Ka
(Egyptologi). Egyptologerne kalder de gamle egypteres “ka” for et abstrakt begreb, som ikke kan forklares præcist. Årsagen er, at vi i dag ikke har et begreb, der svarer til “ka’en”, siger de. Det er imidlertid ikke korrekt, for i åndsvidenskaben er “ka’en” nøje beskrevet, da den repræsenterer menneskets astrallegeme eller følelseslegeme, der ganske vist er usynligt for det fysiske øje, men som er det legeme, som mennesket er levende og bevidst til stede i om natten under søvnen, når det er uden for det fysiske legeme, og det er denne ”ka” eller dette astrallegeme, den afdøde befinder sig i efter den fysiske død. “Ka” er et ord, der normalt oversættes med “dobbelt” eller “dobbeltgænger”. Ifølge åndsvidenskaben er “ka'en” som sagt astrallegemet – menneskets følelseslegeme. Egypterne fortalte, at mennesket efter den fysiske død kunne forlade graven eller mumien i sin “ka” og bevæge sig omkring. Det lyder logisk, for det er det samme menneskets gør om natten under søvnen eller efter den fysiske død. Frigjort fra det fysiske legeme kan man frit bevæge sig omkring på astralplanet i astrallegemet. Gudinden Nephthys er en billedliggørelse af menneskets astrallegeme, og hun er astralplanets gudinde – og det betyder, at hun også symboliserer selve astralplanet. Vendingen “at gå til sin ka” betød “at dø”, for mennesket forlod sit fysisk-æteriske legeme og gik til sit astrallegeme. Og statuerne af døde mennesker, som blev begravet i gravene, blev kaldt “ka-statuer”. Begravelsesritualet var henvendt til den afdødes ka, og selv en levende person kunne opleve “sin ka” blive ophøjet af faraoen.
Kabbala
(Hebraisk). Kabbalaen er en esoterisk forklaring på og kommentar til de hebraiske hellige skrifter. Kabbalaen er den mystiske tolkning af den hebraiske religion. Oprindeligt stammer kabbalaen fra Egypten, men var desuden kaldæernes hemmelige lære. Den blev efter sigende først nedskrevet af rabbi Moses de Leon i det 13. århundrede. Før den tid blev den overleveret mundtligt. Ezekiels, Daniels og Enoks bog i Det Gamle Testamente og Johannes’ åbenbaring i Det Nye Testamente er helt og holdent kabbalistiske bøger.
Kabiri
(Fønikisk). Kabiri eller Kabirim er gådefulde guder i de gamle nationer, herunder israelitterne. Nogle − eksempelvis Tara, Abrams far – blev tilbedt under navnet Teraphim. Hos de kristne, betragtes de nu som djævle, selvom nutidens ærkeengle er direkte transformationer af de samme Kabiri. På hebraisk betyder det sidstnævnte navn ”De Mægtige” − Gibborim. På et tidspunkt var alle disse guddomme forbundet med ildelementet − uanset om de var guddommelige, dæmoniske eller vulkanske – og de blev kaldt Kabirian.
Kagyu
Kagyu er mundtlig overlevering. Den næstældste af Tibets fire religiøse hovedskoler.
Kahuna-tro
Kahuna-tro er de oprindelige indbyggeres tro på Hawaii (Sandwich øerne). Troen forsvandt, da øerne blev kolonialiseret af europæerne.
Kaivalya
(Sanskrit). Kaivalya er endelig og absolut frigørelse fra isolation af sjælen, hvorefter den hviler i sig selv som følge af den sidste og højeste samadhi-tilstand.
Kakodæmon
Kako betyder ilde eller ond. En kakodæmon er derfor en ond dæmon eller en mørkets ånd.
Kalahamsa
(Sanskrit). Kalahamsa er “fuglen” eller “svanen” i og uden for tiden. Kalahamsa er derfor evighedens symbol – “det, som hverken fødes eller dør”. Kalahamsa er et navn for Parabrahman, men benyttes også om den, der har passeret den 3. indvielse, Anagamin’en.
Kali
(Sanskrit). Kali er et indisk symbol på Gud som den evige Moder Natur. Kali er en gudinde, der repræsenterer den kvindelige shakti-energi. Kali kaldes “den sorte”, og hun forbindes ofte med ondskab, hvilket er en misforståelse. Kali er den gudinde, der opsuger eller fjerner mørket. Hun eliminerer urenheder og uretfærdigheder. Transformationen af denne guddom til de kosmiske kræfters store gudinde opstod i kombination med Devi Mahatmya (gudindens herlighed), hvor det siges, at hun udsprang fra øjenbrynene på gudinden Durga (dæmonernes drabsmand), hvorefter tilbedelsen af det feminine princip antog nye dimensioner. Gudinden blev ikke alene livets mystiske kilde − hun var selve stoffet. Det var hende, der formede alt og fortærede alt. Kali afbildes som en sort kvinde med fire arme. I den ene hånd bærer hun et sværd. I den anden hånd holder hun en dræbt dæmon. Og med de to andre hænder opmuntrer hun sine tilhængere. Hendes dramatiske udseende har resulteret i mangfoldige tolkninger af hendes natur. Hendes sorte farve symboliserer hendes altfavnende, vidtspændende natur, idet sort er den farve, som alle andre farver smelter sammen med. Den sorte farve absorberer dem og opløser dem. På samme måde vil alle former forsvinde i hende. Man kan også sige, at sort repræsenterer det totale fravær af alle farver. Kalis sorte farve symboliserer således hendes forvandling af alle former.
Kali-valya
(Sanskrit) Kali-valya betegner fuldstændig frigørelse i betydningen adskillelse af ånd og stof.
Kali-yuga
(Sanskrit). Kali-yuga er “jernalderen” – som er den nuværende tidsalder, der også kaldes den “sorte” tidsalder. Det er en cyklus, hvor åndeligheden er på sit laveste punkt, og de materielle interesser dominerer. Den begyndte den 16. februar år 3.102 f.Kr. (samtidig med Shri Krishnas død), og de første 5.000 år deraf sluttede altså februar 1898. Den varer i 432.000 år. Se også Krita-yuga.
Kalpa
(Sanskrit). Kalpa er en “tidsperiode”, men ordet benyttes i reglen om én Brahmas dag – en periode på 4.320.000.000 år.
Kama
(Sanskrit) Kama er menneskets 4. princip i det 5-delte menneske: 1. Sjæl (højere manas). 2. Personlighed (et aspekt af sjælen samt syntesen af de tre lavere aspekter). 3. Tankeliv (lavere manas). 4. Følelsesliv (kama). 5. Handlingsliv (fysisk-æterisk). Kama er lidenskaber, begær og sindsbevægelser, som tilhører den lavere natur, og som manifesterer sig gennem astrallegemet. Forenet med lavere manas, som kama-manas, er det betegnelsen for hjerneintelligensen – eller personligheden med dens intelligens plus følelser og lidenskaber.
Kama-devaer
(Sanskrit). Kama-devaer er det samme som begærelementaler. Kama-deva er desuden navnet på den indiske kærlighedsgud.
Kama-loka
(Sanskrit). Kama-loka er “kamas verden”. Det er grækernes hades – skyggernes rige – katolikkernes skærsild – eller den afdeling af astralplanet, hvor menneskets personlighed opholder sig en periode efter det fysiske legemes død. Her renses mennesket for sine begær og lidenskaber – og den eventuelle lidelse står i forhold til menneskes følelsesmæssige liv.
Kama-manas
(Sanskrit). Kama (?) er begær og manas er tanke. I menneskets inkarnation er begær og det lavere tankeliv så tæt sammenvævet, at de sjældent fungerer adskilt, og derfor benyttes udtrykket kama-manas i åndsvidenskaben.
Kama-rupa
(Sanskrit). Kama-rupa er det samme som astrallegemet. Kama-rupa betyder ordret “begærets eller lidenskabernes form”. Menneskets lavere princip efterlades i kama-rupa (astrallegemet) på astralplanet efter, at højere manas (sjælslegemet) har forenet sig med atma-buddhi og er gået videre til devachan.
Kamaraga
(Sanskrit). På anagami-trinnet frigør mennesket sig fra de sidste rester af lænken Kamaraga – det vil sige tilknytning til glæde ved sansefornemmelser, som fysisk kærlighed er et typisk eksempel på. Se også Anagami.
Kanaans land
Se Israel.
Kandharasana
(Sanskrit). Kandharasana er en bagoverbøjet yogaøvelse, hvor det fysiske legemes vægt lægges på skuldrene. Kandhar betyder skulder.
Kanon
Kanon − med tryk på første stavelse − betyder “forskrift”, “rettesnor”, et religionssamfunds forskrifter − de dele af Bibelen, der anses for ægte (kanoniske). I den romerskkatolske kirke er det betegnelsen for visse påbud fra koncilier. I kunsten kan kanon defineres som et proportionssystem, der er baseret på en standardisering af størrelsesforholdet mellem de forskellige legemsdele.
Kanonisk lov
Kanonisk betyder regelret. Kanoniske love er love, der er formuleret af nogle kirker (f.eks. den romerskkatolske og Church of England). De kanoniske love omhandler spørgsmål vedrørende etik og moral, tro og disciplin.
Kanopekrukke
(Egyptologi). Man ved ikke med sikkerhed, hvorfor grækerne gav en af deres legendariske helte fra Troja-krigen navnet “Canopus”, men i en sen periode blev den egyptiske gud Osiris tilbedt i skikkelse af en krukke forsynet med gudens hoved. Med udgangspunkt i denne iagttagelse begyndte de europæiske arkæologer at kalde disse krukker for “kanopekrukker”. Man fandt krukkerne i de egyptiske grave, og i krukkerne opbevaredes de afdødes indre organer, som var fjernet fra det fysiske legeme under mumificeringen. Der var fire krukker med hovederne af Horus’ sønner: Amset med menneskehoved, Hapi med bavianhoved, Duamutef med sjakalhoved og Qebsennuf med falkehoved. Navnet kanopekrukker stammer derfor ikke fra det gamle Egypten, men fra nutidens forskere.
Kapalbhati pranayama
(Sanskrit). Kapalbhati pranayama er en åndedrætsteknik, der har til formål at rense forhjernen. Kapalbhati pranayama kaldes også ”kranie-rens”. Øvelsen udføres ved hurtigt åndedræt med mest kraft i udåndingen.
Kapila
Kapila er grundlæggeren af Sankhya-filosofien.
Kapilavestu
(Sanskrit). Gautama Buddhas fødested, som er hovedstaden i hans faders kongerige.
Karana-Sharira
(Sanskrit). Karana-Sharira eller karanopadhi (?) er det samme som sjælslegemet eller kausallegemet. Se også Kausallegeme.
Karaniya-metta-sutta
(Sanskrit). Karaniya-metta-sutta kan oversættes med ”næstekærlighed”. Begreberne ren, uselvisk kærlighed (Metta) og medfølelse (Karuna) er det nærmeste, man kommer en betegnelse for buddhistisk næstekærlighed.
Karanopadhi
Se kausallegeme.
Karma
(Sanskrit). Karma betyder “handling” og er "skæbnebestemt" ud fra årsag i al handling (også ikke-handling er handling). Karma er loven om årsag og virkning eller retfærdighedens og gengældelsens lov: “Hvad et menneske sår, skal det høste”. Karma skaber balance og derfor retfærdighed iflg. kausalitetsprincippet. Karma er ofte misforstået som "skæbnens uafvendelighed", men karma står reelt for alt det, man ikke har været sig bevidst, det som man kun har forstået delvist, det som man har undladt at konfrontere. Ved et menneskes gode eller onde karma forstår man den samlede, opsparede sum af virkninger, som det selv har været årsag til i dette eller tidligere liv, og som skal afbalanceres før eller senere. Karma betinger på denne måde et menneskes skæbne i næste eller fremtidige liv. Karma-loven virker blandt andet gennem underbevidstheden, som søger at bringe mennesket i situationer, hvor det kan gennemføre de opgaver, ønsker og beslutninger, der endnu ikke er opfyldt. Det er væsentlig at inddrage den kollektive karma, det vil sige den sociale påvirkning et mennesket er udsat for, og som spiller en rolle i menneskes karma. Den græske gudinde Nemesis, som er den straffende retfærdighed, var en personificering af et af karmas aspekter. Se også Årsag og virkning.
Karma-phala
(Sanskrit). Karma-phala er yoga-lærens betegnelse for karmiske virkninger. Karma-loven er loven om årsag og virkning på godt og ondt. Karma-phala er karmisk tilbagevirkning.
Karma-yoga
(Sanskrit). At praktisere karma-yoga betyder, at man er til stede i nuet – eller i den uafbrudte række af nu’er, som livet består af. Tanker, følelser, handlinger – alt iagttages, vurderes, accepteres og slippes. Karma-yoga er en yogisk udviklingsmetode, der lærer et menneske at arbejde uselvisk, uden forventninger, uden at høste anerkendelse. Karma-yoga er "handlingens yoga", der overvinder hæmninger og ligegyldighed gennem aktivitet ved at man sætter sig et klart mål, påtager sig en opgave og utrætteligt arbejder på at løse den. Og alligevel er det ikke frugten eller resultatet, der er vigtigt. Det er selve bevidstheden, oplevelsen og opmærksomheden i handlingen, der er vigtig. Når man udfører en opgave eller et arbejde, praktiserer man karma-yoga. Det drejer sig om at man koncentrerer sig fuldt og helt om en opgave. Udadtil vil man ligne et stræbsomt menneske, men når man praktiserer karma-yoga, er man i virkeligheden et fokuseret menneske, der er bevidst om, hvad det gør. Karma-yoga er en hjælp til indre opmærksomhed og kaldes meditation med åbne øjne – midt i handlingen. Karma-yoga omtales i Bhagavad Gita.
Karmas Herrer
Se Lipika.
Karmasaya
(Sanskrit). Karmasaya er betegnelsen for latente handlingsindtryk, som vil bære frugt før eller senere.
Karna dhauti
(Sanskrit). Karna dhauti er en af shatkarma-teknikkerne. I karna dhauti renses ørerne.
Karnak
(Egyptologi). Karnak-templet burde hedde Karnak-templerne, for komplekset består af adskillige templer: Faderguden Amons tempel, modergudinden Muts tempel, sønneguden Khonsus tempel, sønneguden Monthus tempel, skaberguden Ptahs tempel, dødens og genopstandelsens gud Osiris’ tempel, solguden Atons tempel, Sethos II’s barktempel, Ramses II’s kulttempel, Ramses III’s barktempel, Amenhotep II’s kulttempel, Amenhotep III’s kulttempel, Tutmosis III’s ceremonitempel, Taharqas to templer og kiosk (barksanktuarie), Sesostris’ kiosk m.fl. I historisk tid blev det første tempel bygget i Karnak i Mellemste Rige (12. dynasti 1991-1785 f.Kr.), og byggeriet fortsatte helt frem til den ptolemæiske tid (fra 80-51 f.Kr.). Altså en byggetid på næsten 2.000 år. Det svarer til, at vi her i Skandinavien påbegyndte et byggeri i jernalderen, og først blev færdig med det i dag. Navnet “Karnak” stammer fra en nutidig landsby “el-Karnak” i nærheden af templet. Templet hed oprindeligt “Ipet-isut”, det vil sige “det mest udsøgte af alle steder”. Karnak-templet blev også betragtet som Øvre-Egyptens “Heliopolis” altså en spejling af Nedre-Egyptens “Heliopolis” i området ved de store pyramider i Giza, som var Egyptens øverste kraftcenter. Det bekræftes i en inskription på ydersiden af sydvæggen i Karnak-templets hypostylhal, hvor Ramses II fortæller: “Jeg bad til slut til den skjulte (Amon), og min stemme lød i Øvre-Egyptens Heliopolis”. Tempelområdet strækker sig næsten to kilometer langs Nilen og en ca. tre kilometer lang vædder-allé forbinder Karnak-templet med Luxor-templet – eller “gudernes tempel” med “menneskets tempel”. Den nordlige tempelgruppe, der ligger uden for Amon-templets mur, var viet til falkeguden Monthu. Den sydlige hovedgruppe var viet til modergudinden Mut. I det sydvestlige hjørne ligger sønneguden Khonsus tempel, men den største og bedst bevarede hovedgruppe er den centrale tempelgruppe – Amons tempel.
Kartomanti
(Fransk = cartomancie). (Tysk = kartomantie). Kartomanti er spådomskunst ved hjælp af kort.
Kartouche
(Egyptologi). Kartouche er betegnelsen for den ovale ring, som i reliefferne omkranser de to sidste af kongens fem navne. Egypternes definition på universet lød sådan: “Alt hvad solen omkredser”. Symbolet, der udtrykker denne ide, er en oval eller en cirkel, der er formet af et reb med en knude i cirklens bund. Faraoens navn skrev man inde i ovalen/cirklen, for faraoen var “kredsløbets herre”. Solens kredsløb i galaksen repræsenterer et kosmisk ansvars- og udviklingsområde i en manifestationsperiode. Planetens kredsløb omkring Solen udgør et planetarisk ansvars- og udviklingsområde inden for solsystemet. Og faraoens liv- og herskerembede repræsenterer ansvaret for udviklingen af sit folk, (der er symbol på menneskeheden) i en given periode i planetens liv. Cirklen formet af rebet symboliserer derfor en livscyklus, og når faraoens navn blev skrevet i cirklen, henviste egypterne til hans specifikke inkarnation og indflydelsessfære. Faraoens kartouche blev anvendt til de to vigtigste af de fem kongelige navne: “Konge over Øvre- og Nedre-Egypten” samt “Søn af Ra”.
Kashi
(Sanskrit). Det gamle navn for den “hellige by” – Benares.
Kasina
(Sanskrit). Kasina er et buddhistisk meditationsobjekt. Kasina betyder element — som f.eks. jord, vand ild og lys.
Kat
(Egyptologi). Længe før de egyptiske dynastier opstod, levede vildkatten i ørkenens grænseområder i Egypten. Det var en race af aggressive jægere med en kort hale og et lidt buttet udseende. Det var uden tvivl denne katterace og ikke den rolige, slanke kattetype, der var prototype for “Den store kat i Heliopolis”. I “Dødebogen” omtales den som et meget gammelt solvæsen, der flåede den onde slange i småstykker ved foden af det hellige træ. Den rolige og venlige tempelkat viser sig først senere i historien. Man ser den i hvert fald ikke i mastabaernes scener fra det daglige liv i Gamle Rige, selv om der vises mange andre dyr. Den første reference til tamkatten ser vi først omkring 2.100 f.Kr., hvor moderen til en person fra Mentuhotep I’s hof kaldes “missen”. Løvegudinden og katten er nært forbundet i egyptisk symbolik. Løvegudinden symboliserer stoffets ildelement eller den utæmmede kundalinikraft i mennesket – slangeilden. I legenderne overvindes løvindens utæmmede vildskab, og gudinden forvandles til den tamme tempelkat – Bastet. Kundalinikraften eller slangeilden er nu under kontrol. Lige som katten er den stadig en selvstændig kraft, men den er omdannet fra en destruktiv kraft til en konstruktiv.
Katarakt
(Egyptologi). En katarakt er betegnelsen for kraftige strømhvirvler i Nilen. De opstår for eksempel i forbindelse med et mindre vandfald, ved en indsnævring af floden, hvor den deler sig i flere arme og omkring klippepartier og/eller flere øer.
Kati chakrasana
(Sanskrit). Kati chakrasana er en yogaøvelse, hvor der foretages roterende bevægelser med taljen.
Katoptromanti
Katoptromanti er spådomskunst, hvor der anvendes magiske spejle.
Kausallegeme
”Kausal”betyder ”årsag”. Kausallegemet er således “årsagslegemet”, som er sjælens legeme − et relativt udødeligt legeme. Kausallegemet er sjælens legeme på det højere mentalplan, og udviklingsgraden står i nøje forhold til menneskets moralske eller åndelige niveau. På sanskrit kaldes kausallegemet karana-sharira (?) eller karanopadhi. Kausallegemet opløses efter fjerde indvielse (korsfæstelsen på forsagelsens kors), når behovet for reinkarnation på de lavere eksistensplaner ophører. Sjælen stiger nu op til det buddhiske plan − det femte naturrige. Kausallegeme og sjæl er to udtryk, der ofte opfattes som identiske, men der er imidlertid en markant forskel. Det er et grundprincip i den esoteriske lære, at ånd (liv) forenes med stof (form), hvorved sjælen (bevidsthed) opstår. Kausallegemet er den stofform, som ånden beliver, hvorved sjælen opstår. Sjælen er således livet eller bevidstheden i kausallegemet. Ordet sjæl, som anvendes i den esoteriske litteratur, svarer ikke til psykologiens ”ego”, men er snarere det bevidsthedscenter, der i dybdepsykologien kaldes ”selvet”. I åndsvidenskaben betragtes sjælen som det virkelige menneske, der periodisk sender dele af sig selv ned i personligheder gennem en række på hinanden følgende inkarnationer. Sjælen betragtes som det højere aspekt af tankesindet, der er uløseligt forbundet med den højere intuition og oplyst af ånden. Kausallegemet er således sjælens ”hjem”. Det fungerer som legeme for abstrakt tænkning og som opbevaringssted for essensen af al den erfaring, der er indhøstet i de forskellige inkarnationer. Det skal naturligvis ikke opfattes i rumlig betydning, men snarere som et kompleks af vibrationsmuligheder, der vil påvirke fremtidige handlinger og erfaringer. Det kaldets ”kausallegemet”, fordi det i den forstand er årsagernes felt. Se også Sjæl.
Kentaur
Kentauren er en skabning, der er sammensat af en menneskeoverkrop med menneskehoved og en hestekrop med fire ben. Dette væsen stammer fra den græske mytologi, og kentauren symboliserer tænkeevnen (mennesket), der hersker over den instinktive bevidsthed (dyret). Kentauren ses ofte med bue og pil, og anvendes i den astrologiske symbolik for Skyttens tegn.
Kephalomanti
Kephalomanti er en betegnelse for heksekunst, spådomme og anvendelse af middelalderlig sort magi, hvori der indgik et lig af en nyligt begravet afdød.
Kerub
Se kerubim.
Kerubim
(Hebraisk) Kerubim (kerub) er et himmelsk og helligt væsen i den hebraiske mytologi. I Det Gamle Testamente findes der forskellige beskrivelser af kerubim, og den, der oftest benyttes, beskriver et vinget væsen med fire hoveder − et menneskehoved, et løvehoved, et oksehoved og et ørnehoved. I skabelsesberetningen anses de for at være paradisets vogtere. I Anden Mosebog (25:18-22) placeres de ved nådens sæde, og det samme er tilfældet i Solomons tempel. Men den hyppigst anvendte placering er ved Yahwehs (Jehovas) trone eller stridsvogn. I forbindelse med Ezekiel og i kabbalaen vises keruberne som fire hellige skabninger. De fire dyr symboliserer de fire elementer og menneskets fire lavere principper.
Kether
(Hebraisk). Den 1. af de 10 sephiroth. Kether er kronen. Kether er Guds ensomme majestæt med det usigelige navn IHVN, men også med Sinai-navnet AHIH AShR AHIH, der betyder Den evigt Værende. Kether kan også tydes som den hellige gral, som symboliserer Guds konstante forbindelse med mennesket.
Kevala kumbhaka
(Sanskrit). Kevala kumbhaka (?) er betegnelsen for spontan standsning af åndedrættet uden bevidst anstrengelse.
Khafra
(Egyptologi). Khafra hed Khepren (?) eller Khefren (?) på græsk. Han var den fjerde konge i 4. dynasti (ca. 2.620 f.Kr.). Han var søn af kong Khufu (?) (Cheops) – muligvis bror. Egyptologerne påstår, at han byggede den næststørste af de tre Giza-pyramider, men sandheden er, at der ikke findes historiske facts om pyramidebyggerne, og teorien er blot en hypotese. Man ved ganske enkelt ikke, hvem der byggede de store Giza-pyramider, hvornår de blev bygget og hvorfor. Nyere forskning og almindelig logik viser, at pyramiderne ikke er grave for konger. Sandsynligvis var de indvielsestempler, og de er opført i en fjern fortid længe før kong Khafra og kong Khufu. Egyptologer påstår endvidere, at det var Khafra, der lod Sfinksen bygge, og at ansigtet på Sfinksen forestiller ham. Identitetseksperter afviser denne teori, og de gamle egyptere fortæller selv, at kong Khufu restaurerede templet foran Sfinksen. Sfinksen og tempelkomplekset eksisterede derfor allerede på kong Khufus tid, og havde åbenbart været der så længe, at templet trængte til at blive restaureret.
Khaibit
(Egyptologi). Egypternes detaljerede viden om de indre verdener og det indre menneske ser vi i opdelingen af menneskets legemer, for der var navne og symboler for både æterlegemet og det fysiske legeme. Æterlegemet kaldte de “khaibit”.
Khanti
(Sanskrit) Khanti betyder tolerance.
Khat
(Egyptologi). De gamle egyptere gav det fysiske legeme navnet “khat”. Både "khaibit” (det æteriske legeme) og “khat” symboliseres af Horus den Anden. Ganske vist repræsenterer Horus den Anden andet og mere end det fysisk-æteriske legeme, men man valgte sandsynligvis dette symbol for de to legemer, fordi han repræsenterer mennesket i inkarnation, som på trods af sin fængsling i det fysisk-æteriske legeme kontrollerer både den astrale og den mentale natur. Derfor var Horus den Anden også symbolet på faraoen som menneske og dermed lov og orden i den fysiske verden, hvorimod faraoen som gudernes repræsentant blev symboliseret med gudinden Maat – den guddommelige lov og orden.
Khefren
(Egyptologi). Se Khafra.
Khepera
(Egyptologi). Når mange gudenavne er mantraer eller skabende ord, skyldes det, at de symboliserer den kraft, der ligger bag skabelsen af selve universet. Andre guder symboliserer processerne efter skabelsen – for eksempel livets bevægelse. Skarabæen og dens gødningskugle, der er fyldt med æg, er et symbol på bevægelse. Khepera er solskiven i bevægelse over himlen. Khepera er imidlertid ikke identisk med åndsvidenskabens Sollogos (denne ufattelige bevidsthed, der benytter Solen som fysisk legeme). Khepera er blot et aspekt af Sollogos eller Ra, for Sollogos er identisk med egypternes Ra. I et af sine vigtigste aspekter symboliseres Ra ved skarabæen, og bliver til Khepe-Ra. Sollogos har skabt alt levende i solsystemet ud af sig selv, ligesom skarabæen, der er opstået af sin egen substans. Skarabæen (som herhjemme kendes som skarnbassen) ruller nemlig en kugle af sine ekskrementer, og lægger sine æg i den, og det er det, der menes, når man siger, at det nye liv fødes ud af dens egen materie. Derfor var skarabæen et strålende symbol på både Solen og livet, som konstant genføder sig selv. Den vingede solskive har principielt samme betydning som skarabæen, for den vingede solskive viser bevægelsen mod det højeste åndelige niveau repræsenteret af Ra. Navnet Khepera stammer fra ordet khopru, som betyder "at blive" eller "at blive genfødt". Der hentydes både til menneskets reinkarnation og til dets åndelige genfødsel. På det mikrokosmiske niveau er skarabæen identisk med menneskets ånd. Man kan sige, at mennesket er et lyspunkt i et større lys. Menneskets ånd begynder sin eksistens som en gnist af guddommelige kræfter. Når denne gnist af kræfter springer fra sit guddommelige ophav, skiller den sig ud, og er ikke længere en del af urhavet. Den er nu noget selvstændigt. Den er adskilt og isoleret fra urmaterien. De gamle egyptere ville sige, at mennesket havde skilt sig ud fra Nun. Processen korresponderer med skarabæens møddingkugle skabt af hunnen (stoffet), hvor larven (ånden), som er hannen, bryder ud af ægget og bliver noget selvstændigt.
Khepren
(Egyptologi). Se Khafra.
Khnum
(Egyptologi). De gamle egyptere troede på én Gud, men dette Ene Livsvæsen var tredelt i sin natur (den treenige Gud). Vædderguden Khnum er en af de tre egyptiske skaberguder i Guds trefoldige natur. De to andre er Atum og Ptah. Atum symboliserer ”bygherren” og Ptah er symbol på ”arkitekten”. Khnum symboliserer “håndværksmesteren”, der udfører “bygherrens” plan ved at omsætte “arkitektens” tegning til det kosmiske bygningsværk − universet. Khnum kaldes derfor også “den, der giver ånden form og liv”. Universets ”byggesten” består symbolsk af guder og gudinder, for de repræsenterer ånd og stof på forskellige niveauer. Gudekredsen symboliserer derfor selve bygningsværket. Khnum har menneskeskikkelse og vædderhoved. Han blev afbildet i form af en fladhornet vædder, som stammer fra en art, der hedder ”ovis longipes palæoægypticus”. Denne art uddøde omkring 2000 f.Kr. Ifølge legenderne var Khnum selvskabt ligesom skaberguderne Atum og Ptah. Det understreger, at han er et af de tre skabende aspekter af “Det Ene Livsvæsen”. Det siges videre, at Khnum var skaber af himlen. Der var altså ingen himmel eller intet univers, før Khnum udførte sin del af skaberværket. Derfor kaldte egypterne ham for “fædrenes fader og mødrenes moder”. Det var Khnum, der rejste himlen på sine fire søjler, oplyser den egyptiske skabelsesberetning. Han var ligeledes Jordens (den fysiske verdens) skaber, og skaber af underverdens (den usynlig verdens), samt vandets (urhavets) skaber. Han var skaber af alt stof, og var derfor ophav til “alt det, som er”. Når Khnum er skaber af “alt som er”, er han skaber af både guder og mennesker. Legenden siger, at han formede dem i ler på sin pottemagerdrejeskive. Han blev undertiden afbildet i færd med at skabe et menneske (sædvanligvis en farao) og hans ka (?) (astrallegeme) på en pottemagers drejebord. Derfor omtales han ofte som “pottemagerguden”.
Khnum-kronen
(Egyptologi). Khnum-kronen tilhørte den store skabergud Khnum, som manifesterede det fysiske univers. Faraoen bærer Khnum-kronen, når han er gudernes repræsentant, for det er hans opgave, at omsætte “Det Ene Livsvæsens” hensigt til fysisk manifestation i det egyptiske rige – på samme måde som guden Khnum, der manifesterede den guddommelige plan på kosmisk niveau. Midten af Khnum-kronen består af Osiris’ hvide Atef-krone med to strudsefjer (Benu-fuglens fjer), og den kaldes “illuminationens krone”. Se også Khnum.
Khonsu
(Egyptologi). Khonsu er en egyptisk gudesøn. Den thebanske triade består af Amon (faderen), Mut (moderen) og Khonsu (sønnen). Forenet symboliserede triaden Månen, som er deres fælles symbol. Amon er et lavere aspekt af Osiris. Mut er et lavere aspekt af Isis. Og Khonsu er et lavere aspekt af Horus. Man kan også sige, at lyset fra Solens triade (Osiris-Isis-Horus), reflekteres i Månens triade (Amon-Mut-Khonsu). Når den thebanske triade var adskilt, var det sønnen, Khonsu, der var månegud. Khonsus navn stammer fra verbet … “at krydse” – “han-som-krydser” (himlen). Khonsu er skæbneguden, som præsenteres i to aspekter: 1. Khonsu … “den som er i absolut hvile”. 2. Khonsu … “den der bringer skæbnen til udførelse”. Den første planlægger og forbereder det, der skal ske i menneskets liv. Den anden realiserer planerne. Khonsu blev afbildet som en mumie af et meget ungt menneske. Mumificeringen af hans fysiske legeme viser, at hovedet eller bevidstheden er kernen i symbolet. Han er kronraget bortset fra en prinselok, og det fortæller, at han er et barn – en uudviklet bevidsthed eller en ung sjæl under udvikling. Khonsu er symbol på menneskehedens skæbne og han er kronet med en halvmåne og en fuldmåne. I det gamle Egypten var Månen i visse tilfælde et gudindesymbol, fordi det illustrerer naturens rytmer og cyklusser. I andre sammenhænge symboliserer Månen sjælen, fordi Månen spejler Solens lys, lige som sjælen er en spejling af ånden eller monaden. Når Khonsu bærer nymånen, symboliserer han primært betingelserne for cyklisk vækst og vegetation. Nymånen symboliserer begyndelse, de tiltagende månefaser viser væksten, og fuldmånen er illuminationen. I hånden holder Khonsu flere sceptre, der rummer historien om menneskehedens skæbne: “Ankh-sceptret”, “was-sceptret”, “djed-søjlen” samt “heq” og “nekhakha” sceptret. Alle sceptre forenes – undtagen “wadj-sceptret” – en kraftstav med papyrus i fuld blomst. Han forener dermed alle kræfter undtagen energien for ekspansion, vækst og vegetation. Was-sceptret var gudernes symbol. Det ses i hænderne på alle guder. Was-sceptret er en kraftstav, der indeholdt den livgivende kraft. Den består af en stav, som i den nederste ende er formet todelt som en fork, og i den øverste er formet som et dyrehoved, der forestiller guden Seth. Det er fremstillet af en levende gren, der transporterer den livgivende saft. Men denne saft eller kraft stiger uden at kunne vende tilbage til roden, sådan som det sker i naturen. Der er tale om “ordets kraft”. Det skabende ord er den nærende saft, som endnu ikke er manifesteret. Igen møder vi skabelsens grundide, som blandt andet kendes fra Bibelen: “I begyndelsen var Ordet”.
Khopesh
(Egyptologi). Sejrens buede sværd. Se Chopesh.
Khufu
(Egyptologi). Khufu, som på græsk hed Cheops, var den anden konge i 4. dynasti (ca. 2.650 f.Kr.). Han er verdensberømt, fordi egyptologerne fastholder, at det var ham, der byggede den store Giza-pyramide. Men sandheden er, at der ikke findes historiske facts om pyramidebyggerne, og teorien er intet andet end gætteri. Man ved ganske enkelt ikke, hvem der byggede de store Giza-pyramider, hvornår de blev bygget og hvorfor. Nyere forskning og almindelig logik viser, at pyramiderne ikke er grave for konger. Sandsynligvis var de indvielsestempler, og de er opført i en fjern fortid længe før kong Khufu. Khufu er kendt fra legenderne. Herodot oplyser, at han lukkede templerne, og åndsvidenskaben bekræfter og tilføjer, at han også lukkede pyramiderne som arbejdende indvielsestempler, som således eksisterede før hans tid. Grækerne beskriver Khufu som ondskabsfuld og arrogant.
|
Kiirtan
(Sanskrit) Kiirtan er rytmisk religiøs sang ofte ledsaget af dans.
Kiromanti
(Græsk). Kiromanti er en af de åndsvidenskabelige videnskaber. Den går ud på at læse et menneskes anlæg og karakter og dermed dets skæbne ved tydning af håndens linjer og struktur.
Klardrøm
Klardrøm stammer fra engelsk "lucid dream", og betegner en usædvanlig klar drøm, som kan huskes tydeligere og længere end almindelige drømme. Udtrykket blev første gang brugt af den hollandske læge V. van Eeden i 1913.
Klarsyn
Se clairvoyance.
Klesha
(Sanskrit). Klesha betyder lidelse eller spænding. Klesha er "hindringer" (f.eks. udifferentieret bevidsthed). Klesah er tilbøjelighed til fornøjelser. Klesha er binding til livet. Ordret betyder klesha også “smerte og elendighed”. Ifølge yogatraditionen fødes mennesket med fem lidelser eller hindringer: Uvidenhed, egoisme, tiltrækning, frastødning samt klamren til livet.
Kobber
(Egyptologi). I de tidligste tider i det historiske Egypten anvendte man kun lidt kobber og bronze. Materialet blev hovedsageligt brugt til fremstilling af nåle, perler og andre simple genstande. Senere blev kobber brugt til visse ceremonielle genstande. Fra de første dynastier blev statuer af de kongelige og guderne udført i hamret kobber. Senere begyndte man at dekorere templerne med kobberbelægninger. I gamle Rige og i Mellemste Rige bar soldater våben af kobber. Egypten var ikke specielt rigt på metaller, bortset fra på Sinai, hvor minedriften var i gang allerede i 3. dynasti. I 1840 f.Kr. sendte Amenhotep III (18. dynasti) 734 mænd til Sinai for at “komme hjem med turkis og kobber”, men kort tid efter var minerne udtømte. De gamle egyptere var derfor tvunget til at importere stadig mere. Der er intet sikkert bevis for, at det var egypterne selv, der fremstillede bronze ved at blande gul kobber og tin for at skabe et hårdere metal. I inskriptionerne brugte egypterne samme ord for legeringer og det rene metal. I Ny Rige og senere i perioden anvendte håndværkerne “cire perdure” – metoden til støbning af elegante kobberstatuer af guder og mennesker. Egypten fortsatte med at bruge bronze til våben langt ind i jernalderen
Kobberalderen
Se Dvapara-yuga.
Kohæsion
Kohæsion stammer fra det latinske ”cohaesio”, der betyder ”sammenholdning”, ”sammenhæng”, og af ”cohaerere” − at ”hænge sammen'”) i betydningen indre sammenhængskraft for et stof. Kohæsion skyldes intermolekylære kræfter og er normalt størst for faste stoffer, mindre for væsker og mindst for gasser. Adhæsion, der er sammenhængskraften mellem to forskellige stoffer, skyldes også molekylære tiltrækningskræfter.
Kolossalstatuer
(Egyptologi). Kolossalstatuer er som navnet antyder statuer af enorm størrelse - ofte over 20 meter høje. De blev udhugget af en enkel stenblok, og de blev fremstillet fra de tidligste tider (Gamle Rige), men de største blev udhugget til de to faraoner i Ny Rige – Amenhotep III, som grækerne kaldte “Memnon” og Ramses II. For at fremstille disse giganter med den nødvendige præcision, måtte der være et ekstremt tæt samarbejde mellem arkitekten og stenhuggerne, for stenhuggerne kunne jo ikke se statuen i sin helhed under udhugningen. Et eksempel på dette enestående samarbejde ses på klippetemplerne ved Abu Simbel, hvor kolossalstatuerne er mejslet direkte ud i klippen. Kolossalstatuerne var oftest placeret ved indgangen til et tempel eller til et tempelafsnit, og statuernes størrelse symboliserede faraoen som gudernes repræsentant på Jorden. Når man passerede mellem kolossalstatuerne for at træde ind i det hellige tempel, blev man mindet om, at man nu forlod det menneskelige rige og trådte ind i det overmenneskelige rige.
Kom Ombo
(Egyptologi). Den oldegyptiske Ombos, hvis navn er blevet bevaret frem til nutiden, Kom Ombo (“Ombos bjerge”), er opstået på grund af stedets gunstige beliggenhed, idet det ligger ved Nilen, og ruterne fra Nubien mødes her og fører ind i Nildalen. Blomstringstiden fandt sted i den ptolemæiske periode, da byen blev gjort til hovedstad i nomen Ombite. Det var også på dette tidspunkt, at det storslåede Kom Ombo-tempel blev bygget. Der er intet tilbage af templet fra den tidligste periode. Resterne af byen, som nu er begravet af sand, ligger i det nordøstlige hjørne af plateauet. Tempelkomplekset, der ligger mod syd, blev udgravet og restaureret af De Morgan i 1893. Tempelområdet, som ligger cirka femten meter over Nilens gennemsnitlige vandstand, var omgivet af en murstensmur, hvor der på sydsiden er en port, der er bygget af Ptolemæ XII Neos Dionysos. Den vestlige del af porthvælvingen er blevet ført bort af Nilen, mens den højre halvdel stadig eksisterer. Den har relieffer, som viser Neos Dionysos ofre til Ombos forskellige guder. Ombos hovedguder var krokodilleguden Sobek (Suches) og falkeguden Horus Haroeris. Horus Haroeris er identisk med Horus den Ældre, og det store tempel blev bygget med det formål at tjene disse to guder, og er derfor planlagt som to sammenhængende templer. De var udsmykket med relieffer af Philometor, Euergetes II og Neos Dionysos. Kom Ombo-templet kaldes dualitetens tempel, netop fordi det er viet til to guder, som ved første øjekast repræsenterer modsætninger. Den ene er Horus Haroeris, som er identisk med Horus den Ældre og symbol på sjælen på sjælsplanet og dermed på lysets kræfter. Den anden er krokodilleguden Sobek, som symboliserer mørkets kræfter. Krokodilleguden Sobek er imidlertid en mangesidig figur, som skal forstås på flere niveauer. Sobek udgør i sig selv en dualitet, der repræsenterer både lysets og mørkets kræfter. Sobek er både det højeste og det laveste … lys og mørke … gud og stof … Osiris og Isis.
Komplementære
Komplementære vil sige to beskrivelser af det samme, der på samme tid udelukker hinanden og supplerer hinanden, og som begge er nødvendige og sande.
Koncentration
I meditation henviser ordet "koncentration" til et stadie af målrettet opmærksomhed. Koncentration er evnen til at samle alle tanker om ét eneste punkt. Forlænget koncentration er meditation.
Koncil
Et koncil består af præster eller andre repræsentanter for den samlede kirke, som mødes for at træffe afgørelser i trosspørgsmål. Af vigtige kristne konciler kan nævnes de økumeniske (eller almindelige) konciler, som blev afholdt mellem det 4. og 9. århundrede. Beslutningerne har haft gyldighed for den kristne kirke på verdensplan. Koncilerne betragtes navnlig som vigtige af de ortodokse kirker. Blandt vigtige konciler kan desuden nævnes det første og den andet Vatikanerkoncil i 1870 og 1962-65, hvor alle kardinaler og biskopper fra den romerskkatolske kirke deltog.
Konfutse
(Kinesisk) Confucius (Latin). Konfutse var Kinas store lærer og lovgiver. Han var stifteren af Kinas vigtigste religion, confucianismen. Konfutse blev født år 551 f.Kr., og han døde 477-8 f.Kr. Hans lære var på en meget højt etisk niveau, og han lagde stor vægt på børnenes kærlighed til og respekt for forældre og forfædre. Kuriøst nok blev han for ca. 200 år siden kanoniseret af den romersk-katolske kirke som en helgen.
Kongeriger
(Egyptologi). Gamle, Mellemste og Ny Rige repræsenterer Egyptens historie, som inddeles i tre store epoker eller “riger”. Gamle Rige omfatter 1.-6. dynasti, Mellemste Rige omfatter 12. dynasti og Ny Rige 18.-20. dynasti. De mellemliggende perioder kaldes henholdsvis Første og Anden Mellemtid. Sentiden omfatter traditionelt 21.-30. dynasti, men i den nyere forskning har betegnelsen Tredje Mellemtid vundet hævd som betegnelse for 21.-24. dynasti.
Kontemplation
I meditation er kontemplationsstadiet en tilstand, hvor personlighedens bevidsthed smelter sammen med sjælens bevidsthed. I denne tilstand er der ingen bevidsthed om adskilthed. Al personlig aktivitet ophører, og i stedet bliver mennesket bevidst om dets essentielle enhed med det guddommelige. Det er ikke personligheden, men sjælen der kontemplerer.
Koormasana
(Sanskrit). Koormasana er en betegnelse for yogaøvelsen ”skildpadden”. Koormasana er en avanceret yogastilling.
Koot Hoomi
Mesteren Koot Hoomi, som også er meget kendt i Vesten og har mange elever overalt, stammer fra Kashmir, selv om familien oprindeligt kom fra Indien. Han er også en indviet af høj rang og er på anden stråle for kærlighed-visdom. Han er en mand med et ædelt udseende, høj, skønt noget spinklere bygget end mesteren Morya. Han har en lys hudfarve med gyldenbrunt hår og skæg. Øjnene, som er vidunderligt dybblå, synes at udstråle tidsaldrenes kærlighed og visdom. Mesteren Koot Hoomi. har stor erfaring og en bred uddannelse, idet han oprindeligt er uddannet på et af de britiske universiteter og taler flydende engelsk. Han er umådeligt belæst, og alle gængse bøger og al litteratur på for skellige sprog finder vej til hans studerekammer i Himalaya. Han befatter sig i stor udstrækning med at belive visse af de store filosofiske retninger og interesserer sig for en række filantropiske virksomheder. Han er blevet overdraget det hverv hovedsageligt at stimulere manifestationen af den kærlighed, som ligger latent i alle menneskers hjerter, og i menneskehedens bevidsthed at vække sansen for broderskabets fundamentale kendsgerning. Specielt i denne tid interesserer mesteren Morya, mesteren Koot Hoomi og mesteren Jesus sig stærkt for arbejdet med så vidt muligt at forene østerlandsk og vesterlandsk tænkning, således at østens store religioner og den senere udvikling af den kristne tro med alle dens mange forgreninger kan være hinanden til gavn. Det er et håb, at der derved til sidst vil opstå en stor universel kirke.
Kopter
(Egyptologi). Ordet “kopter” blev først brugt i Europa i det 16. århundrede som en betegnelse for de kristne i det egyptiske samfund. Ordet stammer fra det græske “Aigyptios”, som opstod efter den arabiske invasion af Egypten det 7. århundrede. I lange perioder blev kopterne betragtet som de sande indfødte, og de bevarede deres sprog, der bestod af nogle af det gamle Egyptens folkedialekter, men som blev skrevet med det græske alfabet. I det 2. århundrede f.Kr. besøgte den nubiske småkonge Urgonaphor Abydos, og han skrev en graffiti på egyptisk med græske bogstaver. Han havde tydeligvis et meget begrænset kendskab til begge sprog. Senere blev nogle egyptiske tekster nedskrevet på græsk. Årsagen var givetvis, at man ønskede at sikre den rette udtale af de hellige formularer. De koptiske skrivere valgte at tilføje ekstra tegn for at kunne udtrykke de egyptiske konsonanter, som ikke eksisterede på græsk. Takket være denne opfindelse dukkede de første koptiske skrifter op i det 3. århundrede e.Kr., og det viste sig, at være en oversættelse af det Gamle Testamente, der sandsynligvis var skrevet af de jødiske samfund i Øvre-Egypten.
Koranen
(Arabisk) Koranen eller Al Quran er muslimernes hellige skrift.
Korintisk søjle
Der findes tre søjleformer i den klassiske kunst − den joniske, den korintiske og den doriske. De repræsenterer de tre metaller guld, sølv og kobber. Guld er den joniske søjle, som symboliserer visdommen. Dens kapitæl forestiller en skriftrulle. Sølv er den korintiske søjle, som symboliserer skønheden. Kapitælet forestiller akanthusblade, og den er symbol på livet. Kobber (?) tilhører den doriske søjle, som symboliserer styrken. Kapitælet forestiller en stødpude. Som fælles symbol repræsenterer de det sande, det smukke og det gode – eller religion, kunst og videnskab, som engang udgjorde en enhed.
Kors
Korset er et af de ældste og helligste symboler, der er udbredt over hele verden og langt ældre end kristendommen. Korset fandtes allerede i det gamle Egypten, eftersom den ældste form er Tat: + eller måske Tau: T. Den specielt egyptiske form var ankh-korset og en anden meget gammel form – måske den allerældste form – svastikaet. Se også Svastika.
Korsfæstelse
I åndsvidenskaben er korsfæstelse identisk med forsagelse, idet begrebet henviser til et stadie på udviklingens vej, hvor mennesket mister alt af værdi for personligheden. Det er et offer, der har ført til lidelse og død af alt det, man kendte. Intet jordisk kan længere binde dette højt udviklede menneske.
Kosha
(Sanskrit). Kosha betyder “hylster” og er den vedantinske benævnelse for menneskets forskellige legemer. Kosha er området for erfaring og eksistens. Se også Principper.
Kosmologi
Kosmologi er studiet af alle tings opståen, af deres opbygning og bevægelser og af systemets grundlæggende bestanddele. Kosmiske og åndelige love viser, at alt i tilværelsen er spejlinger af noget større. Alt gentager sig overalt i kosmos (?) og forbinder sig med hele livsmønstret. Dette er hemmeligheden bag alt livs enhed.
Kosmos
(Græsk). Kosmos er verdensaltet, universet – men bruges også om f.eks. et solsystem. Nogle forfattere (deriblandt H.P. Blavatsky) skelner mellem kosmos og cosmos, idet kosmos er hele det manifesterede univers, mens cosmos kun er vores solsystem som helhed.
Krama
(Sanskrit). Krama betyder ”sekvens” (række af forandringer).
Krauncha
(Sanskrit). I Puranaerne er Krauncha navnet på den 5. races kontinent – Europa-Asien.
Krishna
(Sanskrit). Krishna er en inkarnation af Vishnu – det bevarende aspekt. Krishna er en historisk person, der levede ca. 3.000 år f.Kr., og som deltog i “den store krig” – Mahabarata, men som samtidig er Vishnus (Ishvaras) avatar her på Jorden (jvf. Bhagavad-Gita). Krishna-skikkelsen er et stort mysterie, da der måske er tre (i hvert tilfælde to) Krishnaer, nemlig barnet Krishna, den mest elskede af alle Indiens guder, og avataren Shri Krishna fra Bhagavad-Gita. Historien om Shri Krishnas undfangelse, fødsel og barndom er en nøjagtig parallel til det Nye Testamentes beretning om Jesus frem til barnemordet i Betlehem. Se også Kristus.
Kristus
(Græsk). Kristus er Christos. Hos gnostikerne er det betegnelsen for 2. Logos. Forskellige stavemåder, Chrestos, Chrestes, indikerer de forskellige stadier af Logos’ nedstigning i stoffet. Ordet betyder “den salvede”. Det er en titel, der blev givet den fuldkomne mester, der havde modtaget den sidste salvelse, dvs. gennemgået den sidste indvielse, der symboliseres ved korsfæstelsen. Titlen Christos eller Kristus blev givet Jesus af Nazareth, fordi Kristus (verdenslæreren), benyttede disciplen Jesu legeme. Kristusprincippet i mennesket, som Paulus (der var en indviet)taler om, er faktisk det samme som atma-buddhi-manas – menneskets højere princip. Kristus blev kaldt "verdens lys", fordi han var legemliggørelsen af kærlighed og symbolet på den guddommelige hensigt. I åndsvidenskaben arbejdes der med den kosmiske Kristus, den historiske Kristus, den planetariske Kristus og Kristus i menneskets hjerte. Ifølge åndsvidenskaben tilhører Kristus ikke de kristne, men hele menneskeheden uanset nation, race, religion, social eller kulturel baggrund. Han er den samme, som anerkendes i andre ideologier med andre navne. Han er Messias i Det gamle testamente, Guds søn som overskyggede Jesus af Nazareth i Det nye testamente, i Østen er han Bodhisattva eller Herren Maitreya, i Mellemøsten er han Imam Mahdi og i Indien er han Krishna. Kristus er reelt et princip, som forener den kosmiske kilde, den planetariske manifestation og mennesket.
Kristusbevidsthed
Ifølge åndsvidenskaben kan ethvert menneske udvikle Kristusbevidsthed − eller den kvalitet, der er kærlighed i det enkelte menneske og i menneskeracen som helhed. Når et menneske opnår Kristusbevidsthed, er det lavere fuldstændig underlagt det højere, det materielle er underlagt det åndelige og det personlige er underlagt det guddommelige.
Krita-yuga
(Sanskrit). Den første af hinduernes fire yugaer eller tidsaldre. Den nuværende Maha-yuga inddeles i Krita- eller Satya-yuga, Treta-yoga, Dvapara-yuga og Kali-yuga. Krita-yuga, der også kaldes guldalderen, varede i 1.726.000 år.
Kriya
(Sanskrit). Kriya betyder aktivitet. Kriya er en dynamisk yoga-praksis, hvor sansernes kaos bringes til ro, således at mennesket derved kan opnå en stadig voksende identitet med den kosmiske bevidsthed.
Kriya yoga
(Sanskrit). Kriya (?) yoga er en avanceret kundalini-yogateknik.
Kriya-shakti
(Sanskrit). Kriya-shakti er evnen til at skabe et legeme med viljens kraft. En mester uden fysisk legeme skaber sig et legeme på de forskellige planer ved hjælp af Kriya-shakti. Kumaraerne skabte sig eksempelvis legemer ved hjælp af Kriya-shakti ved ankomsten til Jorden.
Krodha
(Sanskrit) Krodha betyder vrede.
Krokodille
(Egyptologi). Solen (livslyset) og krokodillen dukker begge op af vandet (urhavet), og på grund af de gamle egypternes holistiske syn på samspillet mellem universet og Jorden, gav de krokodillen guddommelig status i form af krokodilleguden Sobek (Suchos). Overalt i Egypten var der templer viet til denne gud, som havde sin storhedsperiode i Mellemste Rige. Ved Krokodilopolis ved Faijum og langs Karun-søen var han hovedguddommen. Halvdelen af det smukke tempel ved Kom Ombo (?) var viet til ham. I en genial syntese sammensmeltede præsterne mange egenskaber i Sobek – i stil med guden Amon. Præsterne i Krokodilopolis sang hver morgen denne hymne: “Hil dig Sobek, Ra, Horus almægtige gud. Hil dig Sobek af Krokodilopolis. Hil dig, du som rejste dig af urhavet – Horus, Egyptens leder, tyrenes tyr, det store maskuline væsen, Herren over de flydende øer …” Sobek personificerede dermed både Solen, Jorden og vandet, som gav Egypten liv. Se også Sobek.
Kronchakra
Kronchakraet befinder sig på overfalden af menneskets æteriske legeme over issen. Chakraet er tilknyttet kroncentret, der er forbundet med pinealkirtlen i hjernen. Chakraets funktion er åndelig vilje. Det forbinder det fysiske menneske til det atmiske plan. I den sene pubertet og i den tidlige voksenalder giver uddannelsessystemet mulighed for ikke alene en løbende udvikling af alle de stadier, der ligger forud, men også for en forædling og en intensivering af den abstrakte tænkning, som fører til udvikling af intuitionen gennem stimulering af kronchakraet eller (sahasrara). På dette tidspunkt dukker voksenlivets ansvar op, og integrationen af kærlighed og intelligens skaber udvikling af viljen, som er et udtryk for “positiv intention” – ikke “stædig vilje”. På dette stadie har raja yoga meget at give – og samtidig skabes grundlaget for det senere arbejde i agni-yoga.
Kroner
(Egyptologi). Kroner blev båret af både konger, dronninger, guder og gudinder i det gamle Egypten. Der var talrige kroner, og man kender ikke betydningen af dem alle, men det har været muligt at afdække symbolikken ved de vigtigste. Som hersker over Øvre- og Nedre-Egypten bar faraoen dobbeltkronen (Pasekhemty), som bestod af en hvid krone (Hedjet), som var inde i og rejste sig over en rød krone (Deshret). Dobbeltkronen symboliserer det ydre herskerembede (Øvre- og Nedre-Egypten), men havde også en symbolsk dimension: Beherskelse af den lavere menneskelige natur eller personligheden (den hvide krone) og den højere menneskelige natur eller sjælsnaturen (den røde krone). Den indre og den ydre verden udgør en helhed ifølge de gamle egyptere, og det var ethvert menneskes mål at opnå fuld beherskelse af menneskets totalitet. Kampen og den endelige sejr blev repræsenteret af faraoen. Den røde krone blev desuden båret af gudinder som for eksempel Neith og Wajdjet, og den hvide krone af gudinden Nekhbet. I almindelighed bar guderne kroner for at vise deres kræfter – for eksempel solskiven (Ra eller Ra Herakte). De dobbelte fjer (himmelguder, falke og Amon), kohorn (Isis, Hathor etc.), vædderhorn (Khnum, Amon etc.) Sædvanligvis bar guder og konger kroner i forbindelse med tempelceremonierne. Kronerne var ofte sammensat af flere elementer – for eksempel Osiris’ Atef-krone, der bestod af den hvide krone med en solskive samt to strudsefjer på hver side. Andre var endnu mere komplekse, idet de også havde vingede solskiver, skarabæer og plantesymbolik arrangeret symmetrisk. Se desuden "dobbeltkronen", "hvide krone", "røde krone", "blå krone", "Atef-kronen", "Amon-kronen", "Khnum-kronen" og "Nemes-hovedklædningen".
Kronologi
(Egyptologi). Den kristne periode har givet os en universal kronologi, som kan anvendes ud fra et fastsat tidspunkt. Egypternes dateringssystem var ikke tilsvarende praktisk, for de beregnede tiden ved at begynde ved år 0, hver gang en farao besteg tronen. Derfor skrev de: “I Ramses’ 5. år”, “i Amenhoteps 20. år” etc., uden at sætte det i forbindelse med den foregående faraos regeringstid. De oplyste ikke engang antallet af forskellige faraoner med samme navn, men differentierede de forskellige Ramses-faraoner, Amenhotep-faraoner etc. ved hjælp af forskellige elementer i deres titler. Der er derfor store problemer med at fastlægge, hvornår den ene regerede før den anden, og ikke mindst hvornår. Derfor arbejder forskerne med “relativ kronologi”, og derfor sker der løbende ændringer og tilpasninger af kronologien.
Kryptomnesi
Kryptomnesi er det underbevidste erindringsliv, som er forbundet med trancefænomener og mulig overførsel af paranormale informationer.
Krystallomanti
Krystallomanti erbetegnelsen for spådom ved hjælp af en krystalkugle.
Kshattriya
(Sanskrit). Den 2. af Indiens oprindelige fire kaster – krigerkasten.
Kshit
(Sanskrit). Kshiti er en af devaerne (guderne) for de fem manifesterede elementer. Se Elementer.
Kukkutasana
(Sanskrit). Kukkutasana er en betegnelse for yogastillingen ”hanekyllingen”.
Kumaraer
(Sanskrit). Kumaraerne er “flammens herrer” eller “ildens sønner”. De udgør et åndshierarki, som på et tidspunkt kom til Jorden for at lede menneskehedens udvikling. Åndsvidenskaben oplyser, at det skete i lemurisk tid. De fire kumaraer ankom fra Venus (hvor udviklingen er længere fremme end her) til Jorden i menneskehedens 4. runde i midten af den 3. rodrace (Lemurien) for at grundlægge det åndelige hierarki på Jorden og overtage klodens indre styrelse. De kom sammen med 30 hjælpere, som alle var mægtige væsener af forskellige grader. Der omtales i reglen kun fire kumaraer, nemlig den øverste blandt disse mægtige væsener – Sanat Kumara – og hans tre brødre eller disciple, Sanaka, Sananda og Sanatana Kumara. Nogle gange nævnes der syv. De tre andre er Jata, Vadhu og Panchashikha Kumara. Sanat Kumara lever på Jorden ved det mystiske Shamballa ved Gobi, selv om han hverken har et permanent fysisk legeme eller hvad vi kalder overfysiske legemer. Han skaber sine legemer ved “kriyashakti”. Han er overhoved for det åndelige hierarki, som kaldes Det Store Hvide Broderskab, som består af mestre og deres indviede disciple. Fra Venus medførte kumaraerne bl.a. kimen til hveden og til bierne. I den hinduistiske gudelære benyttes ordet kumara, som ordret betyder “jomfruelige ynglinge”, også om Brahmas syv Sønner, der nægtede “at skabe”, dvs. forplante deres art, og som derfor “vedblev at være yogier.” Den symbolske skikkelse, der omtales i Bibelen som Melkisadek, kan være identisk med Sanat Kumara.
Kumaris
(Sanskrit) Kumaris betyder datter.
Kumbhaka
(Sanskrit). Kumbhaka betyder tilbageholdelse af åndedrættet. Kumbhaka er tilbageholdelse af puraka og rechaka, som er henholdsvis indånding og udånding.
Kundalini
(Sanskrit). Kundalini er en latent åndelig kraft – en vigtig psykisk nerveenergi. Kundalini i forbindelse med menneskelegemet er en kraft, der findes latent i selve stoffet. Det er det integrerede liv i hvert atom. Kundalini eller kundalinishakti er “slangeilden”, der ligger latent og kan vækkes i ethvert menneske. Stoffets ild blander sig først med den praniske ild (som vitaliseres af det æteriske miltcenter) og senere med sindets ild. Den naturlige udvikling er en langsom og jævn bevægelse opad gennem chakraerne eller kraftcentrene i den æteriske rygsøjle (ikke den fysiske) i overensstemmelse med menneskets udvikling. Opvækkelsen medfører en såkaldt “kundalinirejsning”, som kan medføre stærke oversanselige evner. Kundalini står i direkte forbindelse med eller er et aspekt af buddhi, den åndelige skabende, elektriske kraft. Når den vækkes for tidligt, og hvis den ikke ledes ad den rette vej, kan den meget let virke ødelæggende og endog dræbende i stedet for skabende. Det anbefales derfor, at man på ingen måde forsøger at fremskynde rejsningen af kundalini. Kundalinikraften er virksom i ethvert menneske. Det enkelte menneskes åndelige niveau er udtryk for det niveau, kundalinikraften har nået i dette menneske. Kundalini-rejsningen sker automatisk og naturligt i livenes løb, men en stimulering i utide kan være katastrofal.
Kundalini shakti
(Sanskrit). Kundalini (?) shakti henviser til menneskets potentielle energi, der ligger slumrende i mooladhara (rod) chakra som en spiralrullet slange. Når Kundalini shakti vækkes, rejser den sig op gennem sushumna nadi. Se også Kundalini.
Kundalini yoga
(Sanskrit). Kundalini (?) yoga er en filosofi, der fortolker vækningen af den potentielle energi og den iboende bevidsthed i menneskets legeme og sind.
Kundskabens hal
Kundskabens hal er et bevidsthedsfelt, der befinder sig på det øverste astralplan (det atomare). Kundskabens hal er betegnelsen for det sted eller plan, der er kendetegnet ved sjælens stræben efter at kontrollere formen og stoffet, indtil der er skabt en balance, hvor personligheden ikke kontrolleres af hverken sjæl eller form. I denne proces oplyses mørket gradvis af Kristusbevidsthedens lys, og uvidenhed forvandles til kundskab. Kundskabens hal kaldes også Lærdommens hal. Se desuden Uvidenhedens hal og Visdommens hal.
Kunjal kriya
(Sanskrit). Kunjal kriya (?) er en shatkarma-teknik til rensning af maven ved at drikke vand og derefter skylle det ud ved at fremtvinge opkastning.
Kurmsasana
(Sanskrit). Kurmsasana er en yogastilling, der kaldes ”skildpadden”.
Kusha
(Sanskrit). I Puranaerne er Kusha navnet på den 4. races kontinent – At-lantis.
Kuthumi
Se Koot Hoomi.
Kutilangasana
(Sanskrit). Kutilangasana er en yogaøvelse, der kaldes slangestillingen.
Kvæg
(Egyptologi). Der fandtes vildkvæg i det gamle Egypten. Kvægflokke vandrede frit omkring, og faraoen og hans hof gik på jagt efter det vilde kvæg. Den store, stærke tyr, som var kvægflokkens leder, har i alle tider været et kraftfuldt symbol på grund af styrken og de farlige horn. Faraoen var et symbol på menneskets sjæl, og kvægflokkene repræsenterede de skjulte, dyriske eller primitive kræfter i menneskets underbevidsthed. Når faraoen – lysets søn – nedlagde en tyr under jagten, var det et symbol på det godes sejr over det onde – lysets sejr over mørket.
Kwan-Shai-Yin
Se Kwan-Yin.
Kwan-Yin
(Kinesisk) Kwan-Shai-Yin (?) svarer til sanskritbegrebet Avalokiteshvara og er således en androgyn guddom ligesom Tetragrammaton og alle oldtidens Logoi. I nogle sekter i Kina bliver Kwan-Shai-Yin menneskeliggjort og fremstillet med kvindelige kendetegn. I sit kvindelige aspekt bliver Kwan-Shai-Yin til Kwan-Yin − barmhjertighedens gudinde, som kaldes ”den guddommelige stemme”. Den sidstnævnte er skytsgudinde for Tibet. Man finder ingen kvindelig skaber i noget eksoterisk, religiøst system, og lige fra de folkelige religioners allerførste begyndelse er kvinden derfor blevet betragtet (og behandlet), som om hun var manden underlegen. Kun i Kina og Egypten blev Kwan-Yin og Isis stillet på lige fod med de maskuline guder. Åndsvidenskaben lader begge køn ude af betragtning. Den højeste guddom er både kønsløs og formløs − hverken fader eller moder. Og de første manifesterede væsener − både de himmelske og de jordiske − bliver først lidt efter lidt androgyne for til sidst at dele sig i klart adskilte køn.
Kædeperiode
Udtrykket kædeperiode stammer fra åndsvidenskaben, og dette udtryk har relation til det, man kalder ”læren om cyklusserne”. Det påstås i åndsvidenskaben, at al manifestation er cyklisk, hvad enten det drejer sig om et univers, en klode eller en eller anden aktivitet eller tilværelsesform i dette univers eller på denne klode, og at der kan være tale om århundreder, tiårsperioder, år, måneder, etc. eller inden for menneskelig erfaring dag og nat, vågen tilstand og søvn eller andre perioder, der tydeligvis gentager sig. Det, man kan komme til erkendelse af, har sin oprindelse i det, der er uerkendeligt, og som efter æoners forløb vender tilbage til det, hvorfra det kom, idet det medbringer frugterne af al den erfaring, der er indhøstet i løbet af den store aktivitetsperiode. Denne hypotese omfatter forestillingen om kæder af verdener eller kloder af forskellige grader af stoflighed. Nogle af dem er synlige og andre usynlige, men de er alle forbundet med hinanden som aktivitetsområde for en bestemt bølge af manifesteret eller aktivt liv. Udtrykket kædeperiode bruges som betegnelse for det tidsrum, en livsbølge er om at passere syv gange gennem en kædes syv kloder. Hver enkelt passage kaldes en runde.
Kærlighedsdigte
(Egyptologi). “Din hud er som et alrunebær, din kærlighed er i mit legeme som et siv i vindens arme”. I Ny Rige blev musik og dans populært, og kærlighedsdigte og -sange begyndte at vise sig i litteraturen. Adskillige eksempler fra 19.-20. dynasti er bevaret på papyrus. Disse sange blev sunget eller reciteret ved festlige lejligheder akkompagneret af fløjter og harper. De blev ikke skabt som improvisationer af omvandrende troubadourer, men blev digtet bevidst med tilsløret lidenskab og følelser, der kom til udtryk med stor elegance. Og de var fulde af diskrete billeddannelser. “Træerne er skabt til at tale og fuglene til at kvidre. Hvor er det skønt at vandre nær ved en, man elsker”. – “Oh il hurtigt til din søster som en jaget gazelle, der springer gennem ørkenen – dens klove vakler, dens ben svækkes, benene er styret af panik – en jæger og hans hund er i hælene på dem, de ser ikke støvskyerne, der rejser sig – et hvilested viser sig at være en snare, og den søger mod floden, måtte den krydse den til dit elskede tilflugtssted og kysse hendes hænder fire gange – du søger din søsters kærlighed, Den Gyldne har givet hende til dig, oh du min ven”.
|
