og khechari mudras kombineres og udføres samtidig.
Maha nadi
(Sanskrit). Maha (?) nadi betyder ordret 'store nadi', hvilket henviser til 'sushumna'.
Maha-Mara
(Sanskrit). Maha-Mara er “maraernes konge”, som er personificeringen af det onde. Maha-Mara er “fristeren”. Det var Maha-Mara, der fristede Buddha på samme måde, som djævelen fristede Kristus.
Maha-Maya
(Sanskrit). Maha-Maya er “den store illusion” eller det objektive univers.
Maha-yuga
(Sanskrit). En Maha-yuga er en tusindedel af en Brahmas dag eller en periode på 4.320.000 fysiske år. En Maha-yuga deles i fire tidsaldre: Krita eller Aatya-yuga, Treta-yuga, Dvapara-yuga og Kali-yuga.
Mahabarata
(Sanskrit). Mahabarata er “den store krig” – Indiens berømte epos (sandsynligvis det længste digt i verden), der bl.a. omfatter Bhagavad-Gita. Der er stor uenighed om Mahabaratas alder, men det er usædvanligt gammelt. Ifølge de bedste hinduistiske eksperter ligger den mahabaratanske periode omkring år 5.000 f.Kr.
Mahabhutas
(Sanskrit). Mahabhutas er de grove elementer. Shamkhya-filosofien opfatter alt undtagen purusha (ånden) som former for stof − bestående af 24 grader af forbundne stoflige elementer eller objekter − ikke blot de grove og synlige, men også tanmatras: De finsubstantielle og usynlige f.eks. sindet.
Mahabuddhi
(Sanskrit). Se Mahat.
Mahachohan
(Sanskrit). Mahachohanen er civilisationens herre og er en manifestation (?) på planeten Jorden af guddommens intelligensaspekt (tredje stråle). Mahachohanen er derfor leder af den tredje store afdeling eller aktivitetsaspektet i Det Store Hvide Broderskab eller Hierarkiet.
Mahakala
(Sanskrit) Mahakala er en uhyggeligt udseende beskytter i tibetansk buddhisme.
Maharajaer
(Sanskrit). Maharajaer kaldes også Devarajaer. De fire Maharajaer er åndelige væsener, der tilhører et meget højtstående hierarki. Det er deres opgave at sørge for den karmiske udligning og afbalancering. De tilrettelægger f.eks. de forskellige forhold i inkarnationen, sådan at menneskets livsbetingelser bliver de bedst mulige for afviklingen af karma. Det er Maharajaerne, der omtales i Ezekiels vision, den såkaldte “Mercabah” (Ezekiels Bog, 1. kap.) Deres plads er symbolsk ved de fire verdenshjørner. I hindulitteraturen kaldes de ”Chatur Maharajaerne”, og her har de fået navnene Dhritarashtra, Virudhaka, Virupaksha og Vaishravana.
Mahat
(Sanskrit). – eller Maha-Buddhi. Den guddommelige ideation eller den kosmiske bevidsthed. Mahat er det princip af universel bevidsthed og intelligens, der først viser sig. Mahat svarer til 3. Logos, Helligånden og til manas (?) (mentallegemet eller tænkeevnen) hos mennesket.
Mahatma
(Sanskrit). Mahatma eller “Maha-atma” betyder “stor ånd”. Det er betegnelsen for mennesker, der har udviklet deres sjælelige eller åndelige natur og nu kontrollerer den fysiske og emotionelle natur i en sådan grad, at de er blevet en slags “overmennesker”. En Mahatma svarer til den buddhistiske Arhat. Mahatma er principielt de samme, som i åndsvidenskaben omtales som menneskehedens ældre brødre.
Mahattattva
(Sanskrit). Mahattattva er den universelle eller kosmiske intelligens, som kommer til udtryk i urstoffet.
Mahayana
(Sanskrit) Mahayana er "Det store Fartøj", som er en af buddhismens hovedskoler. Mahayana bygger på Buddhas lære og ideen om bodhisattva.
Maitreya
(Sanskrit). Maitreya er den øverste leder af Det Store Hvide Broderskab. I Østen kaldes han Bodhisattva. Han er muslimernes Iman Pascha og de kristnes Kristus. Maitreya betyder “den barmhjertige”. Hans forgænger og ældre broder er Gautama Buddha, som har taget Buddha-indvielsen. Der er knyttet forventninger til herren Maitreyas fremkomst som Verdenslærer i nutiden i lighed med begivenheden i Palæstina for mere end 2000 år siden.
Maitri
(Sanskrit) Maitri betyder venlighed eller velvilje. Den buddhistiske kærlighed, som er uden nogen bånd overfor den anden.
Makara
(Sanskrit). Makara betyder krokodille – altså et dyr som altid sættes i forbindelse med vand. Esoterisk set står Makara i forbindelse med den åndelige fødsel af mikrokosmos (?) og det fysiske verdensalts død eller opløsning – det vil sige dets overgang til det åndeliges domæne. Makara er desuden det 10. tegn i zodiaken, som er stjernebilledet Stenbukken.
Makarasana
(Sanskrit). Makarasana er betegnelsen for yogaøvelsen krokodillen.
Makrokosmos
(Græsk). Makrokosmos er det store univers … eller Gud. Makrokosmos er totalsummen, hvori vi "lever, røres og har vores væren". Makrokosmos er “den store verden”, som er kosmos eller universet som helhed. Makrokosmos benyttes også som modsætning til mikrokosmos (?) for at betegne det større og det mindre, hvoraf det mindre er en genspejling af det store.
Maling
(Egyptologi). Rørpenne, små børster fremstillet af palmeblade, paletter lavet af muslingeskaller var de primitive redskaber, der blev brugt af de gamle egyptiske håndværkere, når de arbejdede med tempera (i dag er temperafarver vandfarver tilsat æggehvide eller lim, fortyndet med eddike). For at kunne skabe de ønskede nuancer blandede de deres få grundfarver, der blev opbevaret i form af pulverklumper. Sort lavede de af sod og kul, hvidt af kalk, rødt og gult af okker og grønt og blåt af pulveriseret fajance. Særlige farver var forbeholdt hellige symboler. Hudfarven for mænd var rødbrun, mens kvinder blot blev fremstillet som solbrændte – etc. Egypterne elskede smukke farver. Alle statuer fra træmodeller til kolossalstatuer var farvelagte. Det samme var stenbygninger – ja selv bygninger af soltørrede lersten var ødselt dekorerede. Søjle for søjle, relief for relief, hieroglyf for hieroglyf – alt var malet i lysende farver. Egyptens magiske kunst havde til formål at skabe virkelige, levende væsener, og derfor anvendte man farver, der spillede samme rolle som naturens livgivende sollys. Fra de rummelige og fornemme arbejder i Gamle Rige til de farvestrålende relieffer, som var karakteristiske under præstekongerne, er et kunstnerisk tilbud til enhver smag. Tidens tand har imidlertid frarøvet statuer og relieffer den oprindelige klarhed, men selv uden den virker den egyptiske kunst betagende.
Malkuth
(Hebraisk). Den sidste af de ti sephiroth. Malkuth betyder "riget". Det er Guds rige, selv om det på godt og ondt findes på Jorden. Malkuth er desuden atomernes ånd og beherskes af ærkeenglen Sandalphron.
Mammisi
(Egyptologi). Navnet ”mammisi” er opfundet af den franske egyptolog Champollion. Det er koptisk og betyder ”fødested”. Det er en betegnelse for et anneks, der blev bygget til de store sanktuarier i Sentiden. I nogle tilfælde var mammisiet bygget på templets tag. Tidligere anvendte egypterne et telt til formålet, for mammisiet var centrum for et årligt ritual, hvor man fejrede fødslen af gudens søn, Horus. Mammisiet blev desuden anvendt i forbindelse med fødslen af kongebørn – navnlig tronfølgeren – som var undfanget i et hieros gamos ritual (et helligt samleje). Kongedatteren opholdt sig sammen med det nyfødte kongebarn (som symbolsk var søn af guden) i mammisiet i tre måneder, hvilket også havde symbolsk betydning. De bedst bevarede mammisier findes i dag i Isis-templet på Philae, Horus-templet i Edfu og Hathor-templet i Dendara.
Manas
(Sanskrit). Manas er tænkeevnen. Det stammer fra ordet “man” – det betyder “tænkeren” eller “at tænke”. Manas er et af de tre principper i det trefoldige mennesket, der består af atma (det højeste), buddhi og manas. Manas inddeles i to dele. Højere manas kaldes kausallegemet (sjælslegemet) eller den abstrakte tænkning, og lavere manas som er den konkrete tænkning, intelligensen, det tænkende, individualiserende og reinkarnerende princip. Højere manas udgør sammen med atma og buddhi menneskets højere trefoldighed eller det højere selv.
Manas-chakra
(Sanskrit). Manas-chakra er betegnelsen for et energicenter, der befinder sig over ajna-chakra. I yogatraditionen afbildes manas-chakra med seks “egre” eller “kronblade”.
Manasaputra
(Sanskrit). Manasaputra er “fornuftens eller tankens sønner” – eller “strålerne fra det universelle sind”. Manasaputra er et stort hierarki af selvbevidste intelligenser. En gruppe danner monaden i mennesket. De inkarnerede første gang i midten af 3. rodrace – den lemuriske.
Mandala
(Sanskrit). Mandala betyder “kreds”. Det er en cirkel ofte med geometriske figurer, som symboliserer åndelige sammenhænge. Mandalaer benyttes som meditationsobjekter.
Mandukasana
(Sanskrit). Mandukasana er en yogaøvelse og en siddestilling, der ofte anvendes i forbindelse med meditation og åndedrætsøvelser.
Manifestation
(Latin). Med manifestation menes (?) tilsynekomst – det subjektives tilsynekomst i objektivitet. Ofte anvendes manifestation om et højere princip eller væsen, der kommer til syne på et lavere plan.
Manikæisme
Manikæisme er betegnelsen for en gnostisk religion, der betragter livet som en kamp mellem lysets og mørkets kræfter. Religionen var strengt dualistisk, og målet med kampen er sjælens frigørelse og midlet er streng askese. Manikæismen er stiftet af Mani (født 216 e.Kr.) (Latin: Manichæus).
Manipura-chakra
(Sanskrit). Manipura-chakra er yogalærens betegnelse for det tredje chakra (den 10-bladede lotus), hvis center er i rygsøjlen bag navlen eller solar plexus.
Mano
(Sanskrit). Mano betyder ”stolthed”.
Mano-Maya-Kosha
(Sanskrit). Mano-Maya-Kosha betyder “tankehylstret”. Det er en vedantinsk betegnelse, der omfatter både astral- og mentallegemet.
Manodvaravajjana
(Pali). Manodvaravajjana betyder ”åbningen af sindets døre” − eller rettere ”at undslippe ad sindets dør”. På dette stadie erhverver aspiranten sig en fast intellektuel overbevisning om de rent fysiske formåls forgængelighed og værdiløshed. Det beskrives ofte som evnen til at kunne skelne mellem det virkelige og det uvirkelige. Udviklingen af denne evne tager ofte lang tid og kræver mange hårde lektioner. Det er ikke desto mindre selvindlysende, at det må være det første trin i retning af ægte fremskridt. Intet menneske vil være i stand til helhjertet at betræde udviklingsvejen, før det definitivt har besluttet sig til at være tro mod det højere liv, i stedet for mod det, der hører til det fysiske liv. Denne beslutning er rodfæstet i overbevisningen om at i sammenligning med det højere liv, er der intet på Jorden, der har egentlig værdi. Hinduerne betegner dette trin som erhvervelsen af ”viveka”, og A.P. Sinnett kalder det ”troskabseden til det højere selv”.
Mantik
Mantik betyder spådom eller spådomskunst.
Mantra
(Sanskrit). Mantra eller mantram (?) er kraftord, sætninger eller en række af sætninger, der er opbygget sådan, at ordenes rytme og lydkombinationer – når de fremsiges på den rigtige måde – skaber bestemte vibrationer, der skal fremkalde bestemte virkninger. Et mantra akkumulerer åndelig energi (ved stadig repetition). Mantraer anvendes specielt om bestemte stykker af vedaerne (hellige hinduistiske skrifter), der anvendes som invokationer og påkaldelser. Et mantra har til formål at hjælpe udøveren til erkendelse. Det højeste mantra er OM, som i yoga-traditionen er symbol for Ishvara. (Se også Ishvara).
Mantra shakti
(Sanskrit). Mantra (?) shakti betyder “mantraets kraft”.
Mantra-yoga
Mantra-yoga er "lydens yoga", hvor man arbejder med lydens skabende og forvandlende kraft.
Mantram
Se mantra.
Manu
(Sanskrit). Manuen er betegnelsen for det store væsen, som er leder af den menneskelige race. Manuen er menneskehedens stamfader. "Manu" er på engelsk blevet til "man" i betydningen "fornuft", "tænkeren" eller "at tænke". Manuen er derfor “mennesket”, hvis mest karakteristiske egenskab er tænkeevnen. Manuen legemliggør guddommens første aspekt – viljesaspektet (første stråle). Han er leder af Hierarkiets første afdeling. Manuerne er mestre eller væsener, der har ansvaret for dannelsen af en race og dens udvikling. De syv eller fjorten manuer er derfor herrer over de forskellige racer i en manvantara (?) (manifestationsperiode). Manuerne er de guddommelige ledere af menneskeheden og hver for sig prototypen på sin race. Desuden er der manuer for runder og kæder. De såkaldte rodmanuer planlægger og indleder arbejdet ved begyndelsen af en runde eller kæde, mens sædmanuerne afslutter det og overfører resultaterne til næste rundes eller kædes rodmanu. Manu er også navnet på den første store lovgiver i Indien – et næsten guddommeligt væsen.
Manushi-buddhaer
(Sanskrit). Manushi-buddhaer er menneskelige buddhaer, bodhisattvaer eller inkarnerede dhyanchohaner.
Manvantara
(Sanskrit) Manvantara er en kombination af ordene ”manu” og ”antara”, som bliver til ”manu-antara” eller ”manvantara”. Manuen er menneskehedens stamfader. Manvantara betyder varigheden af en Manu, af hans alder eller af hans levetid, men det fortolkes også som “mellem to manuer”. En Manvantara er derfor en manifestationsperiode eller evolutionscyklus. Man kan også sige, at det er en manifestationsperiode mellem to pralayaer (hvileperioder). I den åndsvidenskabelige litteratur benyttes manvantara som regel om en samlet periode af syv runder, der udgør en kædeperiode. (Se også Manu).
Mappo
Mappo er betegnelsen for den tidsalder (den nuværende), hvor den buddhistiske lære har det sværest (Nichiren Shoshu).
Mara
(Sanskrit). Se Maha-Mara.
Marcosier
Marcosier var en gnostisk sekt, der blev ledet af en person ved navn Marcus. Han påstod, at sektens medlemmer var i stand til at gøre sig usynlige. I åndsvidenskaben anses metoderne for at være sort magi.
Marga
(Sanskrit). Marga er en “vej” eller “sti” i særdeleshed i åndelig betydning. Marga benyttes bl.a. om de “tre veje til yoga”, karma-marga – handlingens vej, jnana-marga – visdommens vej og bhakti-marga – hengivenhedens vej.
Martinus
Martinus er den danske stifter af Martinus-bevægelsen. Han levede i Danmark fra 1890-1981. Martinus er kendt for sit omfattende åndsvidenskabelige forfatterskab. Hans lære er ikke ny og original, men er i virkeligheden meget stærkt beslægtet med teosofi. Martinus viser med sine analyser, hvordan menneskets bevidsthed, psyke og moral gennem reinkarnation og karma udvikler sig efter logiske naturlove, som medfører at alle erfaringer − positive og negative − med tiden bliver til gavn for den enkelte. Hans kosmiske analyser har vakt stor opmærksomhed i Danmark, og der er opstået en bevægelse, som udbreder hans kosmiske system. Hans analyser blev foretaget med clairvoyance − nærmere bestemt ved hjælp af intuition – og hans metafysiske iagttagelser er nedskrevet i en bogserie på syv bind.
Marttanda
(Sanskrit). Det vediske navn for Solen.
Masdaznan
Masdaznan er en persisk bevægelse, der blev stiftet for flere tusinde år siden af en kvinde ved navn Anyahita. Masdaznan-bevægelsen byggede på et esoterisk system, som indebar yoga-lignende åndedrætsøvelser og vegetarisk levevis.
Mastaba
(Egyptologi). Gravene i Egypten fandtes i to hovedtyper: Klippegravene og de såkaldte mastabaer. “Mastaba” betyder “bænk” på arabisk, men er blevet den almindelige betegnelse for disse gravminder. En mastaba var indrettet med to adskilte rum – ét over jorden til de efterladte og ét sarkofagrum under jorden til den dødes mumie. Mastabaerne kunne afvige meget fra hinanden både i størrelse og udsmykning. Hele skalaen var repræsenteret lige fra de helt enkle og primitive til de overdådige og fuldkomne. Væggene var dekoreret med farvelagte relieffer, der viste den afdødes liv og præsenterede de mest betydningsfulde personer og situationer i inkarnationen. Scenerne var nøje udvalgte, og formålet var ikke at vise efterkommerne, at de havde erhvervet stor rigdom og magt, men hvordan de forvaltede denne rigdom og magt. Lige som deres forbillede – faraoen – ønskede de at blive husket for deres etiske og moralske liv, for på denne måde at inspirere kommende slægter. De egyptiske mastabaer havde en dobbelt bestemmelse. De skulle være et sikkert og værdigt hvilested for den afdøde, men de var desuden et helligt og fredet sted, hvor den afdødes slægt og venner kunne “ofre” … og være sammen med den afdøde. Og det skal forstås bogstaveligt. Mastabaens dobbelte funktion afspejles i dens opbygning. Den del af mastabaen, der befinder sig over jorden, består af en firkantet bygning med svagt skrånende vægge. Den kan måske minde lidt om en pyramide, hvor toppen er skåret af. Ofte var der kun et enkelt kammer i mastabaen. I kammeret var der en indgang, som vendte mod øst. Den var således orienteret mod livet og solopgangen. På den vestlige væg inde i mastabaen – lige over for indgangen – var der en “falsk dør”. Den var udhugget i væggen, men dørkarmen og selve døren var blot profiler på væggen i stil med et dybt relief. “Døren” var derfor en del af væggen og kunne selvsagt ikke åbnes. Den afdøde persons ka-statue eller et billede af den afdøde var ofte anbragt på dørens forside for at vise, at her befandt personens “ka” (astrallegeme). Personens “ka” passerede symbolsk fra vest (de dødes land) gennem den falske dør for at deltage i de måltider, slægtninge og venner serverede på et alter eller lille bord foran den falske dør. Ofte viser relieffer eller malerier den afdøde foran et bord, fyldt op med føde, og under personen vises en liste, der beskriver de forskellige "livretter", som den afdøde foretrak. Den “falske dør” var simpelthen et mødested, hvor de efterladte vidste, at den afdøde kunne være til stede i sin “ka” – i sit astrallegeme. At personen ikke længere var til stede i sit fysiske legeme, var ikke afgørende. Egypterne oplevede primært livet som energi eller bevidsthed – ikke som form. De vidste, at den afdøde var til stede, og at han eller hun kunne høre og se dem – og være sammen med dem.
Materialisation
Materialisation er betegnelsen for, at en genstand (eller en person) pludselig viser sig "ud af den blå luft". I spiritistisk forstand hører substanser, som senere forsvinder igen (ektoplasma), ind under dette begreb.
Materie
Stof af forskellig tæthed – til forskel fra bevidsthed.
Matsyasana
(Sanskrit). Matsyasana er en yogaøvelse, som kaldes “fisken” eller “fiskestillingen”.
|
Matsyendrasana
(Sanskrit). Matsyendrasana er en yogaøvelse, hvori der udføres rygradsdrejning.
Maya
(Sanskrit). Maya betyder identifikation med det ydre − det vil sige identifikation med menneskets legemer (tankelegeme, følelseslegeme og fysiske legeme) i stedet for med det, et menneske i virkeligheden er: En sjæl. Maya betyder derfor “illusion”, som reelt er en egenskab ved alt begrænset og endeligt (også begreber) − ved alt manifesteret. I åndsvidenskaben og Østens filosofi betragtes alt endeligt og begrænset som Maya. Det betyder, at Alt (skabelsen), undtagen DET (Skaberen), er en illusion, uvirkeligt eller rettere ikke evigt. I åndsvidenskaben er illusion primært en mental kvalitet, som er karakteristisk for intellektuelle mennesker, der er vokset fra blændværk (som er astral). Det er specielt sådanne mennesker, der misforstår og fejltolker tankeformer og ideer.
Mayavirupa
(Sanskrit). Mayavirupa er betegnelsen for “illusionslegemet”. Dette legeme defineres nogle gange som æterlegemet, og andre gange som mentallegemet, men et Mayavirupa er i virkeligheden det legeme, der midlertidigt dannes på astralplanet, når en mester (?) (der i øjeblikket fungerer på mentalplanet i sit mentallegeme (?) og har efterladt sit astrallegeme ved det fysiske legeme), af en eller anden grund ønsker at stige ned på astralplanet og derfor ved en viljeshandling (kriyashakti) danner et legeme af astralt stof.
Mayur
(Sanskrit). Mayur betyder påfugl.
Mayurasana
(Sanskrit). Mayurasana er en betegnelse for yogaøvelsen påfuglen. Mayurasana er en avanceret stilling, hvori det tilstræbes at styrke armene og stimulere manipura chakra.
Medinet Habu
(Egyptologi). På Vestbredden overfor Theben (Luxor), hvor det opdyrkede land møder ørkenen, ligger et sted, der engang hed “Djéme”, som betyder: “Stedet, hvor Amon først kom til syne”. Tre faraoner, der alle bar navnet Tutmosis, byggede et sanktuarie her og viede det til Amon. På dette hellige sted har mange thebanske faraoner bygget deres gravtempler. De fleste ligger i dag i ruiner, men Ramses III’s store “Årmillionernes hus” – flankeret af ruinerne af det kongelige palads – har bevaret hovedporten, pylonerne, adskillige tempelgårde, kolonnader og tempelrum, ja, endog den høje lerstensmur, der omsluttede templet. Den er så stor, at den omslutter det oprindelige lille tempel fra 18. dynasti. Makrokosmos, der er et tempel for “Det Ene Livsvæsen”, er “årmilliardernes tempel”, og Ramses III ønskede lige som Tutmosis III i Karnak-templet at bygge en mikrokosmisk kopi af Guds skaberværk. Derfor kaldte han sit tempel for “årmillionernes hus”. Ved slutningen af Ny Rige var livet på Vestbredden koncentreret inden for disse mure. Den vigtige Osiris-kult etablerede sig her. Senere voksede den koptiske by op på ruinerne af de gamle bygninger og blev så stor, at området, der engang blot var beboet af få bønder, blev værdig til at bære det arabiske navn for by, “medina”. Medinet Habu-templet indeholdt magasiner, værksteder, administrationsbygninger og boliger til præster og tempelpersonale. Templet blev fokuspunktet for hele Thebens administrative og økonomiske liv, og spillede denne rolle i flere hundrede år. Medinet Habu templet ligger sydøst for Dronningernes dal op imod ørkenbjergene. Det er det tempelkompleks i den thebanske nekropol, der ligger længst mod syd. Medinet betyder “by”, og templet kaldes “Habus by” efter en kristen landsby, som nu er forladt. Den voksede op indenfor tempelområdet fra omkring det femte århundrede efter vores tidsregning. Navnet “Habu” stammer imidlertid fra det gamle Egypten, for det henviser til den vise skriver og arkitekt Amenhotep søn af Habu, som byggede Amenhotep III’s Luxor-tempel på Østbredden og det gigantiske gravtempel på Vestbredden for samme farao.
Mellemste Rige
(Egyptologi). Mellemste Rige er betegnelsen for perioden i 12. dynasti. Forskerne opdeler perioden i Første Mellemtid fra 7.-11. dynasti (ca. 2155-1991 f.Kr.), Mellemste Rige med 12. dynasti (ca. 1991-1785 f.Kr.) og Anden Mellemtid med 13-17. dynasti (ca. 1785-1551 f.Kr.). Denne periode begyndte med Mentuhotep (?) i 11. dynasti (se Mentuhotep her i ordbogen), da han forenede landets nordlige og sydlige del (Øvre- og Nedre-Egypten) ca. 2040 f.Kr. Det var slutningen på en periode med oprør og borgerkrig i Egypten, og landet og befolkningen var parate til genoprettelse af ro og orden. 12. dynasti, som afløste 11. dynasti ca. 1991 f.Kr. fuldførte dette lange træk og førte Egypten tilbage til tidligere styrke og rigdom. Konger, som er kendt under navnene Amenemhet og Sesostris forlod Theben og flyttede regeringsbyen til Lisht, der ligger mellem Memphis (?) og Faijum. Disse konger indlemmede Nubien i det egyptiske rige. 12. dynasti sluttede ca. 1785 f.Kr. under en kvindelig regent, og Egypten oplevede herefter sin mørkeste periode i historisk tid (13.-14. dynasti). Konger, som kun var konger i kort tid, bekrigede hinanden. Den svækkede nation var derfor nem at erobre for et fremmed folk – Hyksos-folket ca. 1650 f.Kr.
Memnon
(Egyptologi). Det var almindeligt at placere kolossalstatuer af faraoen på hver side af en tempelindgang for at markere, at man bevæger sig fra den menneskelige til den overmenneskelige eller guddommelige verden, når man træder ind i templet. På Vestbredden ved Luxor byggede Amenhotep III et gigantisk tempel, men i dag er hele templet desværre ødelagt. Tilbage er kun to prominente kolossalstatuer, som forestiller Amenhotep III siddende på sin trone. De står nu i ensom majestæt og skuer ud over landskabet. Det er de berømte “Memnon-statuer”. Tilnavnet skyldes, at de i det romerske imperiums periode blev de omtalt som statuer af lederen af den græske hær, den modige Agamemnon, søn af Eos og Tithonus, som blev dræbt af Achilles under den trojanske krig. Disse to gigantiske statuer, som er hugget ud i en meget hård gulligbrun sandsten, som blev hentet i et stenbrud i bjergene ved Edfu ca. 160 km. syd for Luxor. Den statue, som står længst mod syd, er bedst bevaret. Den er 19,59 m høj. Da den blev fremstillet, bat den helt sikkert en krone, så dens totale højde har været ca. 21 m. Benene alene måler 6 m. Skulderbredden er 6,17 m. Længden på den midterste finger er 1,38 m. På venstre side af statuen mod nord er der en mindre figur af Amenhoteps moder, Mutemuria. På højre side ses hans hustru Tiye. Mellem benene står en figur, men man ved ikke, hvem den forestiller. På begge sider af tronen er der relieffer af to nilguder, som sammenbinder symbolerne for Øvre- og Nedre-Egypten – lotusen og papyrusen. Statuerne var engang kendte for at være “musikalske”. Det var et fænomen, som allerede var kendt i romersk tid. Det blev bemærket, at statuerne udsendte en syngende lyd ved solopgang, og man sagde, at statuen hilste sin moder Eos (morgengryet) med denne blide og melankolske tone, hvorefter hans moders tårer (duggen) faldt på hendes elskede søn. Strabo udtrykker sin tvivl om denne teori, hvorimod Pausanias og Juvenal (2. århundrede e.Kr.) accepterer fænomenet. Hvis tonen ikke blev udsendt, opfattede man det som tegn på gudens vrede. Tonen ophørte efter, at kejser Septimius Severus havde forsøgt at lade den øverste del af statuerne reparere – desværre på en temmelig klodset måde.
Memphis
(Egyptologi). Memphis er skaberguden Ptahs kraftcenter, og Sakkara er en gigantisk nekropol og begravelsesområde for Memphis. Nekropolen strækker sig over 7 km fra nord til syd og 1,5 km fra øst til vest og omfatter grave fra næsten alle perioder i den egyptiske historie. Hele nekropolen har utallige gange været udsat for plyndring. Der er foretaget arkæologiske udgravninger lige fra den tidligste periode op til i dag – især under de byzantinske kejsere og kalifferne. Ikke desto mindre har nutidens videnskabelige udgravninger igen og igen været i stand til at opdage meget nyt. De meget beskedne rester af den engang storslåede og strålende hovedstad Memphis, hvis rigdom og pragt de gamle historikere beretter så begejstret om, ligger spredt imellem huse, palmelunde og marker i det frugtbare område på Nilens østbred. Det var skik og brug fra Gamle Rige helt frem til den romerske imperialistiske periode at bygge huse og andre bygninger af soltørrede lersten. Limsten og granit blev kun brugt til templer og af og til i de kongelige paladser. Men disse bygninger blev fjernet i de senere perioder og stenene genbrugt til nye konstruktioner. Memphis’ historie går helt tilbage til begyndelsen af det, vi kalder historisk tid. Historien beretter, at Egyptens første hersker var kong “Menes” (ca. 3000–2770 f.Kr.), og man har givet ham æren af grundlæggelsen af Memphis. Ifølge åndsvidenskaben er “Menes” identisk med den mester, der kaldes Manuen. Manuen – eller Menes (?) – står bag opførelsen af nogle hvide mure, som var en slags fæstning, der blev bygget på indvundet land fra sumpen. Denne fæstning var grundlæggelsen af Memphis, som blev et stort og vigtigt kraftcenter. Byen blev dog endnu ikke kaldt Memphis. Den nye by blomstrede hurtigt og blev hovedstad for den første nome (administrationsdistrikt) i Nedre-Egypten. De efterfølgende faraoner fra de tidlige dynastier byggede deres residenser i Memphis. Syd for byen rejste Manuen også et tempel, og det blev viet til den store skabergud Ptah. Den velbevarede alabastsfinks, der vogter over Memphis den dag i dag, var muligvis placeret ved indgangen til dette Ptah-tempel, men det er ikke identisk med det tempel, der oprindeligt blev bygget af Manuen. I årtusindernes løb er templet konstant udvidet og ombygget, og på baggrund af billedhuggerstilen regner man med, at sfinksen stammer fra 18. eller 19. dynasti. Sfinksen blev fundet og udgravet i 1912, og den er 8 m. lang, 4 m. høj og vejer 80 tons. I 6. dynasti voksede et nyt byområde op, hvor farao Phiops (Pepi I) byggede sin residens, og han byggede endvidere sin pyramide i byens nærhed. Det var Pepi I’s pyramide, der gav Memphis sit navn “Men-nefer”, der betyder “de smukke mure”. Navnet blev senere sammentrukket og ændret til “Menef”, som på græsk blev til "Memphis". Memphis havde sin mest blomstrende periode i Gamle Rige, hvor landets herskere havde deres kongelige residens enten i Memphis eller i Heliopolis (det nuværende Giza-område) med de store pyramider – eller ved pyramidekomplekset i Abusir. Memphis blev imidlertid ikke mindre vigtigt under faraonerne i Mellemste og Ny Rige, da Theben blev Egyptens centrum, og den thebanske gud Amon blev den dominerende egyptiske guddom. I 20. dynasti var Ptahs tempel stadig det tredje største i landet.
Menes
(Egyptologi). Menes er den græske form for Meni, som er det navn, der sædvanligvis forbindes med den første konge i 1. dynasti. Selv om kongerækken begynder med Menes, er det udelukkende de græske forfattere, der har bevaret legender om ham – den første lovgiver og opfinder af materiel velfærd. Herodot siger, at det var Menes, der drænede det sumpede område ved Memphis (?) og byggede “Den hvide mur” og Ptah-templet, der blev centrum for hans hovedstad. De gamle egyptere oplyser, at Menes udførte skabergudens opgave, da han byggede den første by, og de fortæller, at han var det første menneske, der blev konge efter halvgudernes herredømme. Se også "Narmer".
Menkaura
(Egyptologi). Se Mycherinos.
Menna
(Egyptologi). Mennas grav tåler sammenligning med Nakhts grav, som er en af de meget beundrede grave i el-Qurna ved Luxor. Graven er udsmykket med rituelle scener, og er klassisk i stil og udførelse. Menna var en højtstående embedsmand med ansvar for skatkammeret under Tutmosis IV (ca. 1412-1402 f.Kr.). Vægrelieffernes levende skildringer af livet på landet i det gamle Egypten er fyldt med spændende detaljer.
Menneskeofring
(Egyptologi). En dag hvor kong Khufu (Cheops) kedede sig, bad han om at blive underholdt enten af en historiefortæller eller af en magiker. En meget berømt magiker (?) ved navn Djedi blev bragt til paladset, for man sagde, at han var i stand til “at sætte et hoved tilbage på kroppen af en halshugget”. Kongen gav ordre til, at en fange skulle hentes fra fængslet, sådan at Djedi kunne halshugge ham og demonstrere sin magi. “Nej – ikke et menneske, mægtige herre. Det er forbudt at handle sådan mod Guds hellige børn”, var svaret. Denne episode viser egypternes respekt for menneskelivet. Menneskers liv måtte ikke ofres – heller ikke for at underholde en konge. Selv om de religiøse tekster beskriver udryddelse af Egyptens fjender, som blev associeret med den onde gud Seth, var det altid kun dyr, der blev ofret på altrene. Menneskeofre er aldrig forekommet i Egypten. Henrettelse af forbrydere og drab i krig hørte til en anden kategori, men det var strengt forbudt at skade et andet menneske, og menneskeofring var helt udelukket. Det bekræftes af Herodot, som pointerer, at rygter om egyptiske menneskeofringer er forkerte. Han siger: "Der er for øvrigt endnu mange andre ting, som hellenerne fortæller uden at have undersøgt sagen nøje; således har de også det tåbelige sagn om Herakles, at egypterne engang, da han var kommet til Egypten, kransede ham og førte ham i højtideligt optog ud for at ofre ham til Zeus; en tid lang skal han da efter sagnet have holdt sig rolig, men da de stod ved alteret og ville til at vie ham til døden, satte han sig til modværge og dræbte dem alle sammen. Jeg synes nu, at hellenerne, når de fortæller dette, viser sig aldeles uvidende om egypternes væsen og skikke. Thi når det ikke engang er dem tilladt at ofre kvæg, med undtagelse af svin, tyre og tyrekalve, for så vidt som disse er rene, og endelig gæs, hvorledes skulle de da kunne falde på at ofre mennesker?"
Mentalessens
Se elementalriger.
Mentallegeme
Mentallegemet er menneskets legeme på det lavere mentalplan. Det er det legme, hvorigennem manas (?) fungerer. Mentallegemet er et legeme, der består af det fine stof fra mentalplanets fire lavere niveauer. Ethvert menneske har et mentallegeme, som det tænker med. I åndsvidenskaben kaldes det ofte “lavere manas”. Inden sjælen inkarnerer i et nyt fysisk legeme, skaber sjælen et mentallegeme, som det anvender som sit tænkeredskab. Dette mentallegeme farves af de tendenser og kvaliteter, der er udviklet i tidligere inkarnationer og i overensstemmelse med karmaloven, skal komme til udtryk i en aktuel inkarnation. Mentallegemet anvendes som redskab for hukommelsen og til tankeformsbygning. Det anvendes også af sjælen, som overfører af abstrakte og intuitive bevidsthedsindtryk i meditationsprocessen. Mentallegemet er endnu ikke særligt udviklet hos hovedparten af menneskeheden. (Se også Tankeform).
Mentalplan
Mentalplanet er bevidsthedsplanet, der ligger nærmest over det astrale. Det består af stof, der vibrerer højere end det fysisk/æteriske og astrale stof og lavere end det buddhiske. På mentalplanet dannes alle de tankeformer, der skabes af tænkende væsener, planet leverer også det stof, som disse tankeformer består af. Mentalplanet er delt i to underafdelinger − det højere mentalplan eller arupaplanet og det lavere mentalplan eller rupaplanet. Mentalplanets lavere regioner (rupaplanet) er personlighedens plan og den mere konkrete tænknings område, hvor tankeformerne eksisterer. De højere regioner (arupaplanet) er sjælens hjemsted og planet for den højere, abstrakte tænkning. Det højere mentalplan kaldes også for kausalplanet, fordi det er her årsagerne til virkningerne og livet i de tre lavere verdener udspringer. Det højere mentalplan kaldes desuden for ideernes rige (Platon), fordi det er her, de guddommelige og arketypiske ideer bag enhver skabelse har sit udspring. På mentalplanet eksisterer alle de tankeformer, som menneskeheden har skabt gennem sin tænkning. Tankeformerne påvirker ethvert menneske ad telepatisk vej. Her findes også diskarnerede sjæle, der enten venter på at inkarnere, arbejder som hjælpere eller skal videre, når tankeformerne fra inkarnationen er bearbejdet.
Mentuhotep
(Egyptologi). Mentuhotep II (“Nebkhru-Ra”) er den farao, der markerer starten på Mellemste Rige (?) (ca. 2040-1650 f.Kr.). Han regerede i 11. dynasti, som blev skabt af dynamiske thebanske prinser, der lod deres magt vokse ud over grænserne på deres provinser, og derved fik de gradvis kontrol over hele Egypten. De fleste af disse prinser bar navnet Antef eller Mentuhotep. Mentuhotep II’s regeringsperiode var lang … ca. 50 år. Tidligere troede man, at Mentuhotep II havde været tre forskellige faraoner, men yderligere forskning afslørede, at der var tale om én og samme regent. Mentuhotep II skabte fred med det rivaliserende kongerige, Herakleopolis, og genskabte det forenede Egypten. Det var begyndelsen til en periode med velstand, fremgang og kulturel opblomstring. Det var også i denne periode, Egypten ekspanderede ud til de landegrænser, vi kender i dag. Mentuhotep II fortæller selv i en inskription: “Jeg har forenet de to lande for jer i overensstemmelse med det, som sjælene fra Heliopolis har krævet”. Skønt ordene er meget konventionelle i indhold, huskes Mentuhotep II virkelig som grundlæggeren af Mellemste Rige og erobreren, der genforenede Egypten efter den urolige mellemperiode mellem Gamle Rige og Mellemste Rige. Theben, som indtil da havde været en ubetydelig provinsby, blev nu hovedstad for hele landet. Mentuhotep II’s kult bestod i næsten 1.000 år efter hans død.
Mereruka
(Egyptologi). Mereruka eller Meraruka, som også kaldes Mera, var vizir (statsminister) under Teti (6. dynasti ca. 2300 f.Kr.). Hans mastaba (?) er en af de mest interessante i Sakkaras nekropol. Halvdelen af den store grav er uden udsmykning, men resten er fyldt med smukke relieffer, som afbilder scener fra dagliglivet på hans tid: Fiskeri, jagt, dans og markarbejde. Ved indgangen ses et meget usædvanligt relief, der viser personificeringer af årets tre årstider (Egypten opdelte året i 3 sæsoner). For enden af den smukke søjlehal ses en farvelagt statue af Mereruka/Mera. Den står i en ka-niche, der fungerede som kontakt mellem denne verden og den næste.
Meridian
Meridianer er et system af energibaner i den klassiske kinesiske og japanske akupunktur. Meridianerne består af 10 enkelte og 2 dobbelte. Alle meridianer er symmetriske. Der er derfor i alt 24 meridianer. De er delvis knyttet til det kendte nervesystem. Meridianerne består af en eller flere akupunktur-loci eller -punkter, som varierer fra 0,5 til 10 mm i diameter. Loci'erne har specielle elektriske egenskaber.
Meru
(Sanskrit). Merubjerget eller Sumeru er gudernes hellige bjerg i den indiske gudelære – i stil med det græske Olympos – “Verdensbjerget”.
Mesmerisme
Mesmerisme er en retning inden for medicinsk behandling, der blev udviklet af Franz Anton Mesmer (1734-1815), og derefter yderligere udviklet af Puységur (1751-1826). Mesmer mente, at der eksisterer en universel grundkraft, som kan forklare fænomener som magnetisme (?) og elektricitet, og at den desuden påvirker folks helbred. I et sygt menneske er magnetismen i ubalance, idet det enkelte menneske producerer magnetisme. Når balancen genoprettes ved hjælp af magneter, kan det syge menneske gøres rask. Mesmer opdagede, at han selv uden magneter var i stand til at helbrede folk ved strygning og berøring, og han gik derfor ud fra, at han var i besiddelse af magnetiske kræfter. Han udviklede derfor et kar, hvor han kunne magnetisere vand. Hans patienter fik kontakt med vandets kræfter ved at holde i jernstænger, der stod i forbindelse til vandet. Hensigten var, at den magnetiske kraft skulle strømme til de syge organer og helbrede dem. Mesmerisme betragtes i dag som ”alternativ medicin”, hvor man behandler patienter ved hjælp af magnetisme.
Mester
Mestrene er menneskehedens ældre brødre og søstre, og de udgør det 5. naturrige eller det overmenneskelige rige. De har fuldført den menneskelige evolutionscyklus, dvs. at de har i deres udvikling er nået frem til det stadie, som menneskeheden skal nå ved slutningen af denne runde. De kaldes mestre, fordi de har valgt at fortsætte med at stå i forbindelse med menneskeheden (i fysiske legemer). Nogle af dem lever i Tibet, andre lever forskellige steder i verden. Teosofien har offentliggjort navnene på nogle af dem. Nogle af mestrene har disciple, og gennem dem står de i forbindelse med den ydre verden. Se også Mahatma (?) og Jivanmukta.
Mesteren P.
Mesteren P. arbejder under mesteren Rakoczy i Nordamerika. Det er ham, som rent esoterisk har beskæftiget sig meget med de forskellige mentale videnskaber som for eksempel Christian Science og New Thought, der begge er bestræbelser fra logens side på at forsøge at lære menneskene virkeligheden af det ikke-synlige samt tankens skabende kraft. Denne mester (?) besidder et irsk legeme, og han er på fjerde stråle. Hans opholdssted må ikke afsløres. Meget af mesteren Serapis’ arbejde blev overtaget af ham, da denne rettede sin opmærksomhed mod devaevolutionen.
Metamorfose
Metamorfose betyder transformation, forvandling eller omformning. Det er en forvandlingsproces i orden og struktur. I biologien er det f.eks. et individs forvandling til et nyt livsstadie − eksempelvis en puppe, der forvandler sig til et vinget insekt.
Metodist
Metodisme er en protestantisk kirkelære. En metodist er medlem af et verdensomspændende fællesskab af kirker, der er baseret på John og Charles Wesleys samt George Whitefiels lære, som opstod under “vækkelsen” i England i det 18. århundrede. Metodisterne lægger vægt på et liv i fromhed og omvendelsespraksis.
Metrologi
Metrologi er læren om mål og vægt.
Metta
(Sanskrit) Metta betyder ren, uselvisk kærlighed.
Midgårdsormen
(Oldnordisk) Midgårdsormen er nordboernes “verdensslange” – en slags kakodæmon, skabt af Loke, men næret af rådnende udstråling fra den dræbte Ymers legeme (vores klodes stof) – et symbol på astrallysets lavere aspekt.
Mikrokosmos
(Græsk). Mikrokosmos er “den lille verden”. Det er betegnelsen for en genspejling i mindre målestok af et hvilket som helst makrokosmos (?) – f.eks. solsystemet i forhold til universet eller – mennesket i forhold til solsystemet. Se også Makrokosmos.
Mirakel
Et mirakel er forårsaget af manifestationen af en kraft, der er større end kræfter i menneskeriget, og som er resultatet af en lovmæssighed, der er uden for menneskets fatteevne.
Mitra
(Persisk). Mitra er en gammel iransk guddom – en solgud. Navnet findes også i Indien som betegnelse for en form for Solen. Den persiske Mitra er en slags Messias, der vender tilbage som menneskenes dommer, og som er en syndebærende gud, der lige som de kristnes Jesus soner menneskenes ondskab. Mitra har imidlertid forbindelse med den højeste esoterisme i de mitraiske mysterier.
Modalisme
(Latin: modalis). Modalisme kaldes også “sabellianisme”, og er betegnelsen for den overbevisning, at de tre aspekter eller personer i treenigheden (Faderen, Sønnen og Helligånden) er forskellige manifestationer af den ene guddom. Gud er én i tre og tre i én.
Moksha
(Sanskrit). Moksha betyder “befrielse”, “frelse”, "forløsning", "frigørelse" eller "udfrielse" fra karmas lov og dermed fra reinkarnationens cyklus. Moksha er hinduernes betegnelse for buddhisternes Nirvana. Moksha er desuden yogalærens betegnelse for frigørelse fra reinkarnationens “hjul”. Moksha er desuden identisk med muslimernes Paradis og kristendommens Himmel.
Molekyle
(Græsk). Den mindste del, som i et sammensat stof kan bestå af. Et molekyle er en gruppe af atomer, der fungerer som en enhed – f.eks. et vandmolekyle, der er sammensat af brint- og iltatomer.
Monade
(Græsk). Ordet monade stammer fra det græske ”monas”, der betyder ”enhed” eller ”monados”, der en er variant af ”monos”, der betyder ”ene” − jf. ”mono”. Monaden er den trefoldige ånd på sit eget plan. Monaden er menneskets højeste princip − ”den ene” i det enkelte menneske. Monaderne er de oprindelige bevidsthedsenheder, der udstråler fra Logos eller guddommen som selvstændige, men ubevidste enheder. Monaderne er “gnister” fra den højeste ild – det vil sige fragmenter af det guddommelige liv. De udskilles som selvstændige enheder med legemer af det fineste stof. Legemerne er så fine, at samtidig med, at de giver hver enkelt monade sin særskilte form at fungere igennem, danner den ingen hindring for det sublime samspil mellem det iboende liv og de øvrige livsenheder. Monaderne er skabt i Logos’ billede, og derfor er de trefoldige i deres natur. De er derfor “Faderens børn”. Deres bevidsthed eksisterer som vilje, kærlighed-visdom og aktiv intelligens. Et lavere spejlbillede af monaden manifesterer sig på planet under, og denne manifestation (?) er også trefoldig og kaldes atma-buddhi-manas, der tilsammen danner menneskets reinkarnerende sjæl. Filosoffen Leibniz anvendte betegnelsen monade for usammensatte substanser, og da de er usammensatte, er de også uden udstrækning – det vil sige åndelige. I de gnostiske Nag Hammadi-skrifter fra de første århundreder e.Kr. er ”monade” anvendt som en betegnelse for en egenskab hos den Gud, der står bag alt, og som ingen kender. Han er én og udelelig. I Seths tre steler betegner monade det inderste af den trefoldige gud.
Monadisk essens
Se elementalriger.
Monisme
(Græsk). Monisme er læren om ét enkelt oprindeligt livsvæsen eller princip i modsætning til dualisme. Det er lære om, at "Gud er én" og "alle guder er én". Det Ene Livsvæsen gennemtrænger alle former, og alle disse former er udtryk for den centrale universelle energi i tid og rum. Den åndsvidenskabelige lære er monistisk, og monisme ligger til grund for hinduismen.
Monoteist
Monoteisten tror, at der kun er én Gud. Monoteisme er princippet i jødedommen, kristendommen og islam. Den kristne tro på treenigheden anses ikke for at være i modstrid med monoteismen. Troen på mange guder kaldes polyteisme, men mange såkaldte polyteistiske religioner var baseret på troen på én Gud eller Det Ene Livsvæsen, som udtrykker sig i mangfoldige kræfter, kvaliteter og aspekter. Det gælder eksempelvis de oldegyptiske og oldindiske religioner.
Monthu
(Egyptologi). Monthu var en falkegud, der var knyttet til den thebanske region. Monthu blev sædvanligvis afbildet som et menneske med falkehoved. Han bærer solskiven med to store fjer på hovedet og en dobbelt uræusslange. Han opstod i Øvre-Egypten (sydlige landsdel), sandsynligvis i “Iuny”, en by som lå på Nilens vestbred ca. 20 km syd for Theben. Faraonerne fra 11. dynasti kom sandsynligvis fra “Iuny” (Armant). Monthus navn nævnes i pyramideteksterne, og han ses i reliefferne i Pepi II’s gravtempel ved Sakkara. Han var en af gudernes repræsentanter for Øvre-Egypten. Som falkegud var Monthu et aspekt af Horus, og han hed "Horus med den stærke arm". Han indgik i ceremonierne adskillige steder i Theben – enten som et menneske med falkehoved eller i skikkelse af en tyr. Monthus hellige dyr var Buchis-tyren. Forskerne gætter på, at Monthu var en krigsgud, velsagtens på grund af hans “stærke arm”, men ifølge åndsvidenskaben symboliserer dette Horus-aspekt det kæmpende menneske, der gennem inkarnationernes mange kampe gradvis erhverver en indsigt og en styrke, der er forudsætningen for at opnå adgang til indvielsesvejen, hvor de forskellige Horus-aspekter symboliserer sjælens udvikling fra spirende sjælsbevidsthed til forening med ånden – Faderen i himlen.
Moola
(Sanskrit). Moola betyder rod.
Moola bandha
(Sanskrit). Moola (?) bandha er en yogaøvelse, hvori der skabes en energilås, idet manden sammentrækker mellemkødet og kvinden livmoderhalsen.
Mooladhara-chakra
(Sanskrit). Mooladhara-chakra er det nederste energicenter i menneskelegemet, hvor kundalini shakti (slangekraften) befinder sig – hos manden bag mellemkødet og hos kvinden ved livmoderhalsen.
Moorchha-pranayama
(Sanskrit). Moorchha-pranayama er en åndedrætsøvelse, der medfører besvimelse. I øvelsen udføres indåndingen langsomt og tilbageholdende i en længere periode.
Morfologi
Morfologi er læren om morfemer (morfem) – dvs. læren om ordene og deres bøjning (også kaldet formlære) – bl.a. i biologi er det læren om organismens form og bygning.
Morya
Mesteren Morya, som er den mest kendte af de orientalske adepter, og som blandt sine elever tæller et stort antal europæere og amerikanere, er en Rajput fyrste, og gennem mange årtier har han beklædt en autoritativ post i Det Store Hvide Broderskab vedrørende Indiens anliggender. Han har et nært samarbejde med Manuen og vil selv engang beklæde embedet som Manu (?) over den sjette rodrace. Han opholder sig, lige som sin broder, mesteren Koot Hoomi, i Shigatse i Himalaya og er en kendt skikkelse blandt indbyggerne i denne fjerntliggende landsby. Han er af skikkelse høj og har et myndigt væsen, har mørkt hår og skæg og mørke øjne, og han kan synes streng, hvis ikke det var for udtrykket i hans øjne. Han og hans broder mesteren Koot Hoomi arbejder næsten som en enhed. Det har de gjort i mange århundreder og vil fortsætte hermed ud i fremtiden, for mesteren Koot Hoomi er indstillet til embedet som verdenslærer, når den nuværende indehaver af dette embede forlader det for et højere arbejde, og den sjette rodrace bliver til. Deres huse ligger nær hinanden, og de tilbringer meget tid sammen. Da mesteren Morya er på første stråle, strålen for vilje eller kraft, beskæftiger han sig hovedsagelig med at realisere den nuværende manus planer. Han virker som inspirator for verdens statsmænd. Gennem Mahachohanen håndterer han kræfter, der vil tilvejebringe de ønskede tilstande til fremme af menneskehedens evolution. På det fysiske plan bliver de store nationale ledere, som har langtrækkende visioner og internationale idealer, påvirket af ham, og med ham samarbejder nogle af de store devaer fra mentalplanet. Tre store grupper af engle arbejder sammen med ham på mentale niveau og er i forbindelse med de lavere devaer, som beliver tankeformer og derved holder liv i de tankeformer, der udgår fra menneskehedens ledere til gavn for hele menneskeheden. Mesteren Morya har en stor gruppe af elever, som han vejleder, og han arbejder sammen med mange organisationer af esoterisk art såvel som gennem politikere og statsmænd i verden.
Moses
(Egyptologi). I den egyptiske symbolik er Nilen identisk med Osiris og livsstrømmen. Uden Nilen ville Egypten være livløs ørken. I legenden var Horus søn af Osiris, som lod sin egen søn inkarnere blandt mennesker. Livsstrømmen førte denne frelserskikkelse ned i menneskenes rige, og her blev denne gudesøn modtaget som Egyptens (endnu) ukronede konge. I Palæstina hører vi samme legende om Jesus, som også var undfanget af en usynlig Gud. Jesus oplyste tilsvarende, at han var søn af Gud og jødernes ukronede konge, og at han var kommet for at frelse menneskebørnene. For 2.300 år siden skrev den højtuddannede egyptiske præst Manetho, at Moses var egypter, at det først var under hebræernes oprør og udvandring, at: … han antog navnet Moses …” Det er i modstrid med Bibelen, hvori det påstås, at navnet Moses er et hebraisk ordspil. Men det forudsætter jo, at faraos datter mestrede det hebraiske sprog – endda så godt, at hun også kunne lave ordspil på dette fremmede sprog, der blev talt blandt slaver. Moses kaldes på hebraisk “Moshe”. Bibelens tekst udlægges sådan, at faraos datter spontant gav ham dette navn … “ – fordi hun har trukket ham op af vandet”. Problemet er, at det påståede hebraiske ordspil er grammatisk umuligt. Bibelens hebraiske ordspil er dannet af “meshitihua”, der betyder “han trækker ud” – hvor “han” derfor ikke kan oversættes med, at det var “hende” – faraos datter – der trak ham op af vandet. Den hebraiske bibeltekst indeholder derfor et umuligt ordspil på navnet Moses, og derfor kan det umuligt være den oprindelige mening.
Mouna
(Sanskrit). Mouna betyder stilhed – eller at praktisere stilhed.
MU
MU er betegnelsen for et forsvundet kontinent af gigantisk udstrækning, som angiveligt engang skulle have ligget i Stillehavet.
Mudra
(Sanskrit). Mudra betyder "segl", "tegn" eller "symbol". Mudras er bestemte hånd- eller legemsstillinger, der benyttes af yogierne. Det er også et system af åndsvidenskabelige tegn, der dannes med fingrene, og som forestiller gamle sanskrittegn med magisk kraft.
Mulaprakriti
(Sanskrit). Mulaprakriti er “urstoffet” eller den før-kosmiske ursubstans. Mulaprakriti kaldes også guddommens slør, og er al stoffets purusha og mulaprakriti – ånd og materie. Det maskuline og feminine princip er de første aspekter af det absolutte, Parabrahman, og er faktisk uadskillelige, således som de monistiske religioner påstår – i modsætning til de dualistiske religioner.
Mumuksha
(Sanskrit). Mumuksha er “længsel efter frigørelse” fra reinkarnation og stoffets lænker. Mumuksha er det fjerde stadie på discipelskabets vej. Se også Anuloma.
Mundåbningsceremonien
(Egyptologi). Når et menneske døde, skulle livet “genoprettes” i efterlivet, og den afdøde skulle igen være i stand til at indånde livsånden fra “det store åndedræt”. Den fysiske fødsel bestod i barnets første åndedræt og det samme gentog sig i efterlivet på astralplanet, hvor mennesket lever videre – hvor det fortsat tager ånden ind eller lader sig gennemstrømme af Guds åndedræt. Mundåbningsceremonien blev udført i “Guldkamrene” (i balsamerernes værksted). Mundåbningsceremonien blev udført på statuer af den afdøde og på selve mumien. Ceremonien symboliserede livskraften, der kunne strømme ind og belive enhver fysisk form inklusive en statue. Under den ceremonielle handling gik en præst i trance, og det var hans opgave at kontakte den afdødes ka (astrallegeme) og forbinde det med ka-statuen mastabaen. Inden indsvøbningen af det fysiske legeme i linned udførte præsterne denne vigtige ceremoni. Den ypperste af ypperstepræsterne berørte den dødes stivnede læber. Herefter brød han gennem bandagerne, og smurte mumiens ansigt ind i mælk. Kosmos symboliserede de gamle egyptere med en ko (Nut), og de livgivende kræfter (mælken, som symboliserer prana eller vitalitet) strømmede uophørligt fra hende. Mælken er derfor et symbol på de kræfter, der giver liv på ethvert eksistensplan. Den afdøde havde mistet evnen til at være levende til stedet på det fysiske plan, men fik samtidig skænket evnen til at være levende og sansende til stede på et andet plan i det evige kosmiske liv. Ypperstepræsten brækkede nu de stivnede kæber på liget op ved hjælp af et redskab, der har form som stjernebilledet Store Bjørn (som i daglig tale kaldes Karlsvognen). Stjernebilledet består af syv stjerner, som transmitterer de syv stråler eller skabende kræfter i universet til vores Solsystem. Den ene af stjernerne i Store Bjørn befinder sig i Dragen, som omfatter de skiftende nordstjerner. Det ceremonielle redskab til åbning af munden var fremstillet af meteorisk jern (jern udvundet af meteoritter), det vil sige et metal, der ikke forekommer på Jorden, men som man modtog fra kosmos. Symbolikken er derfor klar. Den afdøde kan ikke længere indånde den fysiske luft og sanse det fysiske liv. Man åbner derfor munden på mumien som symbol på, at den afdøde nu skal leve og ånde i den ikke-fysiske eller kosmiske verden. Mundåbningsceremonien blev gennemført i det øjeblik, Orion (Osiris) blev genfødt på himlen – det vil sige det øjeblik, hvor Orion steg op over horisonten. Og i samme øjeblik intonerede præsterne et mantra: “Oh, du velduftende sjæl af den store gud. Må du indånde en sådan duft, at dit ansigt hverken forandres eller forsvinder”.
Murli
Murli er Krishnas fløjte.
Mut
(Egyptologi). Den egyptiske gudinde Mut er det andet medlem af den thebanske triade. Hun var Amons hustru og Khonsus moder. Hun fremstilles oftest helt i menneskeskikkelse, men har lige som de maskuline gudeaspekter også et lavere aspekt. Derfor ses hun også i skikkelse af en gåsegrib. Navnet “Mut” skrives med hieroglyffen for “gåsegrib”. Mut er det oldegyptiske ord for “grib”. Senere blev ordet for grib erstattet af “neret”, hvorefter “Mut” blev navnet for gudinden. Ordet Mut betyder herefter “moder”. Symbolet er inspireret af moderfuglen med vingerne beskyttende spredt ud over ungerne. Mange faraoner (navnlig de ptolemæiske) respekterede Mut som “den store moder”. De gamle egypteres gudesystem var meget komplekst, og det gav mulighed for utallige gudekombinationer. Hensigten var dels at skabe de kombinationer, som bedst udtrykte den kosmiske sandhed, der lå til grund for symbolet, dels at sløre læren for uindviede. Gudinder er identiske med kristendommens engle og åndsvidenskabens devarige, og de symboliserer naturen og stoffet. Devaerne eller gudinderne er formen, og de bygger de former, som bevidstheden iklæder sig. Formerne kan bygges uafhængigt af bevidstheden, og det betyder, at naturen er selvreproducerende. Derfor kunne det feminine aspekt udtrykkes som selvstændige triader. Gudinderne Mut, Wajed og Nekhbet, udgjorde en triade. Mut var syntesen i denne triade, og hun bar den hvide og røde krone for Øvre- og Nedre-Egypten oven på sin gribbehovedklædning. Hun udgjorde 1. aspekt eller syntesen. Gudinden Nekhbet, der også blev fremstillet både i kvindeskikkelse og som grib, var 3. aspekt, og bar Øvre-Egyptens hvide krone på hovedet. Gudinden Wajed var 2. aspekt, og hun bar Nedre-Egyptens røde krone på hovedet. Alle tre gudinder bærer desuden wadj-sceptret som symbol på vækst. Vi ser det i naturens årsrytme, hvor lyset hvert år genfødes ved vintersolhverv efter den mørkeste og korteste dag. Vi ser det i månedens rytme, hvor Månen genfødes hver måned efter nymåne. Vi ser det i dagsrytmen, hvor Solen synker ned i mørket hver aften og genfødes ved daggry. Evighedens cirkel symboliserer denne evige cykliske udvikling og rummer derfor symbolsk hele universets rytme fra manvantara (?) (manifestationsperiode) til pralaya (hvileperiode) og til ny manvantara. I livenes evige rytme træder mennesket ind og ud af inkarnationerne, og hvert menneske væver hvert liv en lille ”løkke” i “gudernes gobelin” – “Det Ene Livsvæsen” skaberværk. Menneskets navn skrev de gamle egyptere i en navnekartouche, som er en oval figur dannet af en tråd, som netop forestiller evighedens cirkel.
Mutation
Mutation betyder trinvis eller springvis forandring i arveanlæg, men bruges også i betydningen forandring eller overgang.
Myalba
(Sanskrit). I nordbuddhisternes esoteriske filosofi er Myalba navnet på planeten Jorden, der kaldes helvede for dem, der skal reinkarnere på den. Eksoterisk oversættes myalba derfor med helvede.
Mycherinos
(Egyptologi). Mycherinos eller Mykerinos, hvis egyptiske navn var Menkaura (?) (ca. 2600 f.Kr.) var enten søn af kong Khufu (Cheops) eller Khafra (Khefren), og Mycherinos var en af de sidste konger i 4. dynasti. Den græske historiker Herodot beretter om Mycherinos’ uheldige liv, for hans datter begik angiveligt selvmord på grund af hans ugerninger, og han døde selv meget ung. Måske bør det nævnes, at oraklet i Buto tog fejl, for det oplyste, at Mycherinos kun havde 6 år tilbage at leve i, men han levede yderligere 12 år, hvilket han morede sig over og fejrede ved at tænde stearinlys hver nat. Men Mycherinos var ifølge Herodot en gudhengiven konge, som ville have taget afstand fra efterfølgernes adfærd og overgreb. Mycherinos “– lod folket udføre deres arbejde og foretage deres ofringer, og af alle konger var det ham, der afsagde de mest retfærdige domme”, oplyser Herodot. Tyran og helgen på samme tid? Måske har Herodot sammenblandet minderne om to forskellige faraoner. Måske har han forvekslet Mycherinos og Bocchoris, som herskede over Saïs i 715-712 f.Kr. i den etiopiske periode.
Mykerinos
(Egyptologi). Se Mycherinos.
Myste
(Græsk: mystes) En myste er et menneske, der er indviet i mysterier eller står umiddelbart foran en indvielse. En myste er derfor en person, der var blevet undervist af en mystagog og derved erhvervet sig ret til at deltage i de græske eleusinske mysterier.
Mysterie
(Græsk). Oprindeligt var mysterie betegnelsen for de dramatiske fremstillinger af verdens skabelse – åndens væsen etc. Disse dramaer blev opført af hierofanterne i templerne, for at kandidaterne skulle lære den esoteriske betydning af de eksoteriske dogmer. Mysterierne blev strengt hemmeligholdt. Senere blev ordet en betegnelse for de hemmelige skoler og den hemmelige lære i al almindelighed. De græske orfiske og eleusinske mysterier var kopier af de egyptiske, der var (og er) de mest åndsvidenskabelige af alle de vesterlandske mysterier. De stammer direkte fra Atlantis. Pythagoras, Platon, Moses (?) og Jesus var alle indviede i de egyptiske mysterier – Pythagoras desuden i de indiske – Paulus sandsynligvis i de græske.
Mysterium
Se mysterie.
Mystik
(Græsk). Mystik er den filosofi, der beskæftiger sig med de åndelige og oversanselige begreber.
Myte
En myte er en fabel, legende eller et symbol. Symbolet og myten er udtryk for en virkelighed − en essentiel, dramatisk og praktisk sandhed.
Månepitri
Månepitrier er en gruppes af åndelige væsener, der opbygger modellerne for menneskets fysiske legeme i æterisk stof.
|
