Ibis
(Egyptologi). Rejsende i Egypten tror ofte, at de ser den hvide ibis ved Nilens bredder, men de forveksler den med den hvide kohejre, der findes overalt i Egyptens vådområder, og her ser man fuglen fjerne insekter fra ryggen af de store bøfler og køer, der græsser ved Nilens bredder. Men på reliefferne er det ikke dette medlem af hejrefamilien, der er afbildet, men den ægte ibis. Tre ibis-arter var oprindeligt hjemhørende i de egyptiske sumpe – ”ibis falcinellus”, en trækfugl med brun fjerdragt, der stadig besøger landet hvert år, og som ifølge legenderne forsvarer landet imod invasion af vingede slanger – ibissen med fjerbusken og den bronzefarvede fjerdragt, men denne ibis-art findes ikke længere i Egypten, men lever kun på tempelvæggene og i gravene, for der er den en hieroglyf, som betyder ”at stråle” samt afledninger heraf. Endelig er der den smukke, hellige ibis med den snehvide krop og med sort hoved og hale. Denne ibis blev betragtet som et symbol på visdomsguden Tehuti (Thoth). Navnet ”nib”, som den ofte blev kaldt, har overlevet til nutiden, men den levende fugl kan ikke længere ses ved Nilens bredder i Egypten, hvorimod den har overlevet i Sudans vådområder. Desuden kan den ses i Egyptian museum i Cairo og i Hermopolis i Mellem-Egypten – Tehutis hellige by – hvor mumier af den hellige fugl er bevaret. Se også Thoth.
Iccha
(Sanskrit). Iccha betyder "vilje".
Ida
(Sanskrit). Ida er en af hovednadierne (æteriske nervebaner), der løber til venstre for og langs rygsøjlen og forbinder rodcenter med hovedcenter.
Ikonografi
Ikonografi er betegnelsen for et billedes tolkning eller betydning.
Ild
Ild er den åndsvidenskabelige symbolik for ånd, forstået som et aktivt, besjælende princip i modsætning til formen eller stoffet.
Ild ved friktion
I åndsvidenskaben er "ild ved friktion" betegnelsen for "stoffets ild" – eller åndedraget – eller varme fra moderaspektet. Er knyttet til tredje stråle.
Ildens sønner
Se Kumara.
Ildgang
Ildgang eller fire-walking (engelsk) er evnen til at gå på glødende kul uden at blive skadet og uden at føle smerte.
Ilissos
Den Ilissos eller Ilissus var en flod i det gamle Grækenland. Nu er den stort set blevet kanaliseret ind i undergrunden. I antikken løb den uden for Athens forsvarsmure. Platon skrev om det i sin ”Critia's” dialog, at Ilissos floden repræsenterede en grænse i den antikke Akropolis.
Illumination
(Latin). Illumination betyder “oplysning”, men er i åndsvidenskaben be-tegnelsen for højere indvielse. Når sjælens udstrålende lys modtages, forstår det fysiske menneske med sin hjernebevidsthed, det, som tidligere var skjult. Den oplyste tænkning modtager sjælsviden. Udtrykket bruges navnlig om den selvindvielse, som Buddha nåede i sin sidste inkarnation, hvor han nåede til den endelige oplysning eller illumination under Bodhi-træet.
Illusion
(Latin). Se Maya.
Illusionslegeme
Se Mayavirupa.
Imagination
(Latin). Imagination eller skabende imagination er en betegnelse for menneskets forestillingsevne. Det er menneskets billeddannende evne eller kraft til at skabe mentale billeder. Først skabes tankeformen, derpå ønsket om at virkeliggøre det, man forestiller sig. Ved at handle "som om", kan et menneske bevidst fremkalde den skabende imagination. I åndsvidenskaben må imagination ikke forveksles med fantasi. Lige som fantasi er imagination en evne, der er knyttet til astralplanet, med imagination er desuden, baseret på erindringer fra tidligere inkarnationer. Fantasien er på en måde imaginationens “spejlbillede”.
Imhotep
(Egyptologi). I museerne findes der adskillige små bronzefigurer af en hellig egypter, der sidder med et udrullet stykke papyrus på knæene. Han ser lidt stiv og formel ud. Hans navn er Imhotep, den guddommeliggjorte vismand. Man ved kun meget lidt om hans liv og arbejde. Vi ved dog, at han var kong Djosers rådgiver (3. dynasti ca. 2.800 f.Kr.). Forskerne antager, at det var ham, der var hjernen og arkitekten bag trinpyramiden ved Sakkara, men der er intet bevis for denne teori. Legenderne om Imhotep overlevede til den persiske og ptolemæiske periode, hvor han blev skytshelgen for “arbejdets overvågere”. De bøger, han skrev, og endog hans grav, er forsvundet. Han blev som sagt guddommeliggjort, men han blev ikke tilbedt som arkitekt, men som en healingsgud, og hans sanktuarie i Sakkara, som grækerne kaldte Asklepieion, blev efterhånden et helbredelsestempel, som handicappede fra hele Egypten søgte til. Hans popularitet spredtes til hele landet, og overalt blev bygninger viet til ham – i Theben (Karnak, Deir el-Bahari, Deir el-Medina) og på Philae-øen, hvor Ptolemæ V byggede et sanktuarie til ham. Hans berømthed var stor både blandt grækerne, som kaldte ham “Imuthes”, og blandt egyptere, og der findes mange bøger, der omtaler hans mirakuløse helbredelser.
Imperil
Mesteren Morya anvender betegnelsen "imperil" som udtryk for en ødelæggende gift, der dannes på grund af irritation, og som langsomt spreder sig i menneskets nervesystem og gradvis nedbryder det æteriske og astrale legeme.
Incubus
Incubus (latin = incubo = mareridt). Incubus er betegnelsen for bestemte laverestående astralelementaler, der sædvanligvis tiltrækkes af vibrationer fra menneskers begærliv. Sucouba er en feminin elemental, mens Incubus er en maskulin. Ifølge mytologiske traditioner, lægger en incubus sig på sovende kvinder, for at have samleje med dem. En incubus kan søge seksuel forbindelse for at blive far til et barn som i sagnet om Merlin. Religiøse traditioner advarer om, at gentagne samlejer med en incubus eller succubus forringer sundheden eller medfører døden.
Indifferens
Indifferens eller guddommelig indifferens er frihed for binding til formen (ikke-selvet). Indifferens er en upersonlig reaktion, som er en af de hurtigste metoder til sjælens frigørelse fra personligheden. Guddommelig indifferens er baseret på en dyb tro på, at det udødelige væsen i formen består, mens personlighedsproblemer og -fejl toner bort på grund af manglende interesse.
Individualisering
Se gruppesjæl.
Individualitet
Individualitet er et udtryk for det højere selv – sjælen, idet menneskets sjæl er årsag til eksistens som individuel entitet. Individualitet er det, der er karakteristisk for en enkelt person, som gør mennesker forskellige og adskiller os fra andre i tid og rum. Den bagvedliggende årsag er, at den udødelige og guddommelige "individualitet" består evigt, mens den dødelige, menneskelige "personlighed" forgår.
Indra
(Sanskrit). Indra er en af devaerne (guderne) for de fem manifesterede elementer – Æterens Herre. Se Elementer.
|
Indrajala
(Sanskrit). Indrajalabetyder "vildfarelse".
Indriya
(Sanskrit). Indriya betyder "sanser" – de sensoriske hedder jnanendriyas og de motoriske kamendriyas. Indriya henviser til sanseorganerne – de fem handlingssanser, som er fødder, hænder, udskillelse, forplantning og mund – samt de fem kundskabssanser, som er lugt, smag, syn, følelse og hørelse.
Indvielse
Indvielse er et nyt stadie i det åndelige liv og er en del af den normale evolutionære udviklingsproces, der medfører fremadskridende udvidelser af bevidstheden. Ordet indvielse kommer fra det latinske “initia”, der betyder de første grundsætninger i en videnskab. “Initia” eller “initiation” eller indvielse blev benyttet i mysterierne, hvor man sagde, at ypperstepræsten (hierofanten) “initierede” kandidaten i kundskaber, der hidtil havde været hemmelige. Der findes “større” og “mindre” indvielser med mange grader eller trin. I åndsvidenskaben regnes der med fire store indvielser som fører til den 5., der giver mesterskab – Asekha-indvielsen. Forud for indvielsen skal kandidaten undervises og bestå adskillige prøver, der ofte er meget vanskelige. Selv om enhver indvielse er absolut betinget af kandidatens indre udvikling, er den desuden en ydre ceremoni eller højtidelighed. De fem indvielser har relation til de fem markante hændelser i Jesu liv: Fødslen i Betlehem, dåben i Jordanfloden, transfigurationen på Karmels bjerg, korsfæstelsen på Golgata og opstandelsen og himmelfarten. For at tage den sjette indvielse må en mester eller adept gennemgå en intensiv undervisning i planetarisk esoterisme. En sjette indviet er en "chohan af sjette grad" (en Herre), og en syvende indviet er en "chohan af syvende grad" (en Buddha).
Indvielse i Egypten
(Egyptologi). I Egypten omtales indvielser altid som "en ny fødsel" eller "en fødsel til sandheden", for processerne var i sandhed en åndelig og intellektuel genfødsel af menneskets sjælskontakt. Dermed var en indvielse (?) også en fødsel til en højere og renene selvbevidsthed, og derfor kaldte man mennesker, der gennemgik en indvielse for "indviede" eller "de genfødte". I Indien kaldte man disse genfødte for "dvija" – et sanskritord, der betyder "dobbeltfødt". I Egypten kaldte man dem "solens sønner" eller "den dobbelte Horus". Indvielse er et nyt stadie i det åndelige liv, og er en del af den normale evolutionære udviklingsproces, som medfører fremadskridende udvidelser i bevidstheden. Se også indvielse.
Initiation
(Latin: Initiatio). Af roden “initium” som betyder indgang eller begyndelse. Hos grækerne og romerne henviste ordet til optagelse i en mysteriekult. Initiation er indgangen til eller begyndelsen på et nyt liv som indviet (i skjulte mysterier). Indvielserne har altid været inddelt i forskellige grader eller niveauer, der hver blev afsluttet med strenge prøver.
Inkarnation
(Latin). Inkarnation er sjælens eller åndens “indtræden i kødet” eller “atter i kødet”. Inkarnation opfattes derfor som regel som et fysisk liv fra fødsel til død, men inkarnationen begynder reelt ved sjælens nedstigning fra sjælsplanet (kausalplanet) gennem mentalplanet og astralplanet til det fysiske plan, og slutter først efter den fysiske død, den astrale død og den mentale død, når sjælen vender tilbage på sit eget plan. Ethvert menneske er en inkarnation af et åndeligt princip (sjælen), og enhver sjæl sender en lang række personligheder i inkarnation. Derfor kædes ordet sammen med forstavelsen “re” (atter), og bliver til reinkarnation, hvilket hentyder til de gentagne inkarnationer. Sjælen og ånden inkarnerer alene for at vinde erfaringer i de tre lavere verdener (fysiske, astrale og mentale), for til slut at beherske det lavere personlige selv og derved opnå kontrol over den tanker, følelser og handlinger. Når alle erfaringer er gjort, og den erfarne sjæl har overtaget styringen i de tre verdener, er der ikke behov for flere inkarnationer. Ordet inkarnation benyttes også om monadernes liv i de lavere naturriger, f.eks. dyreinkarnationer, men benævnelsen bør strengt taget kun benyttes om liv i menneskeriget.
Inspiration
Inspiration er betegnelsen for en tilstand, hvor mennesket kan lade sig påvirke af højere impulser, tanker eller begreber, som det normalt ikke umiddelbart er i stand til at modtage. Inspiration stammer derfor fra en kilde, der er højere end menneskets personlighed.
Instinkt
Instinkt er ubevidst erfaringsmateriale, der gennem evolutionen er indbygget i de lavere legemer.
Integration
I åndsvidenskaben anvendes ordet integration i betydningen af at samordne personligheden – det vil sige de lavere legemer (mentallegemet, astrallegemet og det fysisk/æteriske legeme) til en helhed underordnet sjælen, sådan at sjælen har kontrol over personligheden.
Intuition
(Latin). Intuition i åndsvidenskabelig forstand er direkte åndelig erkendelse. Intuition er sjælens buddhiske evne – det vil sige evnen til at erkende sandheden uden hjælp af logik og viden. Intuition er derfor en direkte erkendelse af og viden om sandhed. Ren intuition kan bedst defineres som enhedsbevidsthed, der udspringer fra det buddhiske plan. Det er en spontan indsigt i den større guddommelige helhed og plan, som ligger bag livets udfoldelse på Jorden. Intuitiv indsigt vedrører ikke enkeltpersoner, men altid helhed, grupper af mennesker, fremtiden og den højere mening og formålet med livet. Intuition giver mennesket en klar viden om, hvilke højere formål det skal tjene. Når intuition virker i forbindelse med følelseslivet opstår kærlighed, når samme enhedsbevidsthed udtrykker sig gennem mentallegemet opstår visdom. Intuition må ikke forveksles med instinktiv telepati, som er en proces hvormed et menneske via sin indføling spontant kan vide, hvad der sker i et andet menneske. Denne type indføling kan rumme illusioner – det gør intuitionen aldrig. Jung har anerkendt intuitionen som en selvstændig psykologisk erkendelsesform, der er lige så sand og legitim som alle andre typer af erkendelse. Det samme har den transpersonlige psykolog Roberto Assagioli. Han placerer intuitionen som en højere erkendelsesform, og den indtager en central plads i hans psykologiske system. Assagioli definerer intuitionen som “den direkte erfaring af enhed med den ultimative virkelighed”. Intuitionen kan give mennesket en direkte oplevelse af at være en del af den overordnede helhed uden at vedkommende kan forklare alle detaljer i dette forhold.
Invokation
Videnskaben om invokation og evokation er videnskaben om påkaldelse og svar − eller at bede og modtage. Invokation betyder at "nedkalde" eller "påkalde". Når vi invokerer anvender og kombineres tanker, følelser, imagination (?) og vilje. Enhver årsag har en virkning og enhver invokation resulterer i et svar − en evokation. "Den Store Invokation" er en universel verdensbøn − en påkaldelse, som ikke tilhører hverken enkeltpersoner eller grupper. Den er givet til hele menneskeheden.
Involution
Livsbølgen i form af "livsgnister" forlader "Faderens hus" som ånd (monader) for at forblive på det monadiske plan gennem hele involutions- og evolutionsperioden. Den efterfølgende proces, hvor hver ånd (monade) nedsænker en energitråd eller livstråd i stadigt tættere stof, indtil det laveste og tætteste punkt er nået, kaldes involution − eller indvikling (i stoffet). Den anden halvdel af processen, hvor livet vender tilbage kaldes evolution − eller udvikling. Livet vikler sig igen ud af stoffet. Det er denne proces, der berettes om i lignelsen om den fortabte søn. Se også Evolution.
Involutionsbue
Se Evolutionsbue.
Ishta
(Sanskrit) Ishta betyder elsket. Hvis man er hindu har man en "yndlingsgud" (Ista-devata), som man dyrker mere intenst end de andre guder. Det personlige mantra er som regel navnet på denne guddom. Alle guder er på trods af deres forskelle i virkeligheden udtryk for højere bevidsthedstilstande.
Ishvara
(Sanskrit). Ishvara eller Isvara er et filosofisk begreb, der stammer fra hinduismen, og som betyder den ”Højeste Herre” eller den ”Højeste Lærer”. Ordet oversættes ofte med Herre eller Mester. Ordet anvendes også på et verdsligt niveau som betegnelse for en hvilken som helst mester eller konge. Begrebet bruges også i buddhismen, hvor det betyder et kraftfuldt men ikke almægtigt væsen. I åndsvidenskaben svarer Ishvara til den manifesterede Logos – den “personlige” gud. Benyttes også til tider om den guddommelige ånd i mennesket. Ishvara er desuden yogaudøverens eller yogiens personlige gud(s-begreb) − et kollektivt bevidsthedsstadie. Se også Avalokitesvara.
Isis
(Egyptologi). Den egyptiske gudinde hed oprindeligt “Ast”, som betyder “trone”. I en senere periode ændrede det oldegyptiske navn sig til ”Issa”, som forgrenede sig til det græske “Isis” som er identisk med “Sirius” … “Astri” (Indien) … “Ishtar” (Babylon) … Asthare (syrisk) … “Ester” (jødisk) … “Aster” (Latin)., “Estella” (spansk) … “Star” (engelsk) … “Stjerne” (dansk). Den egyptiske gudinde Isis er gudmoderen. Hun er legemer, stof og form. Hun er kredsløb, rytmer, perioder. Hun er legemet, der modtager livet. Hun er minuspolen og hendes modpol er Osiris. Hun er Månen. Isis er sædvanligvis afbildet som en kvinde, der bærer en gribbekrone. Over gribben løfter to lange svagt buede kohorn sig mod himlen. Mellem hornene er der en solskive. Andre gange bærer hun en lille tronstol på hovedet, som symbol på, at hun hersker over stoffet, for hun er stof og former. Isis er en nuanceret gudinde, men i hovedtræk er hun “den stoffets store moder”, for hun er den allerhøjeste fineste essens af alle substanser, af alt stof og al form. Denne guddommelige moder var selvreproducerende, og i sanktuarierne lærte neofytterne om stoffets og formernes reproducerende egenskaber. Men de lærte naturligvis også om den guddommelige befrugtende aktivitet i naturen, som krævede en maskulin modpol – nemlig Osiris. Universet er en gigantisk tankeform, som udtrykker “Det Ene Livsvæsens” vision. Denne vision fødes, begynder at antage form og stiger som en lo-tusblomst op af urhavet. I legenden om Verdensmoderen sammenlignes Isis med en kosmisk lotus, og da hun repræsenterer alt stof på alle niveauer, er det ikke forbavsende, at Øvre-Egypten symboliseres af en lotusblomst. Øvre-Egypten symboliserer de lavere chakraer i det hellige egyptiske legeme, og Isis-templet på Philae ved nutidens Aswan ligger i landskabets rodchakra. Isis er roden til alt stof og alle former. Isis og lotusblomsten er derfor identiske symboler, og Isis kaldes – “den hellige jomfru i lotusen” og “det himmelske bæger”. Isis symboliserer legemet eller formen, der rummer det guddommelige sind. Lotusblomsten er et perfekt symbol på dette forhold. Dens blomst danner et bæger og inden i lyser den gyldne skønhed. Derfor udtrykker Isis den øverste universelle tankevirksomhed, det guddommelige sind eller ren visdom. Isis er et kosmisk symbol, men ud fra princippet “som foroven således også forneden, som i det store således også i det små”, repræsenterer hun principielt det samme i det enkelte menneske. Isis og alle andre gudinder symboliserer stof og legemer, der rummer livet eller bevidstheden, men Isis er essensen af dem alle. Åndsvidenskaben oplyser, at i mennesket er Isis den åndelige essens. Isis er menneskets egenskaber. Alle erfaringer opmagasineres i legemer (former). De fysiske erfaringer lagres i det fysiske permanente atom. De følelsesmæssige erfaringer opmagasineres i det astrale permanente atom, og de mentale erfaringer opbevares i den mentale enhed. Sjælens egenskaber, som er den positive essens af de erfaringer, der vindes liv efter liv, opbevares i kausallegemet som essens eller egenskaber og talenter. Gudinden Hathor, som er et aspekt af Isis, er selve kausallegemet eller sjælslegemet. Isis er sådan set også kausallegemet, men hun symboliserer desuden både højere og lavere legemer. Se også Osiris, Horus den Ældre og Verdensmoderen.
Isisslør
(Egyptologi). Isissløret symboliserer uvidenhedens slør, som forhindrer uindviede mennesker i at erkende de dybere og skjulte åndelige sandheder. Sløret fjernes, efterhånden som indvielserne og selvudviklingen skrider frem.
Israel
(Egyptologi). Navnet “Israel” er dannet af navnene på den egyptiske gudinde og verdensmoder ”Isis” (græsk), som på oldegyptisk hed ”Issa” og solguden og skaberen ”Ra” samt den jødiske betegnelse for Gud – ”el”. Issa (?) (eller Isis), Ra og El blev til Is-Ra-El. Ordet “Egypten” forekom-mer hele 680 gange i Bibelen, men i de egyptiske tekster optræder navnet “Israel” kun på en stele (mindesten) i farao Merneptahs 5. regeringsår (han var søn af Ramses II og hans efterfølger på tronen). Navnet findes i tekstens 27. linje: “Israel er lagt øde – hendes livskim eksisterer ikke længere”. (V. Exodus). Moses havde lovet, at israelitterne skulle overtage Kanaans land. I praksis blev det ikke til andet end en lille træbevokset mark med en klippehule – oven i købet et andet sted (Makpe’lah ca. 30 km syd for (Jeru)Salem). Dette beskedne areal købte "stamfaderen" Abraham af "Hets sønner". Abraham ønskede dette stykke land til anlæggelse af en familiegravplads. Israelitternes forfædre havde levet som nomader, og derfor kunne ejerskabet over denne lille plet jord i Kanaan have medvirket til at gøre Kanaans land til mål for udvandringen. Som modydelse for støtte til Moses’ forsøg på "generobring" af Egyptens trone, har han sandsynligvis lovet israelitterne, at de fik Nedre Egyptens jordarealer tilbage i stedet for at arbejde for andre eller i arbejdslejre. Hos en del israelitter var der ingen interesse for at drage bort, og efter at forhandlingerne med farao om deres udrejse brød sammen, blev de alle fordrevet og mange måtte flygte. En anden tolkning af navnet Israel siger, at det hebraiske ord “Sara” betyder “prinsesse”. “Saraj” er muligvis afledt af “min prinsesse”, eller en forkortelse af “Jah er hersker”. Sara var Abrahams hustru, men hendes navn blev ændret fra Saraj til Sara. Nogle forskere mener, at benævnelsen Israel stammer fra dette navn.
Issa
(Egyptologi).Se Isis.
|
