E.S.P.
(Amerikansk) E.S.P. betyder “extra-sensory perception” (oversanselige evner), og er oprindeligt indført af den amerikanske professor J.B. Rhine for begrebet telepati – tankeoverføring.
Edda
(Oldnordisk) Edda betyder “oldemoder”, men Edda er de gamle nordboeres gudelære og mytologi. Den består af to samlinger – den ældre og den yngre Edda. Den ældre er meget gammel og den er overleveret fra mund til mund, indtil den blev nedskrevet antagelig omkring år 1300. Den indeholder den centrale nordiske gudelære, mens den yngre Edda, der delvis er forfattet af Sporre Sturlason, stammer fra det 13. århundrede og nærmest er en skjaldelære med sagn om guder og helte. Den ældre Eddas gudelære stammer utvivlsomt fra Egypten og Indien og er – lige som alle de gamle religioner – baseret på den evige visdomslære, men her har den fået sin egen udformning i overensstemmelse med det nordiske folks mentalitet og skikke.
Edfu
(Egyptologi). Byen Edfu eller Idfu ligger et sted, hvor Nildalen udvider sig. Edfu er et center for sukkerfabrikker, og der er en pottemagerindustri, som har eksisteret her i mands minde. Byen ligger på et lavt plateau cirka 100 km syd for det gamle Theben på Nilens vestbred. I det gamle Egypten hed byen Tbot. På koptisk var det Atbo. Grækerne kaldte den for Apollinopolis Magna efter solguden Horus-Apollo, som særligt blev tilbedt her. Grækerne gjorde byen til hovedstad for den 2. nome i Øvre-Egypten. Horus udkæmpede ifølge myterne et af sine store slag med Seth her. Det 2.000 år gamle Horus-tempel er næsten fuldstændig perfekt bevaret. Det er (lige som de fleste templer i Egypten) bygget oven på et tidligere tempel, som var viet til Horus, Hathor fra Dendara og deres søn, den unge Harsomtus – “foreneren af de to lande”. Bygningsværkets historie og beskrivelsen af hele konstruktionen ses i en lang inskription på ydersiden af den omgivende tempelmur. Særlig i den nordlige ende af øst- og vestmurene. Den bageste del af tempelkomplekset, som er det “rigtige” tempel, blev påbegyndt 237 f.Kr. under Ptolemæ II Euergetes I’s første regeringstid, og blev færdiggjort 212 f.Kr. af hans efterfølger Philopator. Udførelsen af relieffer og inskriptioner blev afbrudt under Epiphanes’ vanskelige regeringstid, men blev genoptaget i 176 f.Kr. af Philometor og færdiggjort i 147 f.Kr. under Euergetes II’s regeringstid, nøjagtig 90 år efter nedlæggelsen af grundstenen. Euergetes II byggede yderligere en stor forgård, som stod færdig 122 f.Kr. Under Ptolemæ IX Soter II og Ptolemæ X Alexander I’s regeringstid blev den store forgård med dens kolonnader, ydermurene og pylonen bygget, men pylonerne blev kun dekoreret med relieffer, som stammer fra Ptolemæ XII Neos Dionysos’ regeringstid. Bygningen blev endelig fuldført i 57 f.Kr. Bygningsmaterialerne var sandsten. Nogle af reliefferne blev desværre fjernet i den kristne tid. Templet var omgivet af en høj murstensmur. Dele af muren eksisterer stadig. Hovedindgangen mod syd lå i hovedaksen af templet. Der var desuden en mindre indgang mod vest.
Egoisme
Tendensen til først og fremmest at tænke på sig selv og i mindre grad at tænke på andre. Egoisme er et nødvendigt trin på udviklingsvejen, fordi egoisme stimulerer oplevelsen af at være adskilt fra andre, som en forudsætning for at udvikle selvbevidsthed. Selvbevidsthed er en forudsætning for ansvarsfølelse. Ved egoismens overvindelse sublimeres menneskets intelligens, og kundskab bliver til visdom, og mennesket lever i sit højere selv. Egoisme er derfor et nødvendigt forstadie til kærlighed og altruisme.
Egyptens farver
Esoterisk (?) egyptologi: Det hellige billedsprog og de religiøse formler gjorde naturligvis brug af farver i symbolikken. Den sorte farve, der dækkede mumierne, symboliserede genfødsel. Egypten hed oprindeligt ”Kemit” – ”den sorte jord” – som skulle forvandles eller genfødes som et tempel af guddommeligt lys (den hvide farve), og herefter kunne templet blive bolig for ånden (ildens røde farve). Derfor var indvielserne og balsamerernes gud Anubis sort. Og det samme var Min (et transformeret aspekt af Amon). Osiris vises til tider sort og til andre tider blågrøn (vand og plantevækst), som repræsenterer ungdom, sundhed og cyklisk vækst. Amon var ofte afbildet blå som himlen – gudernes hjem. Den gule farve symboliserede guld, som var ”gudernes hud eller legeme”. Den hvide farve symboliserede renhed. Rød var ildens eller åndens farve. Men åndens ild havde en fysisk modsætning, og fysisk ild kan som bekendt være destruktiv. Derfor var guden Seth (Osiris’ bror eller lysets skygge) rød. Det var årsagen til, at skriverne skrev Seths navn med rødt blæk, mens resten af teksten blev skrevet med sort.
Egyptens sjælsbegreb
Esoterisk (?) egyptologi: Når de kristne egyptere (kopterne) talte om sjælen, brugte de det græske ord “psyke”. Dette behov for at låne et ord fra et andet sprog viser klart, at de kristne ikke havde et ord, der kunne beskrive dette koncept – og dermed heller ikke ord, der kunne betegne endnu dybere bevidsthedstilstande og evige principper i menneskets natur. De gamle egyptere havde en række ord, der viser, at de havde en særdeles detaljeret indsigt i menneskets totalitet. Ordet “khat” var betegnelsen for det faste fysiske menneskelegeme. Den finere part af det fysiske legeme, som åndsvidenskaben kalder “æterlegemet”, og som naturvidenskaben kalder “det morfogenetiske felt”, kaldte egypterne for “khaibit”. Menneskets følelseslegeme (åndsvidenskabens “astrallegeme”), kaldte egypterne “ka” (dobbeltgængeren eller skyggen). Tankelegemet (åndsvidenskabens “mentallegeme” samt sjælslegemet (åndsvidenskabens “kausallegeme”) gav egypterne fællesbetegnelsen “ba”. Åndsvidenskaben oplyser, at mentallegeme og kausallegeme repræsenterer henholdsvis konkret tænkeevne og abstrakt tænkeevne. Inderne taler om en opdeling i rupa (form) og arupa (forløs). Og de gamle egyptere sagde, at “sahu” lever i “ba”. “Sahu” er således egypternes betegnelse for sjælen, der kommer til udtryk i stof, der er finere end selve tanken. De dybeste åndelige instanser, der i nutiden kaldes højere bevidsthed (højere end sjælen), kaldte de gamle egyptere “akh”, der betyder “lysvæsen” eller “ånd”. At blive en “akh” var målet for enhver egypter.
Egyptisk familie
Egyptologi: Den egyptiske familie minder meget om den europæiske. Lige som i dag bestod den lille, uafhængige familie af mand og kone, som nød en høj grad af personlig og økonomisk frihed, og børnene var under forældrenes kontrol. Den lille familiekreds omtales ved hjælp af meget få ord. Der er otte ord i alt (ca. det halve af antallet i det gamle indoeuropæiske sprog). Hvis man ville sige “fætter”, måtte man sige “søn til faderens broder” eller mere høfligt (men til stort besvær for forskerne) “broder”. Ejerskabet af ægteparrets ejendele forblev opdelt mellem dem hele livet, og blev ligeligt fordelt mellem børnene i testamentet. Der var intet familienavn, men blot en kort social status. Til personens navn tilføjede myndighederne “søn eller datter af X og Y”. Det var først i den senere periode, at vigtige personer begyndte at opremse lange lister med deres slægt og titler.
Egyptisk kalender
Egyptologi: Egypterne skabte en perfekt kalender, som ifølge eksperterne er den eneste intelligente kalender i menneskehedens historie. Året bestod af 365 dage opdelt i 12 måneder på hver 30 dage plus 5 tillægsdage i slutningen af året. Månederne var underopdelt i 3 perioder på hver 10 dage, som igen dannede 4 grupper, der udgjorde de 3 årstider: oversvømmelsen, vinter og sommer. Datoerne blev skrevet på denne måde: År 5, 3. måned i vinterperioden, dag 13. Egypternes system var enkelt og mindst lige så godt som nutidens, og det havde den fordel, at der ikke fandtes måneder af forskellige længder eller uger, der overlappede månederne og årene. Grækerne indså fordelene ved det egyptiske system og brugte det i deres egne kalkulationer. Systemet overlevede til Middelalderen, og Kopernikus anvendte det også. Måske vil vi en dag vende tilbage til det igen. Vi kan også takke egypterne for opdelingen af dagen i 24 timer, men deres timer havde sandsynligvis ikke samme længde. De 12 timer med dagslys og de 12 nattetimer varierede i forhold til årstiden. Om sommeren var dagtimerne længere end nattetimerne og omvendt om vinteren. Men man kendte systemet med lige lange timer. Det var grækerne, der opdelte timerne i 60 minutter, inspireret af babylonierne, som var ophav til systemet. Men grækerne bevarede de egyptiske principper.
Egyptisk korrespondance
(Egyptologi). Der er gjort utallige fund af breve i Egyptens jord, og mange flere vil utvivlsomt dukke frem. Papyrusruller blev foldet og bundet med en tråd, der blev fastgjort med et lersegl. På ydersiden stod navnet på afsender og modtager. Teksten i brevene indledes med høflige fraser, som kunne være lige så lange som eller endda længere end selve beskeden. Formuleringerne varierer fra tidsperiode til tidsperiode. Det var ekstremt vanskeligt at skrive et brev korrekt, og skriverne måtte lære kunsten ved at studere tidligere skrifter og udkast.
Egyptisk lov og ret
Egyptologi: Fundamentet i det egyptiske samfund var en velorganiseret lovsamling, som beskrev funktionærernes pligter og regler for deres samarbejde, samt instruktioner for forholdet mellem dem og de ledende skikkelser (f.eks. i tempelritualerne). Overordnet var hensigten at omsætte god og hensigtsmæssig adfærd til praktisk handling. Reglerne ændrede sig i tidens løb. Bortset fra perioden med præstekongerne (21. dynasti), hvor Amon-oraklet afsagde dommene, var faraoen den øverste dommer. Uheldigvis omhandler de lovtekster, der har overlevet på papyrus og sten, specifikke sager, og de stammer fra en lang tidsperiode og fra forskellige steder i Egypten, og disse tekster kaster kun et begrænset lys på statsadministrationen, retssystemet og den menige egypters status (socialt, familie, ægteskab, slaveri etc.). Der var tilsyneladende ligestilling mellem kvinder og mænd på alle sociale niveauer (bortset fra slaver). Det var almindeligt at skrive testamente, men muligheden for at kunne overdrage sin ejendom til en anden var et privilegium – ikke en ret. Den egyptiske jura er beskrevet i et særegent og næsten uforståeligt sprogbrug. De kollektive og individuelle behov fremgår af teksterne, og de er nært knyttet til en livsstil og tænkemåde, der er gået i glemmebogen.
Egyptisk medicin
Egyptologi: I teksterne tales der ofte om læger, øjenlæger, tandlæger og andre specialister herunder dyrlæger, og der er fundet et stort antal beskrivelser af kure og behandlinger, samt notater, der tilhørte fortidens læger. De beskriver, hvordan specifikke tilfælde kunne behandles med almindelig medicin, gynækologi, kirurgi, øjenbehandling etc. Nogle gange inkluderer de en kort disputats om anatomi og fysiologi. Egyptisk lægekunst var i høj grad kombineret med det, vi i dag vil kalde magi, men reelt dækker de “magiske” metoder over kendskab til mennesket som et væsen af energi og ikke kun et fysisk legeme. Egyptiske læger var vidt berømte i hele den gamle verden. Berømte græske læger som Hippocrates og Galen lagde ikke skjul på, at deres viden stammede fra Egypten, og at de havde studeret medicin i Imhoteps tempel i Memphis. De gamle egypteres lægekunst bør med interesse studeres den dag i dag.
Egyptisk metalarbejde
Egyptologi: Fund har vist os, at egypterne opnåede stor dygtighed inden for mange slags håndværk. I Egypten viste de store metalarbejder sig senere end i det vestlige Asien. Kobber viste sig langsomt ved slutningen af den præhistoriske periode, og bronze blev først anvendt omkring 2000 f.Kr. – et tusinde år senere end i det fjerne Østen. Jern indgik langsomt i den egyptiske industri omkring 1000-600 f.Kr. Forklaringen er sandsynligvis, at forholdene ikke var gunstige for datidens smede. Det var vanskeligt at finde egnede mineraler i ørkenen, og de fandtes heller ikke i store mængder. Der var kun få træer i Nildalen, og derfor var brændsel til smedejern en mangelvare. Egypterne var derfor tvunget til at benytte flint til mange formål – for eksempel pilespidser, hamre og knive. Mange fine genstande blev lavet af kobber og senere af bronze – for eksempel statuer, smykker, barberblade, spejle etc.
Egyptisk moral
Egyptologi: Egyptiske tekster – hellige såvel som verdslige – handler i det store hele om at højne moralen. Visdomsbøgerne både fremhæver gode manerer og kræver udvikling i retning af ydmyghed, harmløshed og opfordrer til refleksion. Biografier fokuserer på ædle kvaliteter og stort mod. Formaningerne, der var mejslet ind i tempelvæggene og i gravene og den dobbelte “uskyldserklæring”, der findes i Dødebogen, repræsenterede på samme tid anbefalinger og krav om respekt for de religiøse leveregler og for ens naboer. Egyptisk etik skelner ikke mellem moral og intellektuelle kvaliteter eller giver dem forskellige værdier. Eksempelvis skelnes der ikke mellem korrekt adfærd og dyd, etikette og retfærdighed, respekt for hævdvunden magi og hengivenhed, blind lydighed over for faraoen og underdanighed over for guddommelig vilje. Den moralske kodeks hvilede på princippet om, at moral kan betale sig både i dette liv og i efterlivet.
Egyptisk palads
Egyptologi: De første rejsende i Egypten, som besøgte tempelruinerne i Theben (Luxor), troede, at der var tale om enorme kongepaladser. Senere erfarede man, at de kongelige paladser blev bygget af langt mere skrøbeligt materiale, og derfor er der i dag kun spor af ganske få paladser. De var oftest bygget af soltørrede lersten og træ – eksempelvis Amenhotep III’s palads på Nilens bred ved Theben, Sethos I’s ved Abydos, Ramses II’s ved Qantir, Mernepthas ved Memphis, Ramses III’s ved Medinet Habu og sidst men ikke mindst Akhenatons ved Tell el Amarna. Disse paladser kan give os et indtryk af, hvordan kongepaladserne har set ud. De var enorme og havde mange værelser. Overordnet var de opdelt i to sektioner – den private afdeling med kongens gemakker og med prinsernes og prinsessernes værelser samt haremmet. I den anden afdeling fandtes mødesale, korridorer, søjlehaller og gårdspladser. I de fleste paladser var der desuden en åben balkon, hvor faraoen og hans familie trådte frem for folket, og herfra foretog kongen udnævnelser til høje embeder i Egyptens administration.
Egyptisk poesi
Egyptologi: “Intet liv kan forlænges i Egyptens land, der er ingen, som ikke må rejse til den anden verden – tiden på Jorden er ikke længere end en drøm” – “Siden tidernes morgen er nogle generationer stadig på vandring, andre er trådt ind i udødeligheden. Ingen vender tilbage fra hinsides graven for at fortælle os, hvordan de har det, og for at fortælle os, hvad de har behov for, eller for at lette vores hjerter, indtil vi også skal derover, hvor de befinder sig”. – “Hav en glædesfyldt dag. Nyd den allersødeste duft af parfumer og sæt kranse af blomstrende lotus på din kones arme og om hendes hals. Må én, du elsker, sætte sig ved din side. Må der være sang og dans omkring dig. Smid bekymringerne over bord og tænk kun på glæderne, indtil den tid kommer, hvor du går til stilhedens land.” Dette er essensen i digtene, som første gang blev skrevet i kong Antefs grav, men som derefter blev populære hos skriverne i Ny Rige.
Egyptisk politi
(Egyptologi). Der fandtes ingen landsdel, by eller landsby i det gamle Egypten, som ikke var beskyttet af loven, og derfor var der behov for en politistyrke. De menige egyptere arbejdede hårdt, men blev godt belønnet for det. De var ikke oprørske af natur, og de nød godt af faraoens lederskab og var derfor på ingen måde dårlige undersåtter. Faraoen skulle i kraft af ritualerne opretholde kontakten til guderne og deres harmoni, og et veluddannet politikorps sørgede for, at lov og orden blev omsat til og opretholdt i det praktiske liv. En effektiv politistyrke var derfor nødvendig og et spørgsmål om retfærdig administration i tider med nød: “Når natten kommer, kan den, der sover på hovedvejen takke mig, for han er lige så tryg som den, der sover i sit eget hus – så stor er respekten for mit korps”, oplyser en tekst fra en egyptisk politimand. Egyptens politi fungerede sædvanligvis uafhængigt af hæren. Ørkengrænserne blev normalt vogtet af “nuu” eller “jægerne”. Stamfædrene til de frygtløse “kystvagter” – “jægerne” – afpatruljerede hovedvejen fra øst til vest, og de blev altid trofast fulgt af politihunde på deres anstrengende rejser – en parallel til nutidens ordenspoliti. Et andet politikorps tog sig af opsporing af og tilfangetagelse af flygtede slaver og af bønder, der ikke havde betalt deres skat (en slags kriminalpoliti). Allerede i Gamle Rige fandtes et landpoliti, som indkasserede betaling (i naturalier) for den lejede jord.
Egyptisk post
Egyptologi: De gamle tekster giver kun sparsomme oplysninger om, hvordan breve blev sendt i det gamle Egypten. Det var sandsynligvis muligt for almindelige egyptere at sende budbringere med deres korrespondance, eller at betro rejsende deres post.
Egyptisk race
(Egyptologi). De gamle egyptere tilhører ikke den “hamitiske” race, sådan som det ofte påstås. “Hamitisk” er lige som “indoeuropæisk” en betegnelse for en sproggruppe, der tales af mennesker af forskellige racer, hvorimod ordet “race” i traditionel forstand alene henviser til en fysisk mennesketype. I åndsvidenskabelig forstand dækker ordet race imidlertid begrebet “rodracer” og “underracer”, der henviser til udviklingen af bestemte bevidsthedsniveauer, som i menneskeevolutionen tilmed er knyttet til specifikke racer, civilisationer og kulturperioder. Esoterisk (?) set tilhørte de gamle egyptere 4. rodrace (den atlantiske) 3. og 6. underrace (toltekerne og arkadierne). 4. rodraces 5. underrace (semitterne), som for ca. 60.000 år siden lagde grunden til nutidens 5. rodrace, blandede sig i den efteratlantiske periode med datidens 2. underrace – en proces, der angiveligt startede for ca. 40.000 år siden. Nutidens egyptere er arabere, som erobrede Egypten år 639 e.Kr.
Egyptisk retorik
Egyptologi: Ifølge Egyptens hellige skrifter bør det tavse menneske være idealet for enhver indfødt egypter. Men hvordan kunne et land, der var i løbende kontakt med omverdenen ignorere betydningen af retorik? Det gjorde man heller ikke. Fra de tidligste tider har egypterne desuden udtrykt stor beundring for veltalenhed og ordets magt. En tekst kommer med dette råd: ”Hvis du møder et menneske, der er lige så dygtig i en debat som dig selv, forsøg da at lade dine evner overgå hans”. Intet tyder på, at det var nødvendigt at have en plads i det høje råd for at komme til orde og have gavn af gode talegaver. Almindelige menige egyptere kunne vælge at forsvare sig selv med en sådan veltalenhed, at faraoen beordrede dommeren til at indstille retssagen for at nedskrive den anklagedes velformulerede forsvarstale.
Egyptisk retsvæsen
Egyptologi: Mange steder i de gamle tekster berettes om retsforfølgelse og domsafsigelser. Det var faraoen, der var ansvarlig for opretholdelse af ro og orden i samfundet, og det var også ham, der var den øverste dommer, når der opstod uoverensstemmelser. Han uddelegerede sit ansvar til vesiren, som foretog afhøringerne. Systemet var minutiøst og autoritært, og sagen blev intelligent belyst ved hjælp af civile love. Byboere havde tre dage til appel, mens landboere havde to måneder. Proceduren i kriminalsager var mindre hensynsfuld. Her var forhør ved hjælp af prygl tilladt. Der var utallige dommere og domstole. De tilforordnede ved afhøringerne var lokale notabiliteter og offentligt ansatte (civile pligter, dommerembeder, matrikelopmålinger og skatteopkrævninger overlappede ofte hinanden som et resultat af det statskontrollerede system, der styrede den sociale og økonomiske politik). Der fandtes en højesteret, som sorterede under det faraoniske palads og tempelretten, der praktiserede domsafsigelser enten ved hjælp af et præsteråd eller ved hjælp af hellige orakler. Småsager blev ofte klaret “i døren” til det offentlige kontor. Klagesager blev noteret af en skriver. Et regeringsdepartement blev repræsenteret af en “herold”, og de stridende parter fremlagde deres egne sager i overensstemmelse med gældende regler, idet de fremførte gennemarbejdede taler. Hvad enten der var tale om tyveri eller en svindelaffære eller mere komplicerede sager med stridigheder om ejerskab af landområder, var mulighederne for udsættelser, tid til revurdering og chancer for appel endeløse. Nogle retsskrifter hører til de længste tekster, der er skrevet på oldegyptisk.
Egyptisk seksualitet
Egyptologi: Der er så vidt vides intet forskningsmateriale, der beskriver seksuel adfærd i det gamle Egypten, og studiet gøres ikke nemmere af, at de tekster, der antyder seksualitet er yderst diskrete. Sexredskaber, der er fundet i Egypten, stammer hovedsagelig fra den græsk-romerske periode, og fra den meget lange faraoniske periode har man blot fundet ganske få genstande. Men det vil være forkert at konkludere, at de gamle egyptere var lige så snerpede på dette område, som vores civilisation har været det i den kristne tid. Tværtimod tyder det på, at egypternes syn på seksualitet var lige så naturligt og selvfølgeligt, som deres holdning til andre naturlige, kropslige drifter og funktioner. Der var dog visse regler i relation til udøvelse af seksuel adfærd. Det var eksempelvis forbudt at have samleje på hellige steder – og lige før hellige ritualer – men dette forbud var af hensyn til ritualet og ikke til moralen. I lange perioder var der intet krav om ”tækkelig” beklædning i det gamle Egypten. Før 19. dynasti kunne voksne mennesker gå nøgne omkring, hvis de ønskede det. Og på gravenes relieffer ser vi dansere og musikere, der optræder nøgne eller næsten nøgne. Det tydeligste tegn på egypternes holdning til sex er måske hieroglyfferne for ”feminin”, der forestiller det ydre kvindelige kønsorgan, og hieroglyffen for ”maskulin”, der forestiller en penis. Hieroglyffen for ” livsledsager” er en forening af disse symboler, der således udtrykker forening af det feminine og maskuline – eller samleje. Det hellige samleje (hieros gamos) afbildes på tempelvæggene, hvor Isis i form af en fugl sænker sig ned over den mumificerede Osiris’ erigerende penis, hvorved hun genskaber hans livskraft. Et aspekt af guden Amon er guden Min. Min ses med mumificeret legeme og en erigeret penis, der dog udgår fra navleområdet, og som derfor symboliserer sublimering af seksualkraften. Han er således ikke en gud for frugtbarhed, sådan som det påstås i den traditionelle forskning.
Egyptisk sprog
Egyptologi: Hvor befinder Egypten sig i den lingvistiske familie? Et sprog er sjældent isoleret. Det har som regel forbindelser til andre sprog, som danner en sproggruppe. Og flere grupper danner en sprogfamilie. Den indoeuropæiske familie inkluderer sprog, der er så gamle som sanskrit og hittittersprog, og så nye som russisk og amerikansk-engelsk. Det egyptiske sprog hører til den hamito-semitiske familie. Men der er ikke en tilstrækkelig betegnelse, for hamito-semitisk grammatik savner muligheden for sammenligning med sprogkilderne. Eftersom de første semitiske tekster utvivlsomt har forbindelser til det tidligste egyptiske sprog, er den hamatiske sprogfamilie i det nordøstlige Afrika (den libysk-berbiske gruppe og Øvre-Nilens kushite-gruppe samt Etiopien) ofte kun kendt fra de nutidige dialekter, som i mange tilfælde savner skrevet litteratur. Filologer har fundet slående ligheder i strukturerne i både asiatiske og afrikanske sprog - eksempelvis den vægt, der i disse sprog lægges på konsonanter og på vokalernes støttefunktion.
Egyptisk triade
Esoterisk (?) egyptologi: En triade var en gruppe bestående af tre guddommelige væsener – en fader, en moder og deres søn. Triader findes over alt i Egyptens religiøse system, og de mest kendte er Osiris, Isis og Horus – Amon, Mut og Khonsu – Ptah, Sekhmet og Nefertum m.fl. Triaderne viser, at de gamle egyptere havde indsigt i skabelsens dybeste principper. Egypterne troede på én Gud eller et livsvæsen, som i sin natur rummede tre fundamentale kræfter, der var en forudsætning for manifestation: 1) Liv eller energi (positiv pol), stof og form (negativ pol) samt 3) bevidsthed (forbindelsen eller spændingsfeltet mellem polerne). Princippet kendes fra hverdagen, hvor elektrisk strøm (liv eller energi) strømmer i en ledning (form), og dermed skabes der et spændingsfelt (magnetisme), som et resultat af mødet mellem de to. Egypterne symboliserede denne oprindelige skabelsesproces som en gentagelse på skabelsens utallige niveauer, hvorved mangfoldighed opstår. De forskellige triader er således udtryk for forskellige niveauer af skabelse, som alle er udtryk for denne trefoldighed. Senere overtog de kristen idéen, og de præsenterede den ene Gud som en treenig Gud: Fader, søn og Helligånd.
Egyptisk videnskab
Egyptologi: Den egyptiske tradition, der nu er flere tusinde år gammel, udviklede en enestående kundskab, som med rette kan kaldes “videnskab”. Astronomi, geometri, medicin, kirurgi, botanik, forudsigelse af fremtiden (fremtidsforskning) og lignende forskningsområder, som den moderne verden har brugt århundreder til at udvikle (eller genopdage), eksisterede længe før Egyptens hemmeligheder og visdom gik tabt på grund af manglende forståelse for civilisationens storhed (en mangel der stadig præger forskningen). Egypterne forskede ikke for forskningens skyld. De studerede astronomi for at forbedre deres kalender eller for at styre tiden. De hellige bygningsværker er arkitektoniske mesterværker, der er placeret og udført med en ufattelig præcision i alle måleforhold. De matematiske anvisninger, der i begrænset omfang er bevaret for eftertiden, overgår klart de læresætninger, som grækerne og romerne var i stand til at udvikle. Egypternes medicin og lægevidenskab var særdeles avanceret og inkluderede healingsteknikker, som man i dag betegner som magi. Historie som en egentlig beskrivelse af begivenheder interesserede dem ikke, medmindre de kunne anvendes til formulering af legender med et religiøst indhold og budskab. De foretog præcise opmålinger og observationer af deres land og havde derfor en praktisk anvendelig geografi. I det hele taget var Egyptens civilisation gennemsyret af et enestående organisationstalent, teknisk formåen og æstetisk sans.
Egyptisk ægteskab
Egyptologi: Ingen fund beskriver et bestemt vielsesritual, men de indikerer, at der var visse retslige foranstaltninger i forbindelse med indgåelse af ægteskab. I retsdokumenter skelnede myndighederne skarpt mellem en ungkarl med en konkubine og en lovformelig gift mand. Frieri foregik i pigens hjem. Egypterne kunne gifte sig med hvem, de ville, uafhængigt af sociale forhold. I kærlighedsdigte bruges ordene ”broder” og ”søster” i betydningen ”elskede” og skal ikke opfattes bogstaveligt. Ægteskab mellem broder og søster var forbeholdt kongefamilien, som desuden praktiserede polygami i kraft af haremmet, der bestod af dronninger, prinsesser fra fremmede lande samt kvinder fra højtstående familier i samfundet. Bigami forekom yderst sjældent blandt almindelige mennesker, men velstillede borgere kunne have konkubiner, som blev kaldt ”husets frue”. Formålet med at indgå ægteskab var at sætte børn i verden, men det forhindrede ikke egypterne i at vælge partner på grundlag af en stormende forelskelse – hvad utallige hede elskovsdigte bevidner. Kvinderne blev gift så snart de var kønsmodne, og det betød, at de ofte blev gift, når de var 12-14 år gamle. Mændene var som regel i tyverne. Det var ofte brudens far, der stod for bryllupsarrangementet, og han aftalte med datterens kommende mand, hvordan brylluppet skulle fejres. Bruden medbragte som regel en medgift, men alt hvad hun bragte ind i ægteskabet, tilhørte hende, og det blev aldrig betragtet som fælleseje. Ægtemanden kunne overdrage to tredjedele af sine ejendele til hustruen, og børnene kunne arve dem efter hans død. Man har fundet en slags vielsesattester, men meget tyder på, at de ikke var nødvendige, og at der ikke var hverken tvungne religiøse eller juridiske formaliteter knyttet til vielsen. Dengang holdt man, hvad man lovede, og en mundtlig aftale var lige så bindende som en skriftlig. Efter brylluppet flyttede kvinden ind hos mandens familie.
Egyptiske navne
(Egyptologi). Uanset om navnet tilhørte en gud, en farao, et menneske eller et dyr, havde det en dybere funktion end blot identifikation. Navnet var en essentiel del af et menneske. For egypterne rummede navnet en skabende og magtfuld kraft. Navnet var et levende, dynamisk væsen. Navnet på et barn kunne udtrykke hengivenhed til en gud, et varsel, der viste sig under fødslen, en bøn for det nyfødte barn eller endog en magisk formular. Khufu (Cheops) betyder “Må Khnum beskytte mig”. Ramses betyder “Ra beskytter mig” eller “Søn af Ra”. Når man udtalte eller skrev et navn, gav man navnet og personen liv og kraft.
Egyptiske præster
Egyptologi: På samme måde som egyptiske templer har meget lidt tilfælles med de græske – eller menneskers almindelige opfattelse af templer i disse tider – henviser den egyptiske titel “præst” til flere forskellige mennesker, der er ansat i templernes tjeneste, og det har derfor skabt stor forvirring. Egyptiske præster udgjorde ikke en orden eller en sekt, der fungerede adskilt fra det øvrige samfund. De var ikke prædikanter og de havde ingen menighed – de var “Guds tjenere”. Guden var til stede i templet som energi eller en kvalitet, der belivede statuen. Guden var derfor et levende væsen – ikke en livløs statue. Præsterne udførte de fastlagte ceremonier i templernes sanktuarier over alt i landet. Den menige egypter havde kun adgang til templernes yderste tempelgård, mens adgang til de øvrige tempelafsnit krævede stigende præstegrad eller -indvielse. Det allerhelligste måtte kun betrædes af faraoen og de øverste ypperstepræster. Alle præster måtte foretage et rensende bad fire gange i døgnet – to gange om dagen og to gange om natten (iflg. Herodot). Desuden måtte de være barberede fra top til tå og omskåret (hvilket ikke altid gjaldt den menige egypter), og i forbindelse med tjenestearbejdet i templet var seksuelle aktiviteter forbudt. Præsterne måtte underkaste sig templets regler (tabubelagte regler vedrørende fødemidler og adfærd), og de måtte kun bære klæder af fint linned. Klæder af uld og læder, som stammer fra dyr, var ikke tilladt). Se også præstekonger og præsteskabet.
Eksistentialist
En eksistentialist er tilhænger af eksistentialismen. En eksistentialist mener, at et menneske selv skal træffe de valg, der giver mening for den enkelte uafhængigt af udefrakommende dogmer, regler og værdier. Eksistentialister er ofte ateister. Eksistensfilosofien er blandt andet inspireret af Søren Kierkegaard samt visse elementer (?) fra Nietzsches og Husserls tænkning.
Eksorcisme
Latin: Exorcismus. Græsk: Eksorkismos. Eksorcisme er betegnelsen for djævleuddrivelse eller uddrivelse af onde ånder i Kristi navn. Eksorcisme blev tidligere udført af den romersk-katolske kirke, og den udøvende præst måtte være i besiddelse af en særlig indsigt i besættelsens natur og metoder for at kunne befri det besatte menneske for den ubudne gæst. Eksorcisme er endnu en anerkendt praksis i mange kristne kirker, blandt andet i katolicismen og karismatiske kirker, men det er ofte kontroversielt. Er flere gange forekommet i Den danske Folkekirke i nyere tid.
Eksoterisk
Eksoterisk betyder ganske enkelt “ydre”, men kan også oversættes med "offentlig" – det, som læres åbenlyst. I åndsvidenskaben henviser eksoterisk ofte til den ydre lære, som gives i form af læresætninger, symboler og dogmer, der skjuler esoteriske eller indre betydninger. Det modsatte af eksoterisk er esoterisk (?) eller skjult. Den esoteriske lære er derfor læren om den indre verden eller den ydre verdens skjulte betydning.
Ektoplasma
Ektoplasma er den æteriske substans, som i spiritistiske seancer overføres fra mediets fysisk/æteriske legeme i forbindelse med materialisationsfænomener, og som bruges til opbygning af de materialiserede skikkelser. Ofte tages stoffet fra mediets æterlegeme. Det siges, at denne proces i det lange løb har skadelige virkninger på mediet.
Elefantine
Se Elephantine.
Elektrum
(Egyptologi). Se Guld.
|
Elementaler
Elementaler er den substans, der er belivet af guddommens liv og derfor er i gang med at gennemføre en evolution. Elementaler er halvbevidste eller bevidste ikke-menneskelige væsener og kræfter af forskellige grader i naturen. Man skelner mellem naturlige elementaler – de såkaldte naturånder – og kunstige elementaler, som kun har midlertidigt liv. De kunstige elementaler benyttes f.eks. ved opbygningen af planter, idet en deva skaber en elemental besjælet af tanken om det arbejde, der skal udføres. Når arbejdet er udført, opløses elementalen. Mennesker skaber kunstige elementaler bl.a. når de tænker, for enhver tanke skaber en tankevibration, der danner en form af elementalessens. Disse elementaler er besjælet stof, og er derfor levende former, der kan udsendes for at gøre godt eller ondt. Hvor længe de lever, afhænger af styrken og klarheden af den besjælende tanke. Elementaler indgår som substans i opbygningen af menneskets legemer, og da elementalessensen ifølge sin naturlige udvikling stræber efter grovere former og vibrationer, må mennesket under udvikling løbende udskifte den elementalessens, som legemerne er opbygget af. Se også Elementalriger.
Elementalessens
Se elementalriger.
Elementalriger
Elementalriger er tre (for mennesket) usynlige naturriger, som i evolutionens forløb kommer før mineralriget. Under involutionsprocessen strømmer livsbølgen fra Logos ned gennem naturrigerne, indtil den når til mineralriget, hvor den begynder at manifestere sig i mineralske former. Herefter stiger livsbølgen igen opad gennem planteriget, dyreriget, menneskeriget, det overmenneskelige rige etc., indtil livet vender tilbage til sit udgangspunkt. Inden livsbølgen når mineralriget har den bevæget sig gennem mentalplanet og astralplanet, hvor den iklæder sig planets stof. Det stof, der er besjælet af Logos’ liv, kaldes i disse riger elementalessens (?) på de ikke-atomare underplaner og monadisk essens på de atomare (højeste) underplaner. Når man i åndsvidenskaben taler om mentalessens, mener man derfor elementalessens på mentalplanet etc. Elementalessensen er det levende, besjælede stof til forskel fra det mentale og astrale stof i almindelighed.
Elementar
Oprindeligt benyttedes dette ord om et middelmådigt menneskes diskarnerede personlighed, som havde adskilt sig fra den udødelige del af mennesket, og derfor gik sin fuldstændige opløsning i møde. Senere benyttedes det om alle skaller og skygger – de kama-rupiske levninger af menneskelige væsener. Det er som regel skaller og skygger, der optræder ved spiritistiske seancer. De kan kortvarigt genoplives og gøres halvt bevidste ved hjælp af tankevibrationer eller magnetiske strømninger fra fysisk levende mennesker, eller de kan tages i besiddelse af naturånder. Ordet er dog nu næsten gået af brug.
Elementer
I åndsvidenskaben er elementer betegnelsen for fire varianter af stof eller kræfter – ild, luft, jord, vand – som i astrologien og magien har stor betydning. I naturvidenskaben er elementer det samme som grundstoffer. Der er i alt syv elementer, hvoraf kun de fire er fuldt manifesterede, mens det femte – æteren – er ved at blive det, og vil blive fuldt manifesteret i 5. runde. I hinduismen betegnes elementerne ved deres guder: Indra (æterens herre), Agni (ildens herre), Pavana (luftens herre), Varuna (vandets herre) og Kshiti (jordens herre).
Elephantine
(Egyptologi). Elephantine eller Elefantine (?) er en ø, der ligger midt i Nilen ved Aswan i Øvre-Egypten. Det var grækerne, der gav øen navnet Elephantine, fordi øens afrundede klippeformationer minder om elefanter. Ideen havde de fra de gamle egyptere, som kaldte øen for Abu-øen – og Abu er det oldegyptiske ord for elefant. Skaberguden Khnum havde sine templer og sin kult på denne ø, som repræsenterede Nilens kilde i betydningen “livets kilde” eller livsstrømmens udspring, der i mennesket er identisk med rodchakraet. Under det persiske herredømme havde jøderne en stor koloni og et tempel for Jahve på øen.
Eleusinske mysterier
De eleusinske mysterier er religiøse og esoteriske aktiviteter, som blev praktiseret i årene før Kristus i den græske by Eleusis – navnlig omkring gudinden Demeter. Der fandtes her en indvielsesskole – en såkaldt mysterieskole, hvor accepterede disciple gennemgik undervisning og prøver – de mindre mysterier. De indviede i de mindre mysterier kaldtes “mystae”, og de indviede i de større mysterier kaldtes “epoptai”. Disse mysterier indstiftedes af Orfeus og kaldes derfor ofte “de orfiske mysterier”.
Elohim
(Hebraisk). Elohim er det ord, der i Første Mosebogs første kapitel er oversat ved Gud, men burde være oversat ved “guderne”, fordi det hebraiske ord elohim er et flertalsord. Disse elohim er ikke den højeste Gud eller Jehovah, men svarer ganske til Den Hemmelige Læres Dhyan-chohaner, som er “bygherrerne”. De er med andre ord de store kosmiske urintelligenser, der opbygger universet efter den guddommelige tankes plan. “Skabelsen” i Første Mosebogs første kapitel betegnes derfor ofte som den elohistiske skabelse, der ikke henviser til skabelse af Jorden, men til hele universets skabelse – til forskel fra “skabelsen” i andet kapitel, der omhandler Jordens skabelse, som kaldes den jehovistiske, idet “Gud”, her omtales som Jehovah.
Emanation
Emanation er “udstråling”. Åndsvidenskaben forklarer skabelsen som en emanation fra Logos – men ikke som “noget” der opstår af “intet”. Der er tale om en “virkeliggørelse” eller en objektivisering af noget, der allerede eksisterer som et “potentiale”. Logos emanerer derfor de kræfter, der medfører objektivisering eller skabelse.
Encyklopædi
Fortidens lærde samlede lange lister med ord samt en forklaring, som de modtog fra en mester. Formålet med at samle menneskets viden i én enkelt publikation er klart udtrykt i “Onomasticon” (begrebsordbog), hvor der står: “Den første skoling, som kan afklare sindet, som kan oplyse den uvidende, og som kan informere om alt, der eksisterer, alt hvad Ptah (skaberguden) skabte, hvad Tehuti (visdomsguden) skrev ned, himlen med dens anliggender, Jorden og hvad der er på den med udspyende bjerge, som vandes af floderne, alt som Ra (solguden) skinner på, alt det, der vokser på Jordens ryg – arbejdet som udføres af den hellige skriver i Livets hus, Amenemope. Han skriver en liste over elementerne i himlen, på Jorden og i vandene, over rigets sociale klasser, de fremmede lande, byer i Egypten, forskellige typer af bygningsværker, lande, føde og drikkevarer.” Det er et perfekt opslagsværk – en samling enestående informationssamling – 3.000 år før vor tid.
Energicenter
Udtrykket energicenter eller kraftcenter anvendes ofte om chakraerne. Se også Chakra.
Engel
Engel stammer fra det græske angelos, som betyder “sendebud”. Det er den kristne (jødiske) benævnelse på højtstående åndevæsener og skabende kræfter. Engle er det samme som åndsvidenskabens chohaner og dhyan-chohaner – og i mange tilfælde devaer. Det forekommer, at mestre og indviede, der fungerer på de højere bevidsthedsplaner også antages for engle. Engle i al almindelighed er som regel devaer, mens de højeste af dem, ærkeenglene, svarer omtrent til Den Hemmelige Læres dhyan-chohaner. Hele englelæren stammer i øvrigt fra Østen og er langt ældre end Bibelen. Farisæerne førte læren med sig fra Babylon.
Engelske mestre
Det er kun lidt, der kan siges om de to engelske mestre. Ingen af dem tager elever på samme måde som mesteren Koot Hoomi eller mesteren Morya. En af dem har bopæl i Storbritannien, og i hans hånd ligger den bestemte ledelse af det engelske folk, idet han arbejder med planerne for dets fremtidige udvikling og evolution. Han står bag arbejderbevægelsen over alt i verden, idet han inspirerer, forvandler og styrer denne. Demokratiets opsving i vor tid skyldes hans ledende hånd. Ud af de demokratiske brydninger, ud af det nuværende oprør og kaos vil opstå den fremtidige verdens tilstand, hvis grundtone vil være samarbejde og ikke konkurrence, fordeling og ikke centralisering.
Enneade
(Egyptologi). En “enneade” (en gruppe på ni), som på oldegyptisk hed “pesedjet”, var oprindeligt en forsamling af ni guddomme i et hierarki eller med komplementære funktioner, som tilsammen repræsenterer alle elementære kræfter i universet. Den bedst kendte enneade er den, der har sin oprindelse hos de gamle heliopolitanske præster, som klassificerede guderne i et logisk system. Øverst var Atum, som skabte Ra eller Solen. Herefter har vi Ras børn, Shu (atmosfæren) og Tefnut (fugtigheden). (Åndsvidenskaben tolker desuden Shu og Tefnut som henholdsvis lyset som bølge og lyset som partikel og Ra som lysets syntese). Herefter kommer gudeparret Nut (himlen) og Geb (Jorden). Næste gudepar er Osiris og Isis med gudesønnen Horus. Heliopolis skabte desuden andre enneader.
Enneagram
Enneagram er et esoterisk (?) symbol: en trekant og en sekskant, der er indskrevet i en cirkel, med sekskanten drejet om, så linjerne krydser hinanden tre gange (Gurdjieff).
Entitet
I åndsvidenskabelig betydning er en entitet et guddommeligt liv – et synteseskabende, belivende og intelligent liv. Til tider anvendes ordet som betegnelsen for væsener på de lavere astrale planer.
Epagomenal
Egyptologi: Epagomenal stammer fra det græske ”epagein”, som betyder at ”tilføje”. Egypterne delte året i 12 måneder å 30 dage, hvortil de lagde fem dage, som på egyptisk blev kaldt ”de, som er oven på året”. Disse epagomenale dage var viet guderne Osiris, Horus, Seth, Isis og Nephthys.
Erman
Egyptologi: Erman, Adolf (1854-1937) tysk egyptolog. Hans grammatiske undersøgelser udgør i dag fundamentet for studiet af det oldegyptiske sprog. Han var initiativtager til og udgiver af den store ”Wörterbuch der ägyptischen Sprache”, som udkom 1926-1931. Hans indsats for egyptologien har været enorm, og han betragtes som en af de mest betydende egyptologer siden Champollion.
Eskatologi
(Græsk). Eschatos = yderst eller sidst. Eskatologi er læren om de sidste hændelser, verdens undergang og den yderste dom, og hermed mener man hændelserne ved tidernes ende. Ideen om tidernes ende, verdens ende eller verdens undergang er ofte en fordrejning af kendsgerningen om de ofte dramatiske hændelser, der følger med en tidsalders afslutning. En ny tidsalder vil medføre nye værdier – et paradigmeskift. Når materialismens tidsalder slutter, vil det opleves som verdens ende eller undergang for de mennesker, der har baseret deres liv på kapital og materialisme – men verden består og livet fortsætter, blot på et andet værdigrundlag.
Esna
Egyptologi: Esna ligger 54 km syd for det gamle Theben (Luxor). Grækerne kaldte byen “Latopolis”, som betyder “Nilstagens by” efter Esna-templets fiskeritualer. I gammel tid hed den “Tesnet”, som tidens løb til “Enit” og “Yunit”, og endte med at blive til det arabiske “Esna”. I midten af byen ni meter under det nuværende gadeniveau, ligger Esna-templet. Esna blev templet for Khnum og hans gudindetriade – Anuket, Neith og Satet. Khnum-kulten var udbredt over hele Egypten fra et meget tidligt tidspunkt, og mærkelig nok er hans mest berømte tempel i Esna først bygget helt hen imod slutningen af den egyptiske periode. Templet blev bygget af de romanske kejsere Claudius og Vespasian i det første århundrede e.Kr. Templet er meget ødelagt, og i dag er der kun hypostylhallen med 24 søjler tilbage. I Esna havde man en speciel fiskekult. Fisken var et helligt dyr, som man mumificerede og begravede på store kirkegårde. Det var også gudinden Neiths hellige fisk. Talrige ritualer og religiøse tekster, som er indgraveret på tempelvæggene, stammer fra Decius’ regeringstid (249-251 e.Kr.). De fortæller bl.a. om, at verdens skabelse blev udført af Neith, som efter sit første skaberværk drog ud fra sin egen by Sais (Heliopolis) og forlod Khnum for at fortsætte den skabergerning, som han havde udført med at forme legemer på sit pottemagerdrejebord.
Esoterisk
Esoterisk betyder “indre” eller “skjult”. I åndsvidenskaben henviser esoterisk til den skjulte indre, åndelige betydning, som ligger bag alle former og hændelser. Ordet bruges ofte om den indre lære – visdomslæren eller den esoteriske lære. Men ordet dækker også den indre betydning af ydre, eksoteriske former, symboler og dogmer. Den indsigt, der afsløres under indvielserne, er esoterisk, men den bliver eksoterisk (?) i samme øjeblik den offentliggøres. Meget af den viden, som åndsvidenskaben nu offentliggør, har tidligere hørt til den esoteriske eller hemmelige viden, men det er nu blevet tilladt at offentliggøre den, og den er derfor reelt ikke længere esoterisk.
Esoterisk skole
I en esoterisk (?) skole undervises man ikke alene i den esoteriske lære eller visdomslæren. Man lærer desuden at arbejde som en bevidst sjæl, der kontrollerer en handlende og intelligent personlighed mod sjælens mål. Dette mål er et delmål i den guddommelige plan for menneskeheden og planeten.
ESP
(Engelsk) ESP = extra sensorisk perception (oversanselig opfattelse). Det vil sige evnen til at opfatte indtryk og informationer, der stammer fra højere bevidsthedsområder.
ESP-forsøg
ESP-forsøg er eksperimenter, der skal bevise eksistensen af ESP (?) i dens mange former. Se også ESP.
Etiopisk periode
(Egyptologi). Efter at have været en vasalstat i Ny Rige lykkedes det for Nubien at erobre Egypten ved slutningen af den libyske periode. Cirka 730 f.Kr. blev Piankhi af Napata den første sudaneser, der gik over i historien, da han erobrede Øvre-Egypten (sydlige del) og erhvervede det symbolske herredømme over Nedre-Egypten (nordlige del). Da deltaet blev erobret af Shabaka (715 f.Kr.) opstod 25. dynasti af nubiske konger, som regerede et halvt århundrede, og det mest betydningsfulde medlem var Taharqa. Dynastiet kaldes Kushite efter navnet Kush, som egypterne kaldte Sudan – eller efter den græske tradition – det etiopiske dynasti. I 660 f.Kr. bragte Psammetichus en ende på det etiopiske herredømme, som ellers havde tilladt Egypten at få en renæssance og Sudan en chance for at tilegne sig en del af den faraoniske kultur.
Eukaristi
(Græsk: eucharistia = taksigelse). Eukaristi er betegnelsen for den hellige nadvers sakramente i den romersk-katolske kirke.
Evighed
Tid kan fattes. Evighed er ufattelig. Åndsvidenskaben anerkender ingen evighed ud fra samme forståelse som f.eks. den kristne Kirke, der mener, at evighed er en tidsperiode af uendelig varighed. Hvis evighed blot er uendelig lang tid, adskiller evighed sig ikke principielt fra al anden tid. Ifølge åndsvidenskaben kan evighed ikke måles i tid. Når ordet evighed benyttes i åndsvidenskaben, betegner det som regel en Brahmas alder – det vil sige varigheden af en Mahakalpa eller 311.040.000.000.000 fysiske år – og det er jo en periode, der absolut kan opleves som en “evighed”.
Evokation
Videnskaben om invokation og evokation er videnskaben om påkaldelse og svar – eller at bede og modtage. Invokation betyder at "nedkalde" eller "indkalde". Når vi invokerer anvender og kombinerer vi tanker, følelser, imagination og vilje. Enhver årsag har en virkning og enhver invokation resulterer i et svar – en evokation.
Evolution
(Latin). Evolution betyder “udvikling”. Evolution er en proces, der udvikler liv og bevidsthed i alle former. I åndsvidenskaben henviser evolution til livets udvikling fra lavere uudviklede former til højere udviklede former. Ved involution og evolution forstås som regel henholdsvis åndens nedstigning og indkapsling i stoffet og dens efterfølgende opstigning af og frigørelse fra stoffet. Det nuværende menneskerige befinder sig på et midtpunkt i evolutionen, og den sidste halvdel af denne evolution vil ske under overmenneskelige former i ikke-fysiske verdener. Evolution er derfor også en kontinuerlig og voksende kraft, der responderer på noget højere.
Evolutionsbue
Evolutionsbuen er den ene halvdel af et kredsløb. Kredsløbet består af en involutionsbue, der betegnes åndens nedstigning i stoffet indtil det laveste punkt er nået. Den anden halvdel af kredsløbet − evolutionsbuen − betegner åndens tilbagevenden til sin kilde beriget med de erfaringer, der blev erhvervet undervejs.
Exterristisk
Exterristisk er betegnelsen for noget ikke-jordisk.
Ezra
Se Teologi.
|
