Sacca
(Sanskrit). Sacca betyder sandhed.
Saddha
(Sanskrit). Saddha betyder ”tro” og ”tillid” til sin mester og til sig selv − det vil sige en urokkelig overbevisning om, at mesteren er en kompetent lærer, og at aspiranten har den guddommelige gnist i sig, som − når den engang slår ud i lys lue − vil gøre det muligt at nå målet, på samme måde som mesteren. Se også Upacharo.
Saddukæer
Saddukæerne var medlemmer af en jødisk sekt, der havde stor indflydelse på Jesu tid. Sekten er muligvis opkaldt efter præsten Sadok fra Davids og Salomons tid. Sekten lagde stor vægt på regelmæssig tilbedelse i templet, men de var mindre ortodokse og mere imødekommende over for hellenismen.
Sadhaka
(Sanskrit). Sadhaka er en udøver af sadhana.
Sadhana
(Sanskrit). Sadhana betyder "praksis" (udførelse til) "opnåelse". Sadhana er enhver form for åndelig praksis som udføres med henblik på selvrealisering.
Sadhu
Sadhu er et menneske, der går den lige vej til målet - en asketisk hellig mand i hinduismen (munk).
Sagittarius
(Latin). Zodiakens 9. tegnog stjernebilledet Skytten.
Sahasrara chakra
(Sanskrit). Sahasrara er yoga-lærens betegnelse for det 7. chakra og øverste chakra (den 1000-bladede lotus som reelt har 960+12 “blade” eller “egre”), hvis center befinder sig i på toppen af hovedet. Når den samlede kundalinikraft stiger op til Sahasrara forenes Shiva (?) og Shakti (?) (bevidstheden i sin statiske og dynamiske form), og mennesket bliver ét med Gud.
Saite-perioden
(Egyptologi). Psammetichus I, der var konge af Sais, havde fordrevet etiopierne og underlagt sig de lokale prinser. Han genoprettede ro og orden i Egypten, som herefter oplevede en periode med strålende politisk og religiøs renæssance under det 26. dynastis faraoner (664-525 f.Kr.) – Necho II, Psammetichus II, Apries og Amasis. Etiopien var ikke i stand til at generobre Egypten, og det babyloniske imperium blev holdt i skak. Landbruget blev reetableret og opnåede tidligere tiders velstand. Hoffet blev genskabt, og det administrative system blev genoprettet. Det demotiske skrivesystem vandt gradvis udbredelse over alt i landet. Byen Sais, hvor kongerne blev begravet i templet for gudinden Neith, Memphis, som var den egentlige hovedstad, og alle byer i det nordlige Egypten blev prydet med nye, hellige bygningsværker. Theben, der var under gudinden Muts, Amons hustrus, beskyttende vinger, blev ikke forsømt. Saite-perioden var en besynderlig blanding af modernisme og kunstneriske traditioner. En persisk invasion blev afslutningen på Saite-perioden.
Saivaites
(Sanskrit) Saivaites er betegnelsen for tilhængere af Shiva.
Sakkara
(Egyptologi). Nutidens navn, Sakkara, stammer sandsynligvis fra gravens falkegud Sokaris eller Sokar, men arabiske krøniker hævder, at området er opkaldt efter en beduinstamme, der levede her i Middelalderen. Sakkara ligger syd for Cairo mellem Memphis’ ruiner og det store plateau, hvor mere end 20 konger, utallige adelsfamilier og menige egyptere fra Memphis fandt ”den mest lykkelige begravelsesplads”. I dag besøges Sakkara hovedsagelig på grund af Djosers trinpyramide, Unas-pyramiden, Teti-pyramiden og adelskravene fra Gamle Rige – eksempelvis Tis, Merarukas, Meras, Ptahhoteps og Kagemnis mastabaer – samt tyregravene i Serapeum.
Sakkayaditthi
(Sanskrit). Sakkayaditthi betyder ”illusionen om individualitet”. Sakkayaditthi er “personlighedens blændværk”, som er den illusion, der skaber følelsen af at være en personlighed – i modsætning til følelsen af at være en del af helheden.
Sakradagami
(Sanskrit). Sakradagami er betegnelsen for en discipel, der er trådt ind i et stadie, der beskrives som: ”Den, der kun vender tilbage én gang til” – og dermed menes der, at den, der har nået dette trin, kun har behov for én inkarnation til for at blive arhat. Det svarer til 4. indvielse eller et niveau før mesterskab. Denne discipel kaldes en sakridagamin. På dette trin afkastes der ikke flere lænker, men aspiranten bestræber sig på at reducere de hindringer, der stadig binder, til et minimum. Se også Arhat.
Sakralchakra
Sakralchakraet befinder sig på overfalden af menneskets æteriske legeme og er tilknyttet sakralcentret, der er placeret bag skambenet i den æteriske rygsøjle. Chakraet er forbundet med kønskirtlerne. Dets funktion er forbundet med kønsdriften − det reproduktive liv og begærlivet. Det forbinder mennesket med astralplanet. Når et menneske overvejende lever gennem sine begær og besiddelser – eksempelvis ved konstant at ville erobre det modsatte køn eller anskaffe fysiske ejendele – ved man, at sakralchakraet (swadhisthana) dominerer.
Sakshi
(Sanskrit). Sakshi betyder “vidne”.
Salabhasana
(Sanskrit). Salabhasana er en yogaøvelse, der kaldes ”græshoppen, idet stillingen kan minde om en græshoppe med løftet bagkrop.
Salamander
Salamander er betegnelsen for en ildelemental. Se Naturånder.
Salighedslegeme
Se Ananda-maya-kosha.
Salomons segl
Salomons segl kaldes også “Davidsstjernen” – den sekstakkede stjerne. Det er stjernen med de to sammenflettede ligesidede trekanter – den ene med spidsen opad og den anden med spidsen nedad. Symbolet er imidlertid ikke jødisk. Hverken David eller Salomon har nogensinde set dette segl. Det er i virkeligheden et ældgammelt, esoterisk symbol, der bl.a. betegner åndens fald ned i materien (den nedadvendende mørke trekant) og den derpå følgende frigørelse og genopstigen til det åndelige plan (den opadvendende lyse trekant) – eller involution og evolution. Når centrum medregnes, symboliserer det desuden de syv principper både makro- og mikrokosmisk, idet centret da er atma, og de seks spidser danner seks “slør”. I Indien kaldes det “Vishnus tegn”.
Samadhana
(Sanskrit). Samadhana betyder ”ligevægt” – men også ”uafbrudt opmærksomhed”, der er en stræben, med kun ét mål for øje. Det indebærer, at man ikke kan lokkes bort fra sin vej af fristelser. Denne egenskab svarer til målbevidsthed. Se også Upacharo.
Samadhi
(Sanskrit). Samadhi er det tredje stadie af yoga – den højeste form for yoga-udøvelse, hvor bevidstheden træder i direkte kontakt med sit åndelige aspekt. Samadhi er selvrealisationsprocessens meditative absorption til opnåelse af kaivalya. Se også Sannyama.
Sambhogakaya
Sambhogakaya er betegnelsen for den anden bardo-tilstand: Glædens legeme. Det er buddhismens paradis, som befinder sig lige under nirvana.
Samkatasana
(Sanskrit). Samkatasana er en yogaøvelse, hvor benene lukkes stramt om bækkenet.
Samkhya
(Sanskrit) Samkhya kaldes også Sankhya, der betyder optælling. Samkhya er et filosofisk system, der er grundlagt af Kapila Rishi (ca. 500 f.Kr.). Det er et system af analytisk metafysik. Samkhya er en af de seks dharsanas - en hinduistisk filosofiretning med tilknytning til yoga. Samkhya-skolen regnes for den ældste af de seks vediske skoler indenfor hinduismen. Den ældst bevarede tekst er Ishvarakrishnas Samkhyakarika, forfattet mellem det 3. og 5. århundrede. Samkhya-sutra, som hævdes at være skrevet af Kapila, er forfattet omkring det 15. århundrede Samkhya er en ateistisk, dualistisk filosofi. Der er to principper, bevidsthed (purusha) og materie (prakriti). Til stoffet regner samkhya sjælen, fornuften og sindet, det vil sige tanker og følelser. Bevidsthed er således ren opmærksomhed, som ifølge samkhya er inaktiv, ubegrænset og uforanderlig. Alle sansende væsener er purusha. Prakriti består af tre kvaliteter (gunas), nemlig: Rajas – aktivitet, følelse. Tamas - tyngde, mørke, inerti. Sattva (?) – lys, klarhed, åndelighed, bevægelse mod frihed. I det oprindelige stof, mulaprakriti, er de tre gunaer i balance. På grund af purushas tilstedeværelse bringes gunaerne i bevægelse. Gunaernes bevægelse forårsager i første omgang dannelsen af den psykiske virkelighed. Først opstår buddhi. Af buddhi fremstår ahamkara, sæde for sjælen. Fra ahamkara udvikles tankesindet (manas) og sanseevnerne (buddhihindriyas), som primært består af sattva. Ligeledes opstår handleevnerne (karmendriyas) (tale-, gribe-, gå-, udskille- og avleevne), der primært består af rajas, og fem subtile elementer (tanmatras) (lyd, berøring, form, smag og lugt), der primært består af tamas. Af de fem subtile elementer opstår fem grove elementer (bhutas), nemlig rum, luft, ild, vand og jord. Disse grove elementer udgør den fysiske og synlige verden.
Samo
(Pali). Samo betyder ”sindsro”. Det er den renhed og ro, der er resultatet af fuldstændigt herredømme over sindet − en kvalifikation, som det er uhyre vanskeligt at tilegne sig, men som dog er absolut nødvendig. Hvis sindet ikke altid er lydhør over for viljen, kan det ikke være et fuldkomment redskab for mesterens arbejde i fremtiden. Denne kvalifikation er omfattende og indbefatter også selvbeherskelse, der er en nødvendig forudsætning for astralt arbejde. Se også Upacharo.
Samoyojana
(Sanskrit). Samoyojana er ”lænker”, der binder mennesket til genfødslens hjul og hindrer det i at nå nirvana. Når disciplen afkaster de ti samoyojana eller ”lænker”, opnås der absolut sikkerhed for, at den esoteriske lære er sand. Det er en vished, der enten er baseret på personlig førstehåndsviden eller på logik og fornuft.
Samsara
(Sanskrit). Samsara er eksistensens cyklus. Samsara betyder “hjulet” der består af fødsel, opvækst, forfald, død og genfødsel. Samsara er derfor den forgængelige verden.
Samskaras
(Sanskrit). Samskaras er underbevidste impressioner (latent-depositter). Samskaras er tidligere indtryk i tanken, som nu har en eftervirkning.
Samtam
(Tibetansk) Samtam betyder det samme som sanskritordet Dhyana, eller meditationstilstanden, hvoraf der er fire grader.
Samtidighed
(Egyptologi). I Egypten blev naturens naturlige kredsløb betragtet som menneskets naturlige kredsløb. Alle fysiske hændelser blev iagttaget og opfattet som en naturlig cyklisk proces, som for eksempel plantelivets spiring, vækst, frugtsætning og vinterdvale – eller Nilens rytmisk stigende og faldende vandmasser. Livet blev derfor ikke betragtet som en lineær proces med en begyndelse og en ende. Det blev snarere opfattet som en serie af naturlige transformationer, hvor alle hændelser i enhver cyklus forekommer samtidig på mere end et af manifestationens forskellige niveauer. Efter egyptiske opfattelse gør samtidighed det muligt for mennesket at blive en del af en guddommelig oplevelse, hvis mennesket koordineres eller forbindes med dette bagvedliggende princip. Aktiviteter på det guddommelige niveau opfattede man som tidløse, og derfor sker de samtidig med, at aktiviteterne på det fysiske plan finder sted – også selv om de ikke er synlige på det fysiske plan. Hvis man krydser denne grænse, kan man få direkte adgang til en erkendelse af guderne (Neteru) og deres kræfter, eftersom det indre liv eller efterlivet deler samme dimension. Forbindelsen skabes ved hjælp af naturlige transformationer. Og ved hjælp af denne metode (hvis den mestres), er der intet "ophør af liv" eller "død". Der er snarere en fortsættelse af livscyklussen på et andet erfaringsniveau. Ordet "niveau" skal her forstås i betydningen "et eksistensplan" eller "en dimension". Den vigtigste pointe er, at det er muligt et erhverve sig erfaring på et andet niveau end det fysiske.
Samyama
(Sanskrit). Samyama anvendes i sammenhæng med dharana, dhyana og samadhi, og er således koncentration, meditation og samadhi (?) under ét.
Sanat Kumara
Sanat Kumara er Østens benævnelse for Gud. I åndsvidenskaben er Sanat Kumara navnet på "Verdens herre" eller vores Planetlogos. Sanat Kumara er reelt Planetlogos' personlighedsaspekt. Sanat Kumara kendes også under betegnelsen "Den gamle af dage". Se også Kumaraer.
Sandaler
(Egyptologi). De gamle egyptere gik barfodede. Sandaler var en luksus, der indikerede, at ejeren tilhørte middelklassen. Egypterne bar hvide sandaler, når de deltog i religiøse ceremonier, og indviede bar guldsandaler ved særlige tempelritualer. Faraoen var iført nogle specielle sandaler, der i nogle tilfælde havde billeder af fremmede fanger indgraveret under sålerne, som symbol (?) på, at han havde underlagt sig såvel ydre som indre fjender (karaktersvagheder). På de kongelige sandaler havde man indgraveret de metaforiske “ni fanger” – en hentydning til alle Egyptens fjender, som skulle kontrolleres og holdes nede af faraoen. Den dybere betydning var menneskets indre fjender – karaktersvaghederne. Ved visse indvielser modtog man symbolet på indvielsesgraden i form af gyldne sandaler, som kun blev anvendt ceremonielt. De symboliserede, at den indviedes fundament eller standpunkt nu var gyldent eller guddommeligt. Guld kaldte man “gudernes kød”.
Sange
(Egyptologi). Tempelmusik i det gamle Egypten omfattede liturgiske hymner og mantriske sange, og de blev ofte sunget af præstinder, der deltog i processionerne. Men egypterne sang også kærlighedssange og sange om naturen etc. – “De fire vindes sang” – eller begravelseshymner – “Guds hyrde er gået bort”. Sangene blev akkompagneret af harpespil, rytmeinstrumenter, taktfaste klapsalver og elegante dansetrin, mimespil eller rituelle bevægelser. Sangere og musikere var ikke adskilte kunstarter i det gamle Egypten. Sang, musik og dans var til ære for Gud, til de levende og de afdøde. Nogle sange blev derfor ikke kun sunget i templerne, men også i private hjem, hvilket fremgår af inskriptionerne i mastabaerne, hvor man ser præster og præstinder synge, danse og klappe til musikken, og man ser menige egyptere, der synger til markarbejdet.
Sangha
(Sanskrit). Sangha er et munkefællesskab.
Sankalpa
(Sanskrit). Sankalpa betyder åndelig beslutsomhed.
Sankara
(Sanskrit) Sankara betyder reaktion.
Sanna
(Sanskrit). Sanna betyder følelse.
Sannyama
(Sanskrit). Visse yoga-skoler kaldes Sannyama. Dens stadier er: Pratyahara – et forberedende stadie, hvor målet er kontrol over tænkeevnen. Derefter kommer de primære stadier: Dharana, Dhyana og Samadhi. Det sidste stadie er en tilstand af dyb meditation, hvor asketen mister al bevidsthed om individualitet – sin egen indbefattet – og går fuldstændig op i ALTET, og hvori han modtager den højeste visdom, der er tilgængelig for ham, mens han endnu er inkarneret i et fysisk legeme.
Sannyasin
(Sanskrit). Sannyasin er "en der har givet afkald" – en munk der praktiserer yoga. En sannyasin er således et menneske, der forsager verden for at søge selvrealisering.
Sans
Sjælen har en række sanser og psykiske evner, som den anvender som erkendelsesredskaber på de syv bevidsthedsplaner. På det fysiske plan tager sjælen de fem fysiske sanser i anvendelse, men på de indre bevidsthedsplaner, gør den brug af en række oversanselige evner. (Se Psykiske evner.)
Sanskrit
Sanskrit er brahmanernes klassiske sprog. Det er verdens ældste sprog, et “mysteriesprog” og et “modersprog”, der ligger til grund for senere sprog. Åndsvidenskaben påstår, at det er overført til Jorden fra Venus af “Flammeherrerne”. Sanskrit har aldrig været kendt eller talt i sin sande systematiserede form (der blev givet af den store hinduistiske grammatiker Panini), undtagen af de indviede braminer. Det er nu degenereret til det såkaldte Prakrita.
Santosha
(Sanskrit). Santosha eller Santosa betyder tilfredshed.
Saraswati
(Sanskrit). Saraswati er gudinden, der tildeler viden om ædel kunst og talens magt.
Sarvangasana
(Sanskrit). Sarvangasana betyder ”alle legemsdele”. Sarvangasana er en yogaøvelse med skulderstand – en omvendt stilling.
Sarvodaya
(Sanskri). Sarvodaya betyder "alles velfærd". Sarvodaya er et økonomisk begreb, der er udviklet af Gandhi i forbindelse med hans konfliktlære, der var baseret på ikke-vold.
Sat
(Sanskrit). Sat betyder ”sandhed”.
Sat-chit-ananda
(Sanskrit). Sat-chit-ananda er den vedantinske benævnelse for den trefoldige, universelle Logos. Sat (?) er den absolutte værenhed – et begreb, der er endnu mere abstrakt end væren. I Vesten findes der ikke ord, der kan beskrive dette begreb. Chit er visdommen – opretholdelsens princip – selvets virkeliggørelse af sig selv. Og Ananda, der er den formløse salighed, når selvet trækker sig tilbage ind i sig selv. Enhver Logos afspejler denne universelle bevidsthed i sine tre aspekter.
Satanisme
Satanisme er djævledyrkelse. Satanister betragter satan eller djævelen – den mørke åndskraft i personificeret form – som en guddom, der gøres til genstand for tilbedelse. Satanisme er organiseret udførelse af sort magi (?) – til tider i form af de berygtede ”sorte messer”, som hovedsagelig blev praktiseret i Middelalderen. Sorte messer består af ritualer og ceremonier, hvor livets evolutionære eller lyse kræfter nedgøres, mens de egoistiske og involutionære kræfter forherliges. Ofte indebærer disse messer vilde udskejelser. Sort magi og påkaldelse af mørke og dæmoniske kræfter indgår i ritualerne, og formålet er en mystisk forbindelse til og alliance med astralvæsener for gennem dem at opnå magt eller tilfredsstillelse af perverteret begær. Åndsvidenskaben accepterer ikke satan eller de mørke kræfter personificeret i skikkelse af satan eller djævelen, men erkender tilstedeværelsen af negative eller mørke kræfter i naturen, og disse kræfter kan styres og kontrolleres af åndelige væsener, som på denne måde modarbejder evolutionen.
Satet
(Egyptologi). Satet eller Satis er en egyptisk gudinde. Satet, som grækerne identificerede som Hera, hustru til Zeus, var datter af Khnum og Anuket. Hun erstattede Heket som “sin faders ægtefælle”, sandsynligvis på et meget tidligt tidspunkt, fordi hun omtales i pyramideteksterne som en gudinde fra meget gammel tid. Hun afbildes som en kvinde, der bærer den hvide krone for Øvre-Egypten. Kronen er flankeret med to slanke gazellehorn. Hendes kultcenter lå lige som Anukets på øen Seheil. Hornene symboliserer målrettethed. Vi har her principielt den samme symbolik, som hos gudinden Anuket. Den formskabende aktivitet, som Satet er den del af, er udtryk for guddommelige impulser, som har en bestemt hensigt. Khnums gudinder, Satet og Neith ses ofte med bue og pile i hænderne. Den etablerede forskning tolker ofte konkret i stedet for symbolsk, og derfor gætter man på, at de er krigsgudinder, som skulle sørge for krigslykken på de egyptiske slagmarker. Åndsvidenskaben er uenig. Pilene er klare symboler på grundtemaet for skaberguden Khnums arbejde, nemlig målrettethed. Khnum er jo den, der målretter de umådelige skabende kræfter. Og Khnum i mennesket symboliserer den målrettede udvikling af kontrol over tanker, følelser og handlinger. Bue og pil er et enestående symbol (?) på målrettethed, for det rummer hensigten om at ramme et bestemt mål – og opøvelse af evnen til faktisk at gøre det.
Satguru
(Sanskrit). Satguru er et menneske, der har opnået selvrealisering.
Satire
(Egyptologi). I Egypten var det lige som i dag almindeligt at nedvurdere andres professioner for på denne måde at fremhæve sin egen. Man regner med, at satiren opstod på denne måde, og den var populær i Egypten i lange tider. Den ældst kendte satire hedder “Khetys uddannelse”, og et tusinde år senere blev den stadig brugt i Egyptens skoler, hvor man på denne måde kunne lære af de dumheder, der blev begået af mureren, pottemageren, jægeren, fiskeren, frisøren og budbringeren. Skriverne i Ny Rige brugte navnlig deres vittigheder om bønderne og soldaterne – for ikke at glemme præsterne og sømændene, bagerne og vaskemændene (åbenbart ikke vaskekonerne). Selv om teksterne ikke imponerede på grund af visdom, var de ikke uden humør, og de gav et farverigt indblik i datidens dagligliv.
Satori
Satori er en pludselig åndelig opvågen, der opnås i zenbuddhismen.
Satsang
(Sanskrit). Satsang betyder “at være sammen med sandheden”. Satsang er ofte betegnelsen for samvær med en lærer eller guru, hvor der forekommer en overførsel af viden, stilhed og væren. Ikke begrebsmæssig eller intellektuel viden, men en indre erkendelse.
Sattva
(Sanskrit). Sattva eller sattwa er en guna af kvaliteten lys, intelligens eller ånd. Viser sig i (ånds-)bevidsthed som fornuft, godhed, kærlighed, renhed, åndelighed og helse. Sattva guna er den uforanderlige renheds kvalitet. Se Guna.
Satya
(Sanskrit). Satya er sandhed – den højeste sandhed. Satya er den første af yamas-sandhederne.
Satya Nasti Pare Dharma
(Sanskrit) Satya (?) Nasti Pare Dharma er Det Teosofiske Samfunds motto, som betyder: ”Der er ingen religion (vej) højere end sandheden”.
Satya-yuga
(Sanskrit). Det samme som krita-yuga.
Satyagraha
(Sanskrit). Satyagraha betyder, at “holde fast ved sandheden. Hinduistisk opfattes Satyagraha som ikke-voldelig modstand, der også kaldes Ahimsa. Gandhi brugte ordet Satyagraha som udtryk for sin filosofiske videreudvikling af begrebet passiv modstand, hvor de etiske og moralske krav til deltagerne er strengere end ved almindelige ikke-voldelige aktioner.
Savasana
(Sanskrit). Savasana er en afslappende liggestilling, der ofte kaldes dødstille.
Savikalpa samadhi
(Sanskrit). Savikalpa samadhi (?) er yoga-lærens beskrivelse af tænkeevnen, når det ved hjælp af viljen bliver ét med et bestemt punkt eller emne. Savikalpa samadhi er også realisation af Gud med form.
Scientology
Scientology er grundlagt af amerikaneren Ronald Hubbard, som udviklede et psykologisk system, som han kaldte ”dianetik”. Gennem ”auditering” afdækkes psykiske årsager, og resultatet er angiveligt forøgelse af den mentale styrke.
Scorpio
(Latin). Zodiakens 8. tegn og stjernebilledet Skorpionen.
Seance
Seance er en betegnelse, der oftest bruges om spiritistmøder med medier.
Seer
En seer er det samme som en clairvoyant og betegner de højere evner der er knyttet til synssansen. Herunder åndelig vision på det buddhiske plan.
Seetkari pranayama
(Sanskrit). Seetkari pranayama er en hvæsende åndedrætsteknik, der har en kølende effekt på legemet.
Sejlads
(Egyptologi). Egypten er primært en smal stribe af frugtbart land langs Nilens bredder. Skibe var derfor en væsentlig del af livet i Egypten. Fra de tidligste tider er skibe blevet afbildet i templer og grave og på klipper og lertøj. Guderne sejlede symbolsk over himlen i skibe (barker). Universet var for de gamle egyptere et urhav, og barkerne var planeter, solsystemer, solkonstellationer, galakser etc., og guderne var de væsener eller bevidstheder, der bebor eller beliver disse himmellegemer. Nilen repræsenterede livsstrømmen, der flød gennem Egyptens legeme – fra syd mod nord. Strømmen i Nilen er stærk, men nordenvinden er stærkere. At sejle ned ad strømmen ved hjælp af årer var nemt, og masten blev lagt ned. Mast, sejl og årer blev anvendt, når man sejlede mod strømmen. De egyptiske skibe stak ikke dybt – højst 2 meter – for at undgå grundstødning på de mange lumske mudderbanker, hvor man risikerede at kæntre og blive føde for krokodillerne. Var de gamle egyptere bange for havet? Overhovedet ikke! Fra de tidligste tider sejlede egyptiske skibe på ”det store grønne”, og de besøgte fjerne lande som for eksempel Syrien og Somalia. Og i Gamle Rige sejlede egypterne fra Aswan langs kysterne af Det Røde Hav.
Sekhmet
(Egyptologi). Sekhmet blev afbildet som en kvinde med løvehoved, og hendes navn betyder ordret “den kraftfulde” eller “den, der er fuld af styrke”. Sekhmet havde sanktuarier overalt i Egypten, men hovedcentret lå i Memphis, hvor hun havde den fornemme placering som den store skabergud Ptahs hustru og moder til deres søn Nefertum. Sekhmet blev betragtet som en manifestation af Ras vrede øje, som fortærede solgudens fjender. Denne bidske gudinde var hersker over krig og ufred. Hun hjalp faraoen med at nedslagte fjenderne, hvorfor man somme tider sagde, at han “rasede som Sekhmet”. Paradoksalt nok, var hun også læremester i healing, og hun fordrev sygdomme. En gudinde, der kan nedbryde, kan også genopbygge. Hun kan dræbe, men hun kan også helbrede. Titlen “Sekhmet-præst” kom til at betyde healer eller doktor, muligvis fordi hendes præster var fortrolige med at uddrive onde energier – og hvem er bedre til at bekæmpe det onde (fjenden eller de mørke kræfter) end en krigsgudinde? Sekhmet blev identificeret med adskillige andre gudinder – for eksempel Hathor, Bastet, Mut og Pakhet. I den oprindelige version af myten om, hvordan Ras øje tilintetgjorde fjenderne, var det Hathor, som spillede rollen som Sekhmet. Bastet, der havde form af en kat, var en blidere version af Sekhmet. Men hvem er Sekhmet åndsvidenskabeligt set? Hun er gudinde, og derfor ved vi, at forståelsen skal hentes i stoffet eller materien. Når vi studerer den egyptiske 9-gudekreds, ser vi, at Tefnut billedligt er fremstillet som Sekhmet og omvendt. De to gudinder er ens. Begge præsenteres som kvindeskikkelser med løvehoved, fordi de udgør et højere og et lavere aspekt af samme energi. Løven er forbundet med Solen, og løvegudinden Tefnut er da også det feminine aspekt af Ra, som er Solen. Løven og Solens lys er forbundet med ild, og Tefnut og Sekhmet er i høj grad ildsymboler. Vi kender tre af de utallige kræfter, der udstråler fra Solen. Det er “kundalini” (slangeilden eller materiens energi), “prana” (livskraft eller vitalitet) og “fohat” (elektricitet). Sekhmet symboliserer “kundalinikraften” – eller slangeilden, som den også kaldes. Den er intet mindre end materiens iboende kraft. Når Sekhmet fremstilles som både en brutal og hensynsløs krigsgudinde og en styrkende og helbredende healingsgudinde, er årsagen indlysende. Kundalinikraften er en voldsom kraft, som kan være totalt ødelæggende, hvis den er ude af kontrol. Et uudviklet menneske vil ikke kunne kontrollere den enorme psykiske kraft, og resultatet er ofte katastrofalt. Modsat er det en kolossal kreativ, dynamisk og forvandlende kraft, der kan løfte mennesket fra den animalske natur til overmenneskelige højder. Sekhmet kunne drive onde dæmoner på flugt, og kundalinikraften rejser sig netop, når “det onde” (menneskets lavere natur) er overvundet. Når kundalinikraften er under kontrol, er den en ven og tro ledsager på udviklingens vej. Sekhmet bliver som Bastet – den milde og tamme tempelkat, der dog har kattens natur. Den er selvstændig. Kundalinikraften rejser sig fra rodcentret og strømmer til kroncentret ved 3. indvielse. Via Bastet skabes der kontakt mellem Sekhmet og Tefnut. Amenhotep III opstillede utallige siddende statuer af Sekhmet, hvoraf næsten 600 stadig eksisterer. I Muts tempelgruppe i Karnak var der oprindelig 730 Sekhmet-statuer – to for hver dag i året. Disse statuer med løvehoveder var cirka 2 meter høje og ofte udskåret i grå diorit. British Museum har ca. 30 af dem.
Sekular
Et udtryk for at man kun beskæftiger sig med den fysiske verden og afviser indre eller åndelige dimensioner.
Semitter
Ifølge åndsvidenskaben er “semitter” en fællesbetegnelse for den atlantiske fjerde rodraces femte underrace, og befolkningerne i den vestlige verden (femte rodrace) er primært efterkommere af semitterne eller ursemitterne. I dag står jøderne som typiske repræsentanter for denne race, selv om det ikke er hebræerne, der specifikt henvises til i den åndsvidenskabelige forskning. Et gammelt esoterisk skrift oplyser, at en gruppe disciple ventede foran “Lysets Port”. “Ordet” opfordrede dem til at træde ind over lysets tærskel, men først måtte de efterlade de skatte, som de medbragte til “Lysets Herre”, som ikke behøvede dem. Men tre af dem ønskede ikke at skille sig af med dem, og derfor vendte de sig bort belæssede med deres skatte. Og “Ordet” talte til dem og sagde, at de endnu engang skulle stå foran “Lysets Port”, men denne gang med tomme hænder. På denne måde opstod legenden om den vandrende jøde. Det er blandt andet disse tre disciple, der hentydes til i frimurernes tradition om mordet på Hiram Abif, der blev dræbt af tre mænd. De øvrige fra gruppen, som trådte ind gennem “Lysets Port”, tog indvielsens første store trin. Den esoteriske tolkning af de tre semitters vægring ved at træde ind over tærsklen, henviser til både semitter, latinere og angelsaksere, som endnu ikke har afviklet deres karma, og derfor ikke kan få adgang til indvielse. Ideen om jøderne som et udvalgt folk stammer fra Atlantis, hvor fjerde rodraces femte underrace (semitterne) blev udvalgt til at udgøre det genetiske grundlag for udviklingen af den femte racetype – nutidens vesterlandske menneske. Jøderne er derfor ikke noget udvalgt folk, for intet folk er udvalgt. Og intet land er mere helligt end andre lande.
Sensitiv
I åndsvidenskabelige sammenhænge er en sensitiv person et menneske, der er følsom over for metafysiske påvirkninger.
Senzar
Senzar
De indviede mestres hemmelige, hellige sprog eller “mysteriesproget”, som er det samme verden over.
Sepher Yetzirah
(Hebraisk). Sepher Yetzirah er “Skabelsens bog”, som er et gammelt kabbalistisk værk – så gammelt, at traditionen påstår, at Abraham var forfatteren.
Sephiroth
(Hebraisk). (Sephiroth i flertal – Sephira i ental). Sephiroth er guddom-mens 10 emanationer (udstrålinger) i kabbalaen. Den højeste sephira dannes ved emanation eller koncentration af ain soph aur – det grænseløse lys, og hver sephira skaber ved emanation en ny sephira. De 10 sephiroths navne er: 1) Kether – kronen. 2) Chokmah – visdom. 3) Binah – forståelse. 4) Chesed – barmhjertighed. 5) Geburah – magt eller strenghed. 6) Tiphereth – skønhed. 7) Netzach – sejr. 8) Hod – herlighed. 9) Jesod – grundvold. Og 10) Malkuth – riget. Nogle af dem er maskuline eller positive – andre feminine eller negative.
Septuaginta
Septuaginta er den ældste oversættelse af Det gamle Testamente til græsk. Oversættelsen blev foretaget af 70 lærde.
Serafer
Serafer er englevæsener – sandsynligvis devaer. Se også Seraphim.
Serapeum
(Egyptologi). Serapeum ved Memphis med gravkompleksets underjordiske gange og gallerier blev anvendt til begravelser af de hellige Apis-tyre, der var knyttet til skaberguden Ptahs kult. Indgangen var oprindeligt flankeret af en lang række sfinkser. Egyptologen Mariette, som opdagede komplekset i 1850-51, fandt 24 granit- og basaltsarkofager, som stadig befinder sig på deres oprindelige pladser i kamrene. Den tungeste sarkofag vejer næsten 70 tons. Et kammer, som blev udført i år 30 i Ramses II’s regeringstid var intakt, endog med fodaftryk fra den sidste egypter, der forlod stedet, inden det blev forseglet. Da man fandt sarkofagerne, var de fleste allerede blevet plyndret og tømt for indholdet. Andre teorier går ud på, at der aldrig har været mumificerede tyre i gravene. Der var dog to sarkofager, som indeholdt enkelte stykker gravgods. Tre af sarkofagerne har inskriptioner. På en af dem står navnet "Amasis" (569–525 f.Kr.), på en anden "Cambyses" (525–521 f.Kr.) og på en tredje "Khabbash" (ca. 341 f.Kr.) – den sidste indfødte hersker, før Alexander den Store indtog landet. Komplekset fungerede ikke alene som grave for tyrene, men også som tempel. På Amenhotep III’s tid (1402–1364 f.Kr.) og sandsynligvis også tidligere, bestod gravene af et underjordisk kammer, som man fik adgang til via en skrå skakt. Oven på skakten lå et kapel og embedsmændene grave. I Ramses II’s (1290–1224 f.Kr.) regeringsperiode lod prins Khaemwast bygge en gravplads for alle Apis-tyrene. Langs begge sider af korridoren blev der udhugget kamre til tyrenes trækister. Psammetichus I (663–609 f.Kr.) udvidede dette bygningsværk med et endnu større og mere komplekst antal kamre. Komplekset blev yderligere udvidet flere gange helt op til den ptolemæiske periode for til sidst at måle 350 x 3 x 5,5 m. Oven på disse underjordiske kamre blev der bygget et stort tempel. Når den hellige tyr døde, blev den først balsameret og derefter begravet med pomp og pragt. Mange pilgrimme besøgte disse tyregrave og bragte offergaver – ofte var det små mindeplader, som blev anbragt i korridorens vægge. Da kulten for guden “Sarapis” (“Serapis”) blev introduceret under Ptolemæus I, blev “Sarapis” identificeret med “Osorapis” (Osiris-Apis) og blev tilbedt med ham – og blev kendt under navnet “Sarapeion” eller “Serapeum”. Apis-tyren er skaberguden Ptahs hellige dyr, og repræsenterer et lavere aspekt af Ptah. Ptah er universets arkitekt. Han er skaberen af de arketypiske tankeformer. Når tankeformer materialiseres, sker det ved opbremsning af tankeenergien, som herefter bliver til lys og endelig bliver til stofpartikler. Tyren repræsenterede denne opbremsning. Fra astrologien ved vi, at tyren kendetegnes ved inerti og fastgørelse til stoffet.
Seraphim
(Hebraisk). Seraphim er himmelske væsener, der omtales af Esajas (VI, 2). Ordet betyder også “slange” og står i forbindelse med grundformen “at opbrænde” – et sindbillede på lyset. Det Gamle Testamentes Seraphim står i nær forbindelse med Kerubim. I kabbalaen er Seraphim en gruppe af engle, der står i forbindelse med sephiraen Geburah. Se også Deva.
Serapis (guden)
(Egyptologi). Serapis er en gud, der blev introduceret i Egypten under Ptolemæ I’s regering, og det var utvivlsomt hensigten, at denne guddom skulle deles af egypterne og grækerne. Serapis fik nogle af Osiris’ karakteristika, men hans vigtigste kvaliteter var græske. Serapis’ kult spredte sig fra Alexandria videre ud over Middelhavsområdet, hvor blandt andet købmænd konverterede til den nye tro. Og Serapeum (?) i Alexandria blev udråbt som et af verdens undere.
Serapis (mesteren)
Mesteren Serapis kaldes ofte for egypteren. Han er mesteren på fjerde stråle, og de store kunstretninger i verden, udviklingen inden for musik, malerkunst og dramatik, modtager fra ham en livgivende impuls. For tiden vier han devaarbejdet eller engleevolutionen det meste af sin tid og sin opmærksomhed, indtil deres indflydelse åbner mulighed for en stor åbenbaring i musikkens og malerkunstens verden, som er umiddelbart forestående. Mere kan der ikke siges om ham, og hans opholdssted kan heller ikke afsløres.
Seshonq
(Egyptologi). Seshonq var et navn, der blev båret af flere konger og prinser i den libyske periode. De sidste tre konger var svage herskere i et kongerige, der var ved at gå i opløsning i anarki (9.-8. årh. f.Kr.). Det er reelt kun den første konge med dette navn (ca. 940-924 f.Kr.), der har gjort sig fortjent til hæder. Sønnesønnen til den ældste Seshonq – der var høvding for Menhwesh-stammen – grundlagde 22. dynasti og genoprettede lov og orden - skønt med fortsat uro og usikkerhed. Han førte sine hære mod Palæstina. Begivenhederne er beskrevet i Bibelen i 1. Kongebog (14,25-26) og 2. Krønikebog (12,9). Her kalder man ikke egypterkongen for Seshonq, men for Sjisjak: “Men i kong Rehabeams femte regeringsår drog egypterkongen Sjisjak (?) op imod Jerusalem og tog skattene i Herrens hus og i kongens palads; alt tog han, også de guldskjolde, Salomon havde ladet lave”. Efter dette plyndringstogt gav Seshonq ordre til rejsning af en sandstensportal foran Karnak-templet, hvor en beskadiget stele (?) med en liste, hvor navne som Edom, Judæa og Israel stadig kan ses. En anden Seshonq, hvis placering i den kronologiske orden er meget usikker, blev berømt på grund af hans intakte grav i Tanis, der blev fundet af Pierre Montet.
Sesostris
(Egyptologi). I det 12. dynasti havde tre konger navnet Sesostris.
Sesostris I
(Egyptologi). Sesostris (?) I (ca. 1971-1926 f.Kr.) var søn af tronraneren Amenemhet (ca. 1991-1962 f.Kr.) Sesostris I samregerede med sin far i ca. 10 år – en periode, hvor de “underlagde sig fremmede lande”. Da Sesostris I vendte tilbage fra en sejrrig ekspedition til Libyen, hørte han, at faderen var død – sandsynligvis snigmyrdet. Hans hurtige tilbagevenden til Egypten afværgede en borgerkrig. Da krisen var overvundet, begyndte han en ekspansionspolitik, der ikke var set tidligere i Egypten. Landet blev udvidet til langt syd for 2. katarakt. Guld fra Nubien og produkter fra Sudan strømmede ind i landet. I Asien resulterede succesfuldt diplomati for at udvide Egyptens indflydelse. Udnyttelsen af miner og stenbrud (?) blev intensiveret, og monumenter skød i vejret over alt i Nildalen. “Han er i sandhed en sejrende konge, som erobrede med sin stærke højre arm – et handlende menneske, hvis lige ikke findes” – siger en tekst.
Sesostris II
(Egyptologi). Sesostris (?) II (ca. 1897-1878 f.Kr.). Man ved kun lidt om hans regeringstid.
Sesostris III
(Egyptologi). Sesostris (?) III (ca. 1878-1841 f.Kr.) løftede 12. dynasti til dets højdepunkt. Til sidst ophævede Sesostris III adelens autoritet over de store provinser, som hidtil havde fungeret uafhængigt af kongen. Han konsoliderede magten i Nedre-Nubien, som var annekteret af Egypten. Senma i syd (ved 2. katarakt) udgjorde landets grænse. I Ny Rige blev Sesostris III guddommeliggjort i sin region. Mod nord gennemførte kongen personligt den eneste omfattende militærekspedition, der er fundet beskrivelser af fra Mellemste Rige. Han indtog Sichem i Mount Ephraim. Denne erobring styrkede det greb, Egypten allerede havde om Palæstina og Syrien. En hyldest til Sesostris III erklærer: “Han, som slagter de indfødte uden sværdslag – han, som skyder en pil af sted uden at røre buen”. Aldrig tidligere var konger blevet hyldet i så ophøjede toner.
Seth
(Egyptologi). Den egyptiske gud Seth indgår i en triade med gudinden Nephthys og gudesønnen Horus den Anden. Seth har menneskekrop og myreslugerhoved eller sjakalhoved. Nogen påstår, at han forestiller et vildæselhoved, og symbolsk er vildæslets natur et udmærket udtryk for Seths natur, for Seth rummer vildæslets stædige væsenstræk. Seth symboliserede menneskets identifikation med sin lavere natur, som er vanskelig at frigøre sig fra. Seth var symbol (?) på de lavere niveauers inerti. Seth repræsenterede de instinktive kræfter skjult i stoffet. I mennesket var Seth symbol på de menneskelige legemers modstandskraft eller tiltrækningskraft. Seth symboliserede den lavere personlighed. I gudelæren repræsenterede Osiris lyset og Seth mørket. Seth var Osiris’ broder. Osiris var symbol på lyset, og Seth var lysets skyggeside. I nutiden vil man umiddelbart tolke Seth som det onde – eller den onde … Kirkens djævel eller Satan. Det skyldes, at nutidens religiøse fundament er den kristne kirkes tro på en grundlæggende polarisering eller dualisme. I kristendommen møder vi Gud og djævel, himmel og helvede, helgen og synder, belønning og straf. Den kristne lære en systematisk lovprisning af den illusion, at det gode kan eksistere uden det onde, at lys kan eksistere uden mørke, at glæde kan opleves uden smerte etc. Med andre ord er ånd godt og stof ondt. Ånd og stof står således i et modsætningsforhold og kan aldrig forenes. Gud og menneske vil aldrig kunne forenes. For de gamle egyptere og nutidens esoterikere er dualisme en illusion. De tager udgangspunkt i alle tings enhed. Lys og mørke er absolut adskilte ting, men de forudsætter hinanden. De udgør en ubrydelig enhed. Uden mørke var der intet lys. Uden Seth var der ingen Osiris. Derfor var Osiris og Seth brødre.
Sethos I
(Egyptologi). Sethos I (ca. 1304-1290 f.Kr.) var den anden konge i 18. dynasti. Han var søn af Ramses I og fader til Ramses II, der blev hans medregent ved slutningen af Sethos I’s regeringstid. Sethos I konsoliderede Egyptens magt i Palæstina, og han nedkæmpede angreb fra hittitterne, som han til sidst indgik en fredstraktat med. Mange monumenter fra hans regeringstid er velbevarede, og de er absolut et besøg værd. På hans tid nåede reliefkunsten et af sine højdepunkter. Hans Osiris-tempel ved Abydos, hans gravtempel ved el-Qurna samt hypostylhallen i Karnak-templet er enestående eksempler på arkitekturens høje niveau på hans tid. Sethos I’s grav i Kongernes dal er en af Egyptens smukkeste kongegrave. Den blev fundet og frilagt af Belzoni i 1817. Den såkaldte Flaminius-obelisk, der står på Piazza del Popolo i Rom, er fremstillet af Sethos I. Den stod oprindeligt i Heliopolis.
Setuasana
(Sanskrit). Setuasana er en yogaøvelse, hvor det fysiske legeme danner en bro. Stillingen kaldes også brostillingen.
Sfinks
(Egyptologi). Den mystiske sfinks eller sphinx (?) nævnes ofte i det gamle Egypten, og utallige faraoner lod sig fremstille som statuer med menneskehoved og løvekrop liggende i den såkaldte sfinks-stilling. Ifølge åndsvidenskaben var Egypten begyndelsen på en fase i evolutionen, hvor tænkeevnen skulle udvikles i menneskeriget efter den lange udvikling af følelsesnaturen i den atlantiske periode. Faraonerne havde løver som husdyr, og de brugte dem i forbindelse med jagt. Faraoen repræsenterede Egyptens sjæl (?) (folkesjælen), og hans kontrol over løverne repræsenterede tankekontrol og evnen til at styre ved hjælp af tanken. Ordet menneske (“man” på engelsk), stammer fra sanskrit (?) “manas”, der betyder “tænkeren”. Løven er symbol (?) på menneskets instinktive/ubevidste kræfter, der skal kontrolleres af det bevidste menneske. Det højere i mennesket skal kontrollere det lavere. Men sfinksen kendes fra flere mytologier – for eksempel de græske, hvor sfinksen var et grusomt uhyre med kvindeansigt og -bryster, ørnevinger, løveforkrop og tyrebagkrop. Denne sfinks optræder i sin magt og vælde i fortællingen om kongesønnen Ødipus. Ordet “sphinx” er græsk. Det egyptiske “shespankh” betyder “levende statue”. Nogle forskere mener, at sfinksen og dens symbolik (?) er nået til Grækenland via Syrien, og at det muligvis kan forklare forvandlingen fra et positivt symbol til et negativt. I Egypten var sfinksen aldrig et negativt symbol – heller ikke når det blev vist som et feminint symbol i form af dronninger, eller når den tog form som en panter med ørnevinger for at angribe fremmede høvdinge, der angreb Egypten. Løven symboliserede altid kongelig kraft og styrke. Da den tilhørte kattefamilien gav den aldrig op i kamp. Muligvis stammer nuti-dens ide om, at løven er dyrenes konge fra det gamle Egypten.
Shabda Brahman
(Sanskrit). Shabda Brahman er en betegnelse for et kosmisk kausalt stadie.
Shaka
(Sanskrit). I Puranaerne er Shaka navnet på den 6. rodraces kontinent – det nye, endnu ikke opdukkede kontinent i Stillehavet.
Shakti
(Sanskrit). Shakti er betegnelsen for gudernes feminine aspekt eller kraft – i den eksoteriske lære er shakti deres hustruer eller søstre eller begge dele. Man kan også sige, at shakti er det fysiske legemes vitaliserende energi eller kraft.
Shaktipat
(Sanskrit) Shaktipat er betegnelsen for overførsel af energi fra guru til discipel, for eksempel ved berøring.
Shakubuku
(Sanskrit). Shakubuku er betegnelsen for kampen mod vranglære (Nichiren).
Shakya
(Sanskrit). Gautama Buddhas slægtsnavn.
Shalmali
(Sanskrit). I Puranaerne er Shalmali navnet på Lemurien – den 3. rodraces kontinent.
Shama
(Sanskrit). Shama er betegnelsen for herredømme over tankesindet.
Shaman
(Tungusisk) Shaman eller sjaman er traditionelt betegnelsen for en åndemaner, det vil sige en person, der er i stand til at skabe forbindelse til afdøde. Ved hjælp af musik og rytme eller ved at tage psykotrope stoffer hensættes shamanen i trance, og derved får han kontakt til andre bevidsthedsplaner. En shaman kan derfor få meddelelser fra de indre verdener, helbrede m.m., og han kan fungerer som mellemled mellem forskellige bevidsthedsniveauer. Shamanisme er en religionsform, der er forbundet med troen på en shaman. Shamanisme er et universelt fænomen.
Shamballa
(Sanskrit). Shamballa er ifølge åndsvidenskaben navnet på centret, hvor "Guds vilje er kendt". Det er centret, hvor Sanat Kumara, "Verdens herre", "Den gamle af dage", har sit hovedsæde. Det er stedet, hvor kumaraerne slog sig ned efter deres ankomst til Jorden fra Venus for ca. 18½ millioner år siden. Shamballa siges at ligge et sted i Gobi-ørkenen. I Puranaerne nævnes Shambhala eller S’ambhala som stedet, hvorfra den sidste avatar, Kalki-avataren, eller Messias på den hvide hest (jvf. Johannes’ Åbenbaring) skal komme. Shamballa eksisterer ikke i tæt fysisk stof, men findes på det højere æteriske plan over Gobi-ørkenen.
Shambhavi mudra
(Sanskrit). Shambhavi mudra er en yogaøvelse, hvor der fokuseres på pandecentret mellem øjenbrynene.
Shankaracharya
(Sanskrit). Se Vedanta.
Shankhaprakshalana
(Sanskrit). (Se Varisara dhauti).
Sharira
(Sanskrit). Sharira betyder “legeme” eller “hylster”. Se også Principper.
Shashankasana
(Sanskrit). Shashankasana er yogaøvelsen Månen.
Shastra
(Sanskrit). Shastra eller Sastra er en almindelig betegnelse for hinduernes religiøse og filosofiske skrifter.
Shatkarma
(Sanskrit). Shatkarma er betegnelsen for seks yogateknikker til renselse af legemet: Neti, dhauti, nauli, basti, trataka og kapalbhati.
Shatsampatti
(Sanskrit). Det tredje stadium på discipelskabets vej. Se også Discipel og Upacharo.
Shauca
(Sanskrit) Shauca er renhed eller renvaskelse.
Sheetali pranayama
(Sanskrit). Sheetali pranayama er yogaøvelsen det kølende åndedræt. Det er en pranayama-teknik, der sænker legemets temperatur. Der åndes ind gennem munden, hvorefter luftstrømmen flyder over tungen og køles.
Shimasana
(Sanskrit). Shimasana er en yogaøvelse eller en bandha, der kaldes løven eller løvestillingen.
Shishya
(Sanskrit). Shishya er betegnelsen for en discipel eller en studerende.
|
Shiva
(Sanskrit). I hinduernes trimurti er Shiva betegnelsen for Gud – Gud som skaberen.
Shraddha
(Sanskrit). Shraddha betyder tro eller tillid.
Shravaka
(Sanskrit). Shravaka er en studerende, der deltager i en esoterisk undervisning. Når den studerende går fra teori til praksis eller udøvelse af askese, bliver han en Shramana.
Shri
(Sanskrit). En titel der betyder “herre”.
Shu
(Egyptologi). Øverst i de gamle egypteres gudehierarki var guden Atum (symbol på Det Ene Livsvæsen eller Gud), som skabte guden Ra eller Solen. Ras “børn” var guden Shu (atmosfæren) og gudinden Tefnut (fugtigheden). Åndsvidenskaben tolker desuden Shu og Tefnut som solenergi eller lys, der kan opdeles i henholdsvis lys som bølge (Shu) og lys som partikel (Tefnut) samt Ra som syntesen af lysets bølger og lysets partikel − lysets syntese. Alt hvad der er manifesteret, er underlagt gudinden Maat (universets afbalancerende lovmæssigheder). Lyset er manifesteret, og derfor må selv Ra respektere Maats kosmiske love. Alt manifesteret rummer tre aspekter i sin natur: Liv, stof og bevidsthed … eller en fader, en moder og en søn. Det samme gælder Ra. Shu er sønnen, der er et resultat af Ras forening med gudinden Tefnut, på samme måde som Ras forening med gudinden Hathor (sjælslegemet) resulterede i sønnen Horus (sjælen). Den fysiske naturvidenskab bekræfter, at lys ikke bare er lys – lyset er dualt. Naturvidenskaben fortæller, at lyset nogle gange opfører sig som en elektromagnetisk bølge, og andre gange som en partikel – altså som stof. På baggrund af denne oplysning må man uundgåeligt beundre de gamle ypperstepræster for deres store visdom, for gudesønnen Shu er naturligvis lysets udstrålende energi – den maskuline, udstrålende livskraft. Han er lyset som elektromagnetisk bølge. Modergudinden Tefnut er derimod lysets form – altså den feminine, modtagende livsform. Hun er lyset som partikel. Se også Maat, Ra og Tefnut.
Shudras
(Sanskrit) Shudras er betegnelsen for de kasteløse, den laveste klasse i Indien. De urørlige.
Shukra
(Sanskrit). Shukra er navnet på planeten Venus.
Siddha
(Sanskrit). Siddha er frie mennesker. De er frie, fordi de er i besiddelse af siddhi (?) (metafysiske evner).
Siddha yoni asana
(Sanskrit). Siddha (?) yoni asana er betegnelsen for den kvindelige pendant til meditationsstillingen siddhasana (?) (se siddhansana). I siddha yoni asana presses hælen mod indgangen til vagina.
Siddharta
(Sanskrit). Gautama Buddhas navn som prins af Kapilavestu.
Siddhas
(Sanskrit). Siddhas betyder "de fuldkomne" og henviser til yogier, der er nået til et fuldkomment stadie.
Siddhasana
(Sanskrit). Siddhasana er en siddende meditationsstilling, hvor hælen presses mod mellemkødet (og stimulerer mooladhara chakra). Denne stilling kaldes også adeptens stilling eller “den perfekte stilling”.
Siddhi
(Sanskrit). Siddhis er betegnelsen for metafysiske eller paranormale evner i yogalæren. Der er to slags Siddhi – de lavere, grovere psykiske og mentale evner, og den højere skoling af de åndelige evner. Siddhi hedder Iddhi på pali.
Sila
(Sanskrit) Sila betyder moral.
Silabbataparamasa
(Sanskrit). Silabbataparamasa betyder ”overtro”.
Sind
Udover evnen til at føle er tænkeevnen en af sindets egenskaber, som er identisk med manas (sanskrit). Manas oversættes hyppigst ved “tanke”, “tænkning”, “tænker” eller lignende, men da manas foruden selve tænkeevnen også omfatter både selvopfattelsen og forestillingsevnen, er dette ikke tilstrækkeligt. Derfor anvendes ordet sind eller tankesind ofte i åndsvidenskaben.
Sinuhe
(Egyptologi). Fortællingen om Sinuhe, der blev skrevet i Mellemste Rige, var i særlig grad populær i det gamle Egypten – selv 800 år efter dens første udgivelse. Elever hos skriverne kopierede eksempelvis passager fra denne historie. Fortællingen fortjente tilsyneladende denne berømmelse, idet Kipling engang udtalte, at historien hører til blandt verdenslitteraturens mesterstykker. Det er en biografi om en person ved hoffet under Amenemhet I. Sinuhe flygtede fra Egypten i forbindelse med kongens død af frygt for at blive indblandet i de politiske problemer, som han forventede ville opstå i forbindelse med arvefølgen. Sinuhe rejste gennem Deltaet, og det lykkedes ham at narre vagterne ved grænseposten. Han fortsatte over landtangen ved Suez og videre ind i ørkenen, hvor han næsten døde af tørst. Men beduinerne fandt ham. De tog sig af ham, og de blev hans venner. Han rejste med dem rundt i ørkenen, stiftede familie og blev til sidst stammens leder. Men han kunne ikke glemme sit hjemland, Han fik hjemve. Et dekret benådede ham, og han vendte hjem til den nye konge, Sesostris (?) I.
Sirshasana
(Sanskrit). Sirshasana er en omvendt yogastilling, der kaldes ”hovedstand” eller ”hovedstilling”. I Sirshasana står legemet på hovedet og balancerer på kroncentret på toppen af hovedet. Sirshasana er en af de vigtigste yogastillinger.
Sjakal
(Egyptologi). Sjakalen er det symbolske udtryk for den egyptiske gud Anubis, der ses over alt og i alle tider i Egyptens lange udvikling. Den virkelige sjakal findes ikke i Egypten, og derfor har zoologer valgt at acceptere en populær teori, og har valgt at kalde de omstrejfende hunde for “egyptiske sjakaler” – altså dyr, der minder om ulve. Den egyptiske “sjakal” har lange, spidse ører og snude, smidig krop og en busket hale. Disse hunde er mere eller mindre en udgave af “Canis lupaster”, der tidligere var mere almindelig. Egyptiske tekster priser den vilde hunds hurtighed, når den “løber på lette poter på udkig efter rov, og den kan løbe rundt om Jorden på et minut”. De vilde hunde levede på grænsen mellem den tørre, livløse ørken og den frodige, grønne Nildal, og hundene levede derfor symbolsk på grænsen mellem livet og døden. Anubis og sjakalen blev således balsameringens herre, der herskede over dødsprocessen og overgangen til livet efter livet. Det fysiske liv er en skole, og livets mange kriser og prøvelser er opgaver, der skal løses på menneskets lange udviklingsvej i livenes løb. Livets prøvelser er små indvielser, på samme måde som døden er den store indvielse eller eksamen efter livets skolegang. Derfor var Anubis også indvielsernes gud, og det var hierofanter i gudens skikkelse og udstyret med sorte sjakalmasker, der varetog indvielsesprøverne i tempeluddannelsen. Og derfor kaldte de gamle egyptere Anubis for “vejens åbner”.
Sjisjak
Se Seshonq.
Sjæl
Sjælen har mange betegnelser i åndsvidenskabelig litteratur (se længere fremme i beskrivelsen). Sjælen er den indre bevidsthed og tænker i mennesket. Man skelner mellem den guddommelige sjæl på sjælsplanet eller kausalplanet (mentalplanets tre øverste underplaner) og den inkarnerede sjæl og bevidsthed i mennesket. Sjælen på kausalplanet lever frigjort af livet i de tre lavere verdener (den fysiske, astrale og mentale verden), mens den inkarnerede sjæl er indhyllet i og begrænset af legemerne i de tre verdener. Den del af sjælen, der er forankret i hjernen og virker gennem nervesystemet, er ofte uvidende om sin guddommelige oprindelse, fordi det fysiske, astrale og mentale legeme, som den er inkarneret i, begrænser bevidstheden. Videnskaben om sjælskontakt (meditation) er netop en bestræbelse på at løfte vibrationerne i de tre legemer, således at der opstår en direkte forbindelse mellem sjælen på kausalplanet og sjælen i hjernen. I åndsvidenskaben kaldes “det højere selv” – den udødelige del – for atma-buddhi i forbindelse med sjælen eller højere manas. Det lavere selv – den dødelige del – kaldes kama-manas og sættes i forbindelse med de lavere principper. Sjælen reinkarnerer igen og igen for at udvikle bevidstheden, sådan at den kan manifestere kærlighed og visdom på i de tre lavere verdener og bidrage til at føre den guddommelige plan ud i livet. Se også Kausallegeme. Følgende er synonymer, der er blevet brugt som betegnelse for sjælen. Disse synonymer giver en antydning om nogle af sjælens kendetegn og kvaliteter: Sjælen, egoet, selvet, det ene selv, det højere selv, det åndelige selv, den ene, den indre hersker, den indre gud, den indre virkelighed, den guddommelige indre hersker, den indre åndelige sol, den guddommelige beboer, mesteren i hjertet, den iboende flamme, den indre Gud, den indre Kristus, Kristus-princippet, individualiteten, den guddommelige realitet, det virkelige menneske, tænkeren, den åndelige tænker, solenglen, englen, nærværelsens engel, juvelen, Faderens søn, åndens flamme, det udviklende punkt, agnisvattaerne, tankens søn, det midterste princip, trianglerne, lederen, den observerende enhed, iagttageren, tilskueren, den guddommelige modtager, vogteren, fortolkeren.
Skabelsen
Skabelse i den betydning, som den kristne kirke tillægger ordet, er en skabelse af noget ud af intet. Denne udlægning anerkendes ikke af åndsvidenskaben. Ingen “skabelse” er opstået af intet. Al skabelse har fundet sted som en emanation (udstråling) fra noget, der allerede eksisterede – eller som en objektiv opbygning ved hjælp af subjektivt materiale.
Skandha
(Sanskrit). Skandhaer er en gruppe af egenskaber. Eksoterisk er der fem, men esoterisk er der syv, som i buddhismen udgør et menneskes forgængelige personlighed.
Skandhakræfter
Skandhakræfter er kræfterne i menneskets personlighed – den forgængelige del af mennesket.
Skarabæ
(Egyptologi). Se Khepera.
Skelneevne
Med skelneevne menes der evnen til at observere og skelne forskelligheder hos modsætningernes par − godt og dårligt − form og liv − ånd og stof − sjæl (?) og personlighed etc. Evnen til at afveje enhver omstændighed, handling eller begivenhed med det formål at forstå formålet og det bagvedliggende motiv og på dette grundlag at foretage et rigtigt valg.
Skolastik
Skolastik er et syn på teologien i middelalderen, sådan som den blev opfattet af mennesker, der arbejdede uden for klostrene – ofte på universiteterne. Skolastikerne beskæftiger sig med videnskab. De forsøgte at forene kirkens dogmer i et sammenhængende system. De anlagde en upartisk og objektiv holdning, anvendte logik, debat og spekulation.
Skorpion
(Egyptologi). Den typiske præsentation af dette farlige kryb er en af de ældst kendte hieroglyffer. Den blev anvendt til at skrive navnet på den før-dynastiske hersker “Kong Skorpion”. Vi ved, at skorpioner var udbredt i Egypten og hele Afrika, hvor den skjulte sig under sten og klipper i ørkenen. Den udsøger sig ikke et offer, som den kan angribe, men forsvarer sig, hvis man er ved at træde på den eller forsøger at fange den. Skorpionen blev lige som slangen betragtet som et guddommeligt væsen. Skorpionen blev navnlig forbundet med gudinden Selkit eller Selket, som grundlæggende var et menneskekærligt væsen, eftersom hun gav magten over sine fysiske manifestationer til “Selkit-troldmændene”, der var en gammel betegnelse for healere. Men i gravinskriptioner blev billedet af den harmløse “vandskorpion” og alle andre typer af den gule skorpion erstattet med gudinden.
Skrivemedium
Et skrivemedium er i stand til at lade usynlige åndelige væsener overtage kontrollen over armen og hånden og føre et skriveredskab og på denne måde nedskrive budskaber eller lave tegninger. Det er vanskeligt at afgøre, om der er tale om kræfter i mediet eller uden for mediet, men da nogle skrivemedier er i stand til med stor hastighed at udføre “spejlskrift”, som kun kan læses ved hjælp af et spejl, ved man, at det umuligt kan udføres på almindelig vis.
Skriver
(Egyptologi). Egypten blev i høj grad styret ved hjælp af papirarbejde, og det var skriverne, der styrede dette bureaukrati – og i Egypten var bureaukraten en sand mester. Det gentages igen og igen på papyri: “Det er skriveren, der påligner skatterne i Øvre- og Nedre-Egypten, og det er ham, der opkræver dem. Det er ham, der holder regnskab med alt. Hærene er afhængige af ham. Det er ham, der varetager forarbejdet for faraoen i alle sager og styrer livets gang for menigmand. Det er ham, der bestemmer over hele landet, og alt er under hans kontrol”. Skrivernes profession var den vigtigste af alle professioner. At arbejde som skriver var en ære. I Gamle Rige havde prinserne retten til at lade statuer fremstille af sig selv, der præsenterede dem som skrivere. Skriverne havde mange forskellige fordele. For eksempel: “Som arbejder med skriftlige dokumenter er en skriver fritaget fra at betale skat”. Skriverne var ganske enkelt fritaget for al anden form for arbejde. “Han skulle ikke anvende en hakke eller bære en kurv eller bruge en åre.” Det egyptiske ord for “skriver” betyder reelt “ham, som skriver”. Alle skrivere havde den samme skytsgud − visdomsguden Tehuti (Thoth) – “den himmelske skriver”.
Skyggens symbolik
(Egyptologi). Mennesket har en “skygge” eller en “dobbeltgænger”, som de gamle egyptere kaldte “ka”. Åndsvidenskaben oplyser at “ka” er astrallegemet – menneskets følelseslegeme. Egypterne fortalte, at man kunne forlade graven eller mumien i sin “ka” og bevæge sig omkring. Det lyder logisk, for det er det samme menneskets gør om natten under søvnen eller efter den fysiske død. Frigjort fra det fysiske legeme bevæger menneskets sig frit omkring på astralplanet i sit astrallegeme. Gudinden Nephthys er en billedliggørelse af menneskets astrallegeme, og hun er astralplanets gudinde – og det betyder, at hun også symboliserer selve astralplanet. Vendingen “at gå til sin ka” betød “at dø”, for mennesket forlod sit fysisk-æteriske legeme og gik til sit astrallegeme. Og statuerne af døde mennesker, som blev begravet i gravene, blev kaldt “ka-statuer”. Begravelsesritualet var henvendt til den afdødes ka, og selv en levende person kunne opleve “sin ka” blive ophøjet af faraoen.
Skygger
Åndsvidenskaben oplyser, at når en afdød har sluttet sit ophold på astralplanet (dvs. dør den astrale død), efterlader den afdøde en skygge – det vil sige astrallegemet, der er belivet af kama-manas (en blanding af tanker og følelser). Denne skygge eller form ejer en slags bevidsthed dog uden intelligens – en art animalsk instinkt uden samvittighed. Dens livskraft er stærkest, når den har tilhørt et menneske, der har udviklet den primitive side af sin natur og forsømt den intellektuelle og åndelige. Det er særlig denne slags astrale former, der optræder som “spøgelser og ved spiritistiske materialisationsseancer. lidt efter lidt forlader livskraften dem, og de kaldes herefter skaller – tomme og døde astrallig, som efterhånden fuldstændigt disintegreres og opløses. Ordet skal benyttes dog også undertiden om de døde, endnu ikke opløste æterlegemer, der kan optræde som kirkegårdsspøgelser.
Skytsengel
Se Skytsånd.
Skytsånd
Ifølge åndsvidenskaben har hvert menneske i inkarnation en skytsånd, som forsøger at hjælpe og vejlede det inkarnerede menneske. Skytsånden kan dog ikke forhindre resultatet af den karma, mennesket selv har skabt, og som det derfor må konfrontere. Denne skytsånd er et devavæsen (identisk med kristendommens engle), som har til opgave at fremme det pågældende menneskes udvikling mest muligt. Skytsånden er ikke i stand til at kommunikere direkte med det menneske, den er knyttet til, men overfører alene impulser og tilskyndelser, der kan opfattes som en ubevidst trang uden nogen logisk begrundelse.
Skæggets symbolik
(Egyptologi). Allerede på kong Khufus (Cheops) tid lod egyptere af god familie sig afbilde med fine voksbehandlede overskæg. Men når håndværkerne fremstillede en hyrde eller en fisker, blev disse egyptere fremstillet med skægstubbe på kinderne for at vise deres lave sociale status, for et ansigt på en egypter af god familie skulle vises med glatragede kinder. I Memphis havde kongens barber en høj position, og en inskription beretter om barberens hårde arbejdsdag. Kun ved særlige anledninger kunne man nemlig vise sig ubarberet – f.eks. i forbindelse med sorg og ved afrejsen til et fremmed land. Beviset herfor findes i reliefferne, hvor faraoen vises med sortplettede kinder. Men på grundlag af dette kan man ikke konkludere, at skægget ikke var et symbol (?) på maskulinitet. Tværtimod blev guderne hyldet for “skæg der var som lapis-lazuli” – og reliefferne viser guderne med et langt, smalt, flettet skæg, som med snore var bundet til de glatbarberede kinder. Disse “falske skæg” var symbol på visdom og metafysiske evner. Ved bestemte lejligheder blev dette skæg båret af faraoen – sandsynligvis bl.a. i forbindelse med domsafsigelser.
Skærsild
Se Kama-loka.
Slangeilden
Se Kundalini.
Smykker
(Egyptologi). De få kongelige grave, man har fundet intakte, har været fyldt med smykker og juveler af overvældende skønhed og værdi. Gravudstyret i de første kongers grave – eksempelvis Djer ved Abydos og Sekhemkhet ved Sakkara (?) – indeholdt særdeles smukke genstande. Hvis vi går tilbage til Gamle Rige, kan vi nævne dronning Hetepheres – kong Khufus (Cheops) moder – og adskillige grave ved Giza og Mahasna, hvor man har fundet armbånd, kraver, halsbånd af rent guld, dekoreret med elfenben, ametyst og turkis. Der er tale om rene mesterværker, der bevidner guldsmedenes dygtighed og enestående smag. I Mellemste Rige viser gravfund fra prinsesse Illahuns grav i Dashur, smykker, der er kunstfærdigt udført med små hule guld- og karneol-perler, samt diademer, der må betegnes som udsøgt delikate. I fundet var der yndefulde kæder med guldbelagte perler, ringe, brystsmykker og -plader. I denne periode forsøgte guldsmede fra Byblos at eftergøre den egyptiske smykkekunst og med en vis succes. I Ny Rige og tiden derefter efterlod de en fabelagtig smykkesamling. Der kan nævnes fund fra dronning Aahotep, Tutankhamon, smykkefundene fra Serapeum, dronning Tausert og de kongelige grave ved Tanis – alle afslørede de en forfinet smykkekunst og en enestående teknisk kunnen. I de senere perioder under Ramses-faraonerne og de etiopiske konger fik smykkekunsten en mere barok tyngde med fokusering på indlagt glas og fajance samt malede imitationer i overflod. Øreringe dukkede op i Ny Rige, og runde ringe med store skråslibninger blev populære i Saite-tiden. Guldsmede, der har studeret datidens smykker, udtrykker stor beundring for deres kolleger fra den fjerne fortid, og de gamle teknikker er blevet genskabt ved hjælp af reliefferne i templer og grave, hvor egypterne forevigede metoderne til smeltning, støbning, lodning og hamring (bladguld helt ned til en tykkelse på 1/200 mm), og de efterfølgende dekorationsprocesser: ciselering, gravering, forgyldning ved hjælp af tryk, prægning (med ophøjet præg), indlægning, anvendelse af granulering eller filigran, polering og farvelægning.
Snofru
(Egyptologi). Snofru var den første konge i 4. dynasti (ca. 2575-2551 f.Kr.). Forskerne mener, at det var ham, der byggede to af pyramiderne i Dahshur, fordi en tekst taler om ”dobbeltbyen med Snofrus to pyramider”. Men desuden sættes hans navn i forbindelse med pyramiden i Meidum. At der findes hele tre pyramider, som alle ifølge den accepterede teori om, at pyramider er kongegrave, som i dette tilfælde skulle være bygget til én og samme konge, skaber selvsagt forklaringsproblemer. Nye teorier om alderen på Giza-pyramiderne, der sandsynligvis er meget ældre end antaget, skaber også problemer for teorien om Snofru og ”hans” pyramider, idet pyramiderne i Giza og Dahshur m.fl. tilsyneladende er jordiske kopier af henholdsvis stjernebillederne Orion og Hyaderne, og derfor må være opført i samme tidsperiode og som et samlet projekt. Men det er i det mindste muligt at konkludere, at Snofru var en magtfuld konge. Denne hersker, der er kendt for at have foretaget militærkampagner ind i Nubien og Libyen, omtales i litteraturen i en senere periode som ”en virkelig god konge”. Man sagde om ham, at han talte til sine undersåtter på en familiær måde, idet han kaldte dem ”venner” eller ”kammerater”. Han blev efterfulgt af kong Khufu (som grækerne kaldte Cheops), og som ifølge forskernes påstand er bygherre til den store pyramide ved Giza, selvom der ikke findes dokumentation for denne antagelse.
Sobek
(Egyptologi). Sobek er Egyptens krokodillegud. For at få et indtryk af den mystiske Sobeks natur og symbolik, må vi først forstå, at krokodillen, slangen og dragen er identiske symboler. I alle myter er de udtryk for de samme arketypiske energier og kvaliteter. Og både krokodillen, slangen og dragen har en dobbelt natur. De repræsenterer ideen om mørke og lys, det gode og det onde – for godt og ondt er både relative ting og hinandens forudsætning. Uden mørke var der intet lys. Oprindeligt var disse krybdyr, som vi nu både frygter og betragter som uhyggelige, et af de højeste og mest respekterede symboler. Krybdyr har reptilhjerner. En reptilhjerne er ikke meget andet end en fortykkelse på enden af rygsøjlen. Når man brugte krybdyr som symbol (?) på visdom, er det selvsagt ikke krybdyrenes intelligens, der ligger til grund for symbolikken. Krybdyr har ikke en todelt hjerne som højerestående dyr og mennesket. Den todelte hjerne giver mennesket mulighed for at opleve tilværelsens dualitet. Mennesket er asymmetrisk. Den ene halvdel af ansigtet er for eksempel større end den anden. Krybdyr er symmetriske. Højre og venstre halvdel af en krokodille er fuldstændig ens. Her har vi en vigtig information, når vi skal forstå den symbolske sammenhæng mellem slanger, krokodiller og vismænd. En vismand eller en indviet identificerer sig ikke med den duale verden. Han har ikke alene indset, at der bag dualiteten er enhed – han er selv denne enhed. På samme måde symboliserer reptilhjernen en afbalanceret bevidsthed, der ikke er opsplittet i en maskulin/feminin tænkning. I Dødebogen kaldes Osiris "den dobbelte krokodille". Han er det godes og det ondes princip, dagens og nattens sol, guden og det dødelige menneske. Han er altså makrokosmos og mikrokosmos. De egyptiske vismænd understreger med al ønskelig tydelighed, at krokodillens symbolik (?) er dualistisk og repræsenterer både de højeste og de laveste principper. Slangen og krokodillen symboliserer alvisdommen og universets højeste principper. Men alvidenhed opstår af uvidenhed. Krokodillen er Khnum (alvisdom) i slangeskikkelse, men den er også Seth (?) (uvidenhed), som er Osiris broder og lysets skygge. Seth og krokodilleguden Sobek udtrykker grundlæggende den samme symbolik.
Soham
(Sanskrit). Soham er et mantra til anvendelse i en yogameditation. Ordret betyder soham ”Jeg er Det”. Soham er åndedrættets mantra, og det repræsenterer en psykisk lyd, hvor lyden ”so” hører til indåndingen, og ”ham” hører til udåndingen.
Sohan
Se Sotapatti.
Solar ild
I åndsvidenskaben er solar ild identisk med "sindets ild" eller "kundskabens ild" på mentalplanet og er knyttet til anden stråle.
Solar plexus chakra
Solar plexus chakraet er placeret ud for navlen foran på kroppen i det æteriske legeme, og er tilknyttet solar plexus centret i den æteriske rygsøjle. Chakraet er forbundet med bugspytkirtlen. Dets funktion er knyttet til følelseslivet (det emotionelle liv). Det forbinder det fysiske menneske til astralplanet. Når et menneske overvejende lever gennem sine følelser – eksempelvis ved at opsøge situationer, hvor det får nye oplevelser, føler sig godt tilpas og modtager positiv respons – ved man, at solar plexus chakraet (manipura) dominerer.
Solbarken
(Egyptologi). Da livet manifesterede sig i tidernes morgen, trådte Det Ene Livsvæsen (Gud) ud af en tilstand af tidløshed og ubegrænsethed. Skabelsen (?) af kosmos medførte, at en del af Det Ene Livsvæsen blev begrænset og midlertidigt (i en manifestationsperiode) indelukket i en form (universet) – og dermed i tidens og rummets dimension. Det Ene Livsvæsen i formen symboliserede de gamle egyptere med Ra (Solen, ånden eller livslyset) og Ras bark (universet eller formen). Livets cykliske fødsel, død og genopstandelse blev udtrykt i døgnrytmen, og derfor præsenterer egypterne os for to solbarker – morgenens bark (dagtimerne og det synlige, fysiske liv) og aftenens bark (nattetimerne og det usynlige efterliv). Det hermetiske aksiom siger: Som foroven således også forneden, som i det store således også i det små, som i det indre således også i det ydre. Det makrokosmiske princip glæder således også i mikrokosmos – i menneskets verden. Menneskets sjæl (?) fødes også ind i en begrænset form (det fysiske legeme), og efter døden lever det videre i en finere form på indre eksistensplaner, indtil det genfødes til et nyt liv og til ny udvikling.
Solenglen
Sjælen på sit eget plan kaldes ofte solenglen. Solenglen eller sjælslegemet består af højtvibrerende kausalt stof. I den esoteriske litteratur kaldes solenglen ofte ”tankens søn” eller ”sindets søn”. Dette er intelligensprincippet, og det har mange navne i den esoteriske litteratur som for eksempel solengel, agnishvatta eller Kristus-princippet m.fl.
Sollegemet
Se Ananda-maya-kosha.
Sollogos
Sollogos er det liv, der gennemstrømmer solsystemet. Sollogos er Gud for vores solsystem.
Solperiode
En solperiode er betegnelsen for den anden store udviklingskæde i menneskehedens evolution (vi befinder os nu i den fjerde), som fandt sted på et system af syv planeter, hvor den laveste substans (?) var astral. Systemet bestod derfor af en klode dannet af astralt stof, to kloder af mentalplanets stof, to kloder af sjælsplanets (kausalplanets) substans og endelig to kloder af buddhisk substans (stof fra det intuitive plan). Menneskehedens bevidsthedsniveau var dengang på samme niveau som det liv, der besjæler planteriget i dag.
Solpitri
Se Agnishwatta.
Solsfære
I spiritistisk terminologi er ”solsfære” udtryk for den højeste sfære af lys, som er hjemsted for fremskredne bevidstheder.
Soma
(Sanskrit). Soma var Månen, som var symbolet på den evige visdom. Soma var også en betegnelse for saften af en plante af samme navn, der blev benyttet som trancedrik i templerne. Denne drik havde okkulte og mystiske egenskaber, men kun de indviede præster kendte opskriften.
Soma chakra
(Sanskrit). Soma (?) chakra er et sekstenbladet chakra, der befinder sig over ajna chakra og manas chakra.
Somnambulisme
Somnambulisme er betegnelsen for en trancetilstand, og i denne tilstand er det muligt at stå i kontinuerlig kontakt med personlighedens underbevidsthed. I denne tilstand kan et medium udvise egenskaber, der normalt er skjult.
Sophia
(Græsk). Sophia eller sofia betyder visdom. Sophia er gnostikernes feminine Logos, den universelle sjæl (?) – hos kristne Helligånden. Ordet indgår i mange sammenhænge – f.eks. teosofi (guddommelig-visdom), antroposofi (menneske-visdom), filosofi (ven af visdom) etc.
Sort magi
Sort magi er et udtryk man ofte møder i åndsvidenskaben, hvor der skelnes mellem sort og hvid magi afhængig af motiv og metode. Hvis motivet er uselvisk og i det godes tjeneste, taler man om hvid magi, hvorimod egoistiske motiver karakteriseres som sort magi. Der er mange, som kritikløst og fejlagtigt betegner alt, der afviger fra det idealistiske for sort magi. I virkeligheden kræves der både stor okkult viden og indsigt samt evnen til at generere stor kraft at praktisere sort magi, hvilket de færreste mennesker heldigvis er i stand til.
Sort messe
Se satanisme.
Sotapanna
Se Sotapatti.
Sotapatti
(Sanskrit). Sotapatti eller sohan (?) er ”den, der er trådt ud i strømmen”. Den aspirant, der har nået dette trin, kaldes en sowani (?) eller sotapanna (?) − for selvom aspiranten måske tøver eller bukker under for de mere subtile fristelser og for en tid afviger fra sin vej, er det ikke længere muligt at falde tilbage fra sit nyerhvervede åndelige udviklingstrin. Aspiranten er definitivt trådt ud i den højere menneskelige evolutionsstrøm, som alle mennesker skal træde ud i omkring midten af næste udviklingsrunde − medmindre de efterlades i den store livsbølge af midlertidigt ”mislykkede individer”. Det betyder, at disse sjæle må vente til næste verdenskæde, før de kan gøre yderligere fremskridt. Aspiranten, der kan tage denne indvielse, er derfor allerede nået en hel runde gennem alle planetens syv kloder, og er forud for flertallet af menneskeheden. Aspiranten har dermed sikret sig mod risikoen for at ”falde ud af strømmen” i femte runde, og omtales derfor nogle gange som ”den, der er i sikkerhed”.
Sowani
Se Sotapatti.
Spejlets symbolik
(Egyptologi). På museer kan man se smukke spejle fra det gamle Egypten. Deres udformning er sædvanligvis den samme. Spejlene består af en metalskive, der er fremstillet af poleret kobber, bronze, sølv (?) eller en legering. Metalskiven blev fastgjort på et håndtag, der var formet som en tempelsøjle. Egypterne havde først spejle af forsølvet glas i den kristne periode. Et almindeligt spejl blev af de gamle egyptere kaldt ”livets hus” eller ”livets beholder”. Derfor var spejlet et af gudinden Hathors symboler. Hathor betyder ”Horus’ hus”. Horus symboliserer sjælen, og sjælens hus eller legeme er ”livets hus”. Spejlet reflekterer et uvirkeligt billede af objektet og gengiver dette billede nøjagtigt – men spejlvendt. Mennesket er et åndeligt væsen, der er spejlet eller reflekteret ned i stoffet. Når man ser i spejlet, ser man ikke sjælen, men sjælens udtryk i stoffet – et spejlbillede. Hathor er menneskets sjælslegeme og dermed et billede på sjælen, som den udtrykker sig i stoffet.
Spejlæter
Spejlæter er en betegnelse, der af og til anvendes om det højeste og fineste stof i det fysisk-æteriske legeme.
Sphinx
(Egyptologi). Se Sfinks.
Spiritisme
Spiritisme er læren om ånden, det åndelige eller om forbindelse med de afdødes “ånder” – navnlig gennem medier. Der burde egentlig skelnes mellem spiritisme og spiritualisme. Spiritisme er den mere materielle og eksperimentelle del af læren, der går ud på at fremkalde “fænomener”. Spiritualismen er den mere åndelige del af læren, der nærmest opfattes som en religion. Den moderne spiritistiske bevægelse opstod i USA.
Sport og spil
(Egyptologi). Kvinderne i faraos harem spillede boldspil med stor ynde og dygtighed for at glæde kongen. Større drenge deltog i forskellige spil som for eksempel bueskydning mod et mål, brydning, løb, spring – ja alle mulige sportsgrene, hvor man spillede efter fastsatte regler. Sportsudøvelse er ofte afbildet på væggene i gravene, men mange af legene er ukendte i nutiden. Der var tilskuere til sportskampene, og de stod i skyggen og fulgte kampene. Der var desuden spil ved navn “slangen”, “gåsespil”, “hunden og sjakalen” og “zenet” (en slags mølle og dam på et bræt med 30 felter).
Spøgelse
Et spøgelse er en hel eller delvis materialisation af en afdød, som ofte viser sig på et sted, som den afdøde havde tilknytning til via fysiske ejendele eller personlige relationer til efterladte. Et spøgelse er imidlertid ikke altid en afdød, men kan i visse tilfælde være en astralskal (et astralt lig), som på grund af stærk magnetisk tiltrækning kredser om bestemte fysiske lokaliteter, selv om den menneskelige bevidsthed har forladt dette astrallegeme.
Srotapatti
(Sanskrit). Srotapatti er “den der er trådt ud i strømmen”, som fører til nirvana. Det er det første stadie på “vejen”. Det andet stadie kaldes Sakridagamin (eller Sagardagam eller Sakradagami), “den, der (kun) skal fødes én gang mere”. Det tredje kaldes Anagamin, “den, der ikke skal reinkarnere igen” (medmindre han selv ønsker det for at hjælpe menneskeheden). Det 4. og højeste stadie er Arhaten, der opnår den nirvaniske bevidsthed i sit fysiske liv. Der regnes i almindelighed med, at en discipel begynder “at vandre opad” i et liv og først fuldender vandringen (dvs. opnår Arhatskabet) i det syvende efterfølgende liv.
Stele
(Egyptologi). Egyptiske steler findes i hundredvis i museer rundt omkring i verden. Steler er meget karakteristiske for den egyptiske kultur. Nogle er virkelig smukke, andre blot ordinære, men aldrig uinteressante. I det gamle Egypten blev steler enten opstillet ved en mur eller bygget ind i den. Det er en monolitisk sten, der oftest er udhugget i limsten og sjældnere i hårdere stenarter. De er dekorerede med relieffer og inskriptioner. Deres form er rektangulær, og den øverste del er formet som en halvcirkel. Steler blev brugt til forskellige formål. Historisk set er de store kongelige steler af størst forskningsmæssig værdi, idet de var en slags proklamation, der blev opstillet på offentlige steder (ved byporte og i tempelgårde etc.). Øverst på stelen ses den vingede solskive og kongen i en offerscene. Teksten fortæller om faraoens storslåede planer for regeringsperioden. En anden type stele var gravstelen, der blev placeret ved indgangen til graven. Den oplyser om den afdødes navn og titel samt rosende ord om den afdøde – men ikke hans biografi. Ideen med nutidens gravsten stammer tydeligvis fra det gamle Egyptens gravsteler.
Stenbrud
(Egyptologi). Stenbruddene i Egypten var af største betydning, hvilket bevidnes af pyramider, templer og andre gigantiske stenmonumenter. Stenfremstilling havde afgørende betydning for faraonerne, og man kan sige, at denne industri reelt var en forudsætning for civilisationens overlevelse. Stenbruddene var forskellige på grund af stenenes beskaffenhed. Ved Tura, hvor man brød limsten, brød egypterne tunneller ind i klipperne. Granit blev brudt i det åbne land i nærheden af nutidens Aswan. Ved Wadi Hammamat havde naturen selv brudt klipperne, og stenblokkene skulle blot hentes og flyttes. Der blev kun arbejdet i stenbruddene, når et byggeri blev sat (?) i gang. Faraoen gav da ordre til at udsende en ekspedition, som samlede den nødvendige ekspertise og arbejdskraft. Ekspeditionens leder afleverede en rapport, som for eksempel denne fra Amenemhet III’s tid: “Hans majestæt sendte mig ud for at skabe ham et monument af de bedste stenblokke fra Wadi Hammamat. Stenene skulle anvendes til opførelse af en labyrint ved Crokodilopolis, som skulle bevares til evig tid. 10 siddende statuer 5 cubits høje skaffede vi i år”.
Sthula Sharira
(Sanskrit). Sthula Sharira (?) er menneskets fysiske legeme.
Stigmatisering
Stigmatisering er betegnelsen for blødninger fra de sår, der forekom ved korsfæstelsen af Jesus.
Strejker
(Egyptologi). Under Ramses III (ca. 1184-1153 f.Kr.) var håndværkerbyen på Thebens vestbred med byens lille Hathor-tempel centrum for strejker blandt de håndværkere, der byggede og dekorerede de faraoniske grave i Kongernes dal. Strejkerne skyldes langsommelighed i udbetalingen af lønninger. En tekst fortæller: “Vi er sultne, og 18 dage af denne måned er allerede gået …” Formændene forsøgte at få håndværkerne til at genoptage arbejdet, men forgæves. Strejken blev afblæst, da håndværkerne fik deres løn, som altid var i naturalier. Det bør tilføjes, at denne type forstyrrelse af den offentlige ro og orden var yderst sjælden i Egypten, men ideen med at strejke for at opnå rettigheder var hermed grundlagt.
Subjektiv
De subjektive eksistensplaner er de planer, der er oversanselige for en iagttager på et hvilket som helst plan, idet det plan, hvorpå man fungerer i øjeblikket, altid er objektivt for de sanser, der hører til planet.
Substans
Substans er normalt identisk med stof eller materie – navnlig stoffet på de planer, der ligger over det fysiske. I metafysikken er det dog ikke det samme som stof, men betegner stoffets fundament eller væsen – som buddhisterne kalder Svabhavat.
Sucouba
Sucouba er betegnelsen for bestemte laverestående astral-elementaler, der sædvanligvis tiltrækkes af vibrationer fra menneskers begærliv. Sucouba er en feminin elemental, mens Incubus er en maskulin. Se også Incubus.
Sudra
(Sanskrit). Den 4. og laveste af de oprindelige fire kaster i Indien: Ager-dyrkere.
Suggestologi
Suggestologi er betegnelsen for en suggestionsmetode, der kan modvirke sygdom og udvikle indlæringsevnen. Suggestologi blev introduceret af den bulgarske læge Georgi Lozanov.
Sukhasana
(Sanskrit). Sukhasana en behagelig meditationsstilling, der også kaldes ”den nemme stilling” eller simpelthen ”skrædderstillingen”.
Sunyatha
(Sanskrit) Sunyatha betyder tomhed.
Supta vajrasana
(Sanskrit). Supta er en yogaøvelse, der strækker forsiden af det fysiske legeme. Supta betyder “liggende” og vajra er guden Indras tordenkile.
Sura
(Sanskrit). Sura er en fællesbetegnelse for guderne – i modsætningen til Asura.
Surya
(Sanskrit). Surya er Solen. I Rig-veda, hvor hverken Brahma, Vishnu eller Shiva (?) forekommer, består treenigheden (trimurti) af Surya, Agni og Vayu.
Surya bheda pranayama
(Sanskrit). Surya (?) bheda pranayama er en åndedrætsteknik, hvor der åndes ind gennem højre næsebor. Øvelsen øger vitaliteten.
Surya nadi
(Sanskrit). (Se Nadi).
Suryanamaskar
(Sanskrit). Suryanamaskar er en yogaøvelse, der består af en række sammenhængende bevægelser på i alt 12 stillinger. Suryanamaskar betyder hilsen til Solen.
Sushumna
(Sanskrit). Sushumna eller sushumna nadi. Sushumna er chakraernes centre, der ligger langs denne nadi. Sushumna er betegnelsen for den subjektive kanal i rygsøjlen. Sushumna er nært forbundet med kundalinikraften og dens rejsning.
Sutra
(Sanskrit). Sutra eller yoga sutras. Sutra betyder "tråd". Sutras er et sæt af læreregler eller aforismer for rigtig livsførelse i sanskritlitteraturen. Sutra er derfor en samling og systematisering af praktiske metoder til selvrealisation gennem åndelig udvikling og frigørelse, skrevet af den indiske vismand Patanjali for mere end 1.500 år siden.
Sutra neti
(Sanskrit). Sutra (?) neti er en yogateknik, hvor der anvendes en speciel tråd til at rense passagen i næsen.
Sutratma
(Sanskrit). Sutratma er “tråden af ånd”. Det er navnet på den reinkarnerende sjæl, idet menneskets personlighed er “trukket” på sutratmaen som perler på en snor. Sutratma er også et navn for den fine tråd af buddhisk stof, der holder de permanente atomer sammen. (Se Permanente atom).
Svabhavat
Se Substans.
Svadhisthana chakra
(Sanskrit). Svadhisthana er yogalærens betegnelse for det 2. og næst nederste chakra (den 6-bladede lotus), som befinder sig bag skambenet i rygsøjlen.
Svadhyaya
(Sanskrit) Svadhyaya betyder selvindlæring.
Svastika
(Sanskrit). Svastika er et af de ældste (muligvis det allerældste) af alle symboler hos alle folkeslag. Svastika er symbolet på verdensaltets skabelse. Det kaldes også Jaina-korset, det hermetiske kors, hagekorset, croix cramponnee og undertiden – men vistnok fejlagtigt – Thors hammer. Svastika eller hagekorset er oprindeligt et solkors. Ordet “svastika” stammer fra sanskrit, og er sammensat af tre stavelser: “su” som betyder “god”, “asti”, som betyder “væsen”, og “ka”, som betyder “det gode”. Ordet “Gud” er afledt af “god”, og “svastika” repræsenterer det gode væsen eller Gud og det gode. Hermed skulle det være slået fast, at hagekorsets oprindelige eller dybere betydning er absolut positiv. Svastika var kendt i både Indien og Kina i mere end tre årtusinder før kristendommen, og det er desuden fundet både i Troya og hos mayaerne. Svastika er som sagt et solkors, og det symboliserer livets bevægelse. Livet er ikke statisk. Den vertikale linje i solkorset er det aktive dynamiske princip, og den horisontale linje er det passive statiske princip. Korset repræsenterer desuden en opdeling i en højere og en lavere natur. Menneskets højere åndelige natur er bundet i kødet til den fysiske verden gennem det passive statiske princip, men vi kan frigøre os fra denne binding ved hjælp af vores aktive dynamiske princip. Dette kors har således eksisteret længe før, nazisterne begyndte at anvende det. Hitlers misbrug af dette solkors skaber i dag meget negative associationer hos de fleste mennesker, men det er et meget gammelt solsymbol, som ikke er skabt af Hitler, men misbrugt og perverteret af Hitler. Svastika symboliserer bevægelse. Det er nemt at forestille sig, at det cirkelformede eller hjulformede solkors roterer omkring sin egen akse, og at armene på hagekorset viser retningen for rotationen. Retningen skjuler vigtige informationer. Korset kan nemlig illustrere Guds eller det godes bevægelse fra et guddommeligt niveau ned i manifestation i stoffet. Bevægelsen beskriver i dette tilfælde livets involutionsproces eller indviklingsproces – altså bevægelsen væk fra det åndelige eller guddommelige udgangspunkt mod stadig større indvikling i stoffet (materialisme). Det var denne version af hagekorset, nazisterne valgte som deres symbol. De spejlvendte det oprindelige solkors, som nu repræsenterede involutionskræfterne, der fra menneskehedens synsvinkel er ondt, eftersom mennesket er underlagt evolution og udvikling. Rotation i den modsatte retning symboliserer derfor livets evolutionsproces eller udviklingsproces – det vil sige en bevægelse væk fra bindingen til det fysiske mod stadig større åndeliggørelse. Fuldkommengørelsen repræsenteres af livets tilbagevenden til udgangspunktet. Jesus sagde: “Bliv da fuldkommen som min Fader i himlen er fuldkommen”. Det samme budskab og den samme evolutionsproces beskrev de gamle egyptere ved hjælp af sønneguden Horus, som til slut bliver Ra-Herakte og forenes med Ra (Gud). Dette høje bevidsthedstrin er identisk med åndsvidenskabens Kristusbevidsthed.
Swami
(Sanskrit). Swami betyder lærer eller munk.
Swara yoga
Swara-yoga er en selvstændig del af yogasystemet. Swara-yoga er beslægtet med hatha-yoga og kundalini-yoga. Swara-yoga arbejder med ida- og pingala-kraften og deres funktioner. Udøvelse af Swara-yoga er baseret på åndedrættets balance ved at aflæse næseborenes luftstrøm i forbindelse med begivenheder i livet.
Swaraj
(Sanskrit). Swaraj er sammensat af "sva", der betyder "selv" eller "egen" og "raj", der betyder "konge" eller "hersker". Swaraj betyder "selvstyre", og ordet blev anvendt af Gandhi som synonymt med "hjemmestyre". Ordet henviser sædvanligvis til Gandhis koncept for indisk uafhængighed af udenlandsk (engelsk) dominans.
Swastikasana
(Sanskrit). Swastikasana er en behagelig meditationsstilling i stil med siddhasana. Dette chakra ligger over mooladhara.
Sylfe
Luftelemental. Se Naturånder.
Sylfide
Luftelemental. Se Naturånder.
Symbol
(Græsk). Symbol stammer fra det græske ”symbolon”, der betyder ”varsel” eller ”tegn”. Symbol betyder, at det er noget, der illustrerer eller står for noget andet − et synligt tegn for noget usynligt eller uhåndgribeligt. Symboler er figurer eller tegn, der i stiliseret form illustrerer sandheder – navnlig abstrakte sandheder – som ikke let kan udtrykkes i ord eller ikke må nedskrives. Symboler er ikke det samme som et sindbillede, idet alle sindbilleder er symboler – men ikke omvendt. I de tidligste skriftsystemer fandtes der ikke bogstaver. Tanker, sætninger eller ord blev udtrykt ved hjælp af symboler – f.eks. i hieroglyfferne eller det gamle kinesiske alfabet, med sine tusinder af tegn, der først i 1923 blev afløst af et bogstavalfabet.
Symbolik
(Egyptologi). Det er almindeligt, når man studerer det gamle Egypten at høre udtalelser om, at et egyptisk relief symboliserer dette og dette. Helt overordnet kan man sige, at et symbol (?) er et fysisk objekt, der repræsenterer en subjektiv (?) eller abstrakt ide. Set i dette lys er det magiske billedsprog, der eksempelvis ses i gravene i Kongernes dal, hvor reliefferne fortæller om Solens og livslysets ubeskrivelige genfødsel, i høj grad symbolsk. Men det medfører også, at forskernes brug af ordet “symbol” bliver uklart. Man hører, at hanflodhesten symboliserede ondskab, men hanflodhesten er ikke et symbol på det onde, for det store og tunge dyr symboliserede ikke ødelæggelse – det VAR ødelæggelse, når det trampede afgrøderne ned. Flodhesten var ikke ond. Den gjorde bare det, som flodheste gør. Men dens naturlige adfærd skabte problemer for menneskets adfærd. Derfor er der intet i naturen, der i sig selv er ondt. Det har sin naturlige plads i helheden, men denne adfærd, kan begrænse udviklingen for andre væsener. Derfor er ondskab en relativ ting. Jagt og drab på flodhesten medførte reelt fjernelse af problemet. Et andet eksempel er faraoen, der ofrer en lotus til solguden, for ved denne handling genskabte han i fysisk form betingelserne for skabelsen (?) af universet, som symbolsk eller principielt var iboende lotusplantens naturlige vækst. Disse eksempler viser, at egypternes verdenssyn stammede fra deres iagttagelse af naturen og dens processer. Alt i skabelsen var for dem udtryk for en bagvedliggende eller iboende ide eller guddommelig hensigt, som havde antaget form. Dermed blev enhver form et symbol, der skjulte en guddommelig kraft og kvalitet, som havde sin naturlige og nødvendige plads i skabelsens helhed. Ethvert symbol eller enhver form kunne derfor afkodes gennem meditation eller dyb refleksion, der typisk indebar en proces, der gik gennem disse faser: 1. Meditation på en bestemt forms natur. 2. Meditation på en bestemt forms kvalitet. 3. Meditation på en bestemt forms formål. 4. Meditation på det liv, der besjæler en bestemt form. Den endelige og dybeste erkendelse af et symbol ville medføre, at den mediterende blev ét med meditationsobjektet, idet alt i skabelsen udgør en helhed.
Synkretisme
Synkretisme er forsøg på eller en reel forening af forskellige synspunkter. Synkretisme er eksempelvis betegnelsen for kombinationen af forskellige trosretninger på en sådan måde, at deres forskellighed opløses.
Synkronisitet
(Græsk). Synkronisitet betyder "samtidighed" i betydningen meningsfuld samtidighed (?) eller koincidens mellem indre (psykiske) og ydre (fysiske) begivenheder, der ikke står i indbyrdes årsagssammenhæng med hinanden.
Syzygi
(Græsk). Syzygi er et gnostisk udtryk, der betyder et par, hvoraf den ene part er aktiv, mens den anden er passiv.
Sædmanu
Se Manu.
Sædtanke
Se Nøgleord.
Søjler
(Egyptologi). I Egypten var søjlerne i templerne mere end nødvendige støtter for de overliggere, der bar taget. Det var desuden symboler på universet, som voksede frem af urhavet. Templet repræsenterede en form eller et legeme, som var besjælet, og som havde et specifikt formål i samspillet med andre legemer eller besjælede former i den kosmiske helhed. Navnlig to planter symboliserede vækst og udvikling fra mørkt stof til lysende sjæl (?) og ånd – det var lotusplanten og papyrusplanten. Derfor valgte egypterne at forme tempelsøjlerne som disse planter, idet tempelindvielserne symbolsk indebar samme vækst for neofytterne. Planterne har rødderne i nilslammet (mørkt stof – eller materialisme på det fysiske plan). De vokser op gennem vandet (følelsernes element eller astralplanet). De løfter sig op i luftelementet (tankens plan eller mentalplanet). Og de åbner sig for at modtage lyset fra Solen (sjælen eller ånden). (Se også Papyrus og Lotus).
Sølv
(Egyptologi). Egypterne brugte enorme mængder af guld og et ædelt metal, de kaldte elektrum. Sidstnævnte er et ukendt metal, som muligvis var renere og mere ædelt end guld. Til gengæld var sølv ikke til rådighed i samme omfang. Ikke desto mindre forstod egypterne at anvende sølvet, som de kaldte ”det hvide metal”. Guldsmedene fremstillede smukke sølvsmykker, og de anvendte sølv til udsmykning af statuer og møbler. I myterne fortæller egypterne, at guderne har knogler af sølv og kød af guld. Det hvide metal blev importeret fra lande mod øst og nord. Sølvet omtales kun sjældent i de gamle skrifter.
Sølvalderen
Se Treta-yuga.
Sølvsnoren
Sølvsnoren er betegnelsen for den magnetiske tråd af æterisk stof, der forbinder det æteriske legeme med det fysiske. Denne forbindelse er fastgjort i hjerteområdet. Når bevidstheden forlader det fysiske legeme – eksempelvis i forbindelse under narkose – træder den ind i æterlegemet, men forbindelsen mellem den frigjorte og den forladte del af det fysisk/æteriske legeme opretholdes via denne æteriske tråd. Forbindelse afbrydes når den fysiske død indtræffer, hvorefter bevidstheden først forlader det faste fysiske legeme for et kort øjeblik at tage ophold i det æteriske legeme. Derefter glider bevidstheden over i astrallegemet på astralplanet, hvor den første fase af efterlivet leves.
|
