Gabriel
Ærkeenglen Gabriel - se Geb.
Gamle Rige
(Egyptologi). Gamle Rige eller Memphis-perioden varede fra 3. til 6. dynasti – fra ca. 3000-2160 f.Kr. Denne periode kendes fra inskriptioner og skulpturer – fra relieffer med gravtekster og biografier mejslet ind i væggene på mastabaerne og gravtemplerne. Det er derfor muligt at studere pyramidealderen og dens sociale organisation. Gamle Rige voksede frem som den smukkeste og mest perfekte blomst i den faraoniske civilisation. Ingen civilisation opstår uden en lang, forudgående udviklingsperiode, og en af åndsvidenskabens forskere (Annie Besant) påpeger, at: ”Egypten har altid været civiliseret. De egyptiske arkæologer kan ikke finde nogen tidsepoke, hvor Egypten var barbarisk, vildt og uciviliseret, uden lov, uden forfatning og uden religion. Tværtimod, trådte Egypten frem på historiens skueplads fuldvoksen og udrustet med alle sine evner”. Kun få historiske facts er bevaret, men tiden overlevede i legender, som skriverne kopierede i senere generationer, og på denne måde bevaredes visdommen fra Atlantis. Ved slutningen af Gamle Rige krævede landets provinser selvstændighed, og ”hele landet blev hjemsøgt af revolution”.
Gardiner
(Egyptologi). Gardiner, Alan Henderson (1879-1963), engelsk egyptolog. Studerede sammen med Erman i Berlin og var medarbejder ved den store egyptiske ordbog. Et højdepunkt i hans videnskabelige arbejde var ”Egyptian Grammar”, som udkom første gang i 1927.
Garudanana
(Sanskrit). Garudanana er en yogaøvelse. Stillingen er en balanceøvelse, der styrker benenes muskler.
Gastromanti
Gastromanti er betegnelsen for en spådomskunst, hvor man anvender et fad med indviet vand. På vandets spejlende overflade viser der sig skikkelser – ofte af afdøde. Gastromanti er beslægtet med hydromanti.
Gautama Buddha
Gautama Buddha var den første fra menneskeheden, der opnåede buddhaskab. Efter at have været den 4. rodraces Bodhisattva inkarnerede han for sidste gang som prins Siddharta i dynastiet Shakya i Kapilavestu i året 621 f.Kr. Han opnåede buddhaskab år 592 f.Kr. og indtrådte, som buddhisterne siger, i Nirvana – og at han forlod sit fysiske legeme år 543 f.Kr. Disse datoer stammer fra den sydbuddhistiske religion. Eksoteriske kilder opgiver andre årstal: Født ca. 557 og død 477 f.Kr. Navnet Gautama eller Gotama, der var et slægtsnavn, betyder “den herligste på Jorden”. Da han hørte til Shakya-slægten, kaldes han hyppigt Shakya-muni – “vismanden fra Shakya-slægten”. Hans lære, der på en måde kan betragtes som en reformation af brahmanismen (hinduernes gamle religion) er mest af alt en ophøjet morallære – måske den mest ophøjede, der eksisterer på Jorden, selv i sin eksoteriske form. Efter ham kaldte man denne morallære for buddhismen eller, som den rettere burde kaldes, buddhaismen. Den er, i modsætning til jødernes, de kristnes og muslimernes religioner, absolut ikke-voldelig. Den påbyder vegetarisme og har udviklet sig uden religionskrige, i modsætning til de andre religioner. Den dag i dag er buddhismen den mest udbredte af verdensreligionerne. Den har flere gange været i forfald, men er blevet reformeret af store lærere, herunder de tre, der kaldes “buddhismens tre sole”: Aryasangha, Aryadeva og Nagarjuna – og desuden Tzon-kha-pa. Buddhismen, der har en omfattende litteratur, kaldes også dhamma eller dharma (“loven”), og af dens vigtigste hellige skrifter kan nævnes: Tripitaka i tre dele. 1) selve læren – Ulla pitaka, 2) Regler og forskrifter for asketerne – Vinaya pitaka, og 3) metafysiske og filosofiske afhandlinger – Abhidamma pitaka. Desuden findes Dhammapada, der indeholder selve Buddhas morallære, og Lalita vistara, der er en biografi af Buddha, skrevet af Dharmarakcha år 308 e.Kr. For at kunne nå sit høje udviklingsstadie, måtte Gautama Buddha i løbet af meget kort tid gennemføre et arbejde, der siges at have været så kolossalt, at ingen af de foregående buddhaer troede, det kunde lade sig gøre. Da dette stadie svarer til menneskehedens stadie ved slutningen af 6. runde, måtte han bl.a. opbygge sig et 6. runde-legeme – og der fandtes på det tidspunkt ingen atomer her på Jorden, der egnede sig dertil. Han måtte selv forme de forhåndenværende atomer – et arbejde, som almindelige mennesker overhovedet ikke kan gøre sig begreb om. Da han forlod sit fysiske legeme, indtrådte han ikke i Nirvana, som den eksoteriske buddhisme påstår (selv om han havde vundet retten dertil), men han venter på Nirvanas tærskel som en Nirmanakaya.
Geb
(Egyptologi). Himmelgudinden Nuts modpol er Geb. Geb er Jorden. I de fleste kulturer er Jorden en feminin skikkelse. Det overrasker de fleste, at “Moder Jord” symboliseres af “Fader Jord” i det gamle Egypten. For at forstå logikken er det vigtigt at holde fast i grundsymbolikken: Guder symboliserer ånd eller sjæl, og gudinder symboliserer substans, stof, legemer og form. Geb er derfor naturligt den maskuline modpol til den feminine mælkevej, der repræsenterer rummet, som er form. For de gamle egyptere er Jorden ikke form eller stof. De så om bag formen, og for dem var Geb identisk med Jordlogos – altså det væsen, som bruger planeten Jorden som sit fysiske legeme. Jorden er derfor ånden i Nuts form. Men hvor passer Nut (himmelrummet) ind i menneskets struktur? Og hvad med Geb? Det enkelte menneske er celler i den planetariske organisme, og planeten er et center i solsystemets organisme, som igen er et center i Mælkevejen. Den egyptiske gudekreds beskriver ikke alene menneskets indre opbygning, men fastholder samtidig menneskets placering i helheden. Geb har imidlertid en dobbeltrolle i gudekredsen. Udover at repræsentere Jordlogos, er han også symbol på menneskets æterlegeme. Mange senere myter er tydeligvis inspireret af denne symbolik og præsenterer derfor Jorden som en gudinde. Gudinder er som nævnt stof eller legemer, og både Jordens æter og menneskets æterlegeme hører til det fysiske plan. Vores “Moder Jord” og den græske gudinde “Gaia” er dybest set symboler for Jordens æterlegeme. I tidens løb har man flyttet fokus fra egypternes Jordlogos, som er Jordens indre ånd og derfor må være en maskulin guddom, til Jordens æterlegeme, som er Gaia eller moder. Geb var som nævnt Jordens gud (?) for de gamle egyptere. Jordens gud er et lavere aspekt af Solens gud, som i Egypten hed Ra. Hebræerne kombinerede − Geb og Ra − og tilføjede ”el” for ”gud”, som i senere jødisk tradition var Jordens ærkeengel Gabriel. Ordet Geb (Gev, Geu) går senere igen i græsk som ge(o) ”jord”, og indgår i begreber som geometri (jordopmåling) og geografi (videnskaben om Jorden).
Geburah
(Hebraisk). Den 5. af de 10 sephiroth. Geburah er Guds strenghed, symboliseret af naturloven, som beherskes af Mars.
Gelugpa
(Tibetansk). En gelugpa er en “gulhue”, som er den højeste og mest esoteriske buddhistiske sekt i Tibet – de ægte ortodokse buddhister, som Vestens forskere stort set intet kender til. Deres modsætning og modstandere er dugpaerne – rødhuerne.
Gemini
(Latin). Zodiakens 3. tegn og stjernebilledet Tvillingerne.
Genfærd
Et esoterisk fænomen, hvor en skikkelse af et afdødt menneske kan iagttages på steder, som det har knyttet sig til i sit fysiske liv.
Genganger
Se genfærd.
Genius
(Latin). Genius er en “skabende ånd” eller en skytsånd for det enkelte menneske. Skytsånden kan også knyttes til et bestemt sted. Genius benyttes om mange forskellige grader af åndelige væsener. Hos gnostikerne betyder genius eonerne et englehierarki.
Genopstandelse
Med genopstandelse menes sjælens eller åndens fortsatte liv efter den fysiske død. Et eksempel er Jesu manifestation i et åndeligt legeme efter korsfæstelsen og gravsætningen. Genopstandelsens mysterie har i alle tider været en integreret del af alle store kulturers religiøse forståelse.
Geomanti
(Græsk: “ge” = jord og “manteia” = spådom). Geomanti er derfor en spådomskunst, hvor man anvender linjer, figurer og punkter, der tegnes på jorden og tydes i forhold til stjernetegn og planeter på himlen.
Gereon
Den hellige Gereon og hans 318 ledsagere. Mindedag: 10. oktober. Skyts-helgen for soldater, mod hovedsmerter og migræne. Den hellige Gereon (Geron) er en historisk person, og fortællingen om ham og hans lidelses-fæller har en historisk kerne. Fra 300-tallet blev en gruppe af ukendte helgener æret i Köln, hvor kirken St. Gereon nu står. De blev martyrdræbt i begyndelsen af 300-tallet, efter sigende ved halshugning. Deres grav var kendt allerede i 400-tallet. Den hellige Gregor af Tours (død 594) fortæller om 50 martyrer fra Den Tebanske Legion, som var gravlagt i Köln, men han nævner ikke Gereon. Detaljerne tilhører legenden, der er skrevet i 1200-tallet af cistercienseren Helinand. Da hæren med Den Tebanske Legion slog lejr i Schweiz, var nogle tropper i legionen sendt i forvejen. En af tropperne marcherede under Thyrsus til Trier og en anden under Cassius, Florentius og Pius til Bonn. En trop på 318 mand under Gereon og en maurisk trop på 360 mand under Gregor fortsatte til Köln, hvor de ankom den 9. oktober, og de begav sig straks til militærlejren. Det fortælles, at disse krigere var meget anderledes end de romerske soldater. De var roligere og mere tilbageholdne. De havde også en mørkere hudfarve og var slankere og smidigere end romerne. De skal have båret helt specielle tegn på dragter og våben. Officererne kommunikerede venligt med soldaterne. Før de gik til ro om aftenen, så man dem stå sammen og bede med bøjede hoveder. Ved daggry morgenen derpå hørtes pludselig et hornsignal, og soldaterne strømmede ud af teltene, og de tebanske legionærer samlede sig på lejrkommandantens befaling. Han gav dem besked om øjeblikkelig af-march til Xanten. Men på kejser Maximians udtrykkelige ordre skulle de først give et offer til guderne for at sikre et lykkeligt resultat af felttoget. Kommandanten forkyndte også, at deres kammerater i Bonn, Trier og Octodurum havde nægtet at ære de romerske guder, og derfor var de uden undtagelse blevet henrettet sammen med deres fører Mauritius. Hvis soldaterne ikke ville dele kammeraternes skæbne, måtte de straks afsværge kristendommen. Tavse og ubevægelige lyttede de tebanske legionærer til dette. Da de havde sundet sig, så de, at bag dem stod andre soldater med korte sværd klar til slag. Da lyste deres mørke ansigter op som i hellig triumf. Gereon, deres anfører, trådte nu frem og erklærede på alles vegne, at de som trofaste soldater gerne ville udføre enhver ordre fra kejseren, men som trofaste kristne kunne de aldrig mere ofre til de romerske guder. Bevæbnet alene med troens sandhed var de heltemodige legionærer urokkelige, da kommandanten gav ordre om at torturen skulle sættes i gang. De opmuntrede hinanden til at være trofaste mod den hellige tro indtil døden. Da bødlerne indså, at legionærerne ikke ville vige fra deres tro, men fortsætte med at forkynde Jesus Kristi lære, blev alle de hellige mænd halshugget. Morderne slæbte de hellige legemer over markene og kastede dem i en dyb brønd. Kejser Helena opdagede deres relikvier ved Köln på et sted, som hed Mechtern − ad martyres. Hun lod dem iføre kostbare klæder og gravlagde dem i indviet jord.
Ghrita neti
(Sanskrit). Ghrita neti er et yogaudtryk for næseskylning – en renselsesteknik, hvori der anvendes en slags flydende smør.
Girafhale
(Egyptologi). Girafhalen var et symbol, der blev båret i bæltet og symboliserede evnen til ”at se langt” (clairvoyance).
Giza
(Egyptologi). Den middelalderlige by Giza i udkanten af Cairo ved grænsen til den vestlige ørken er i dag en moderne by, hvis berømmelse er verdensomspændende på grund af de tre store pyramider og den store Sfinks. Udover disse verdens undere strækker en enorm nekropol sig ud over området med utallige mastabaer, som er opført og dekoreret af adelsmænd fra Gamle Rige. Mange er forbløffende velbevarede.
Glasfremstilling
(Egyptologi). Ved at blande kvarts med natron eller aske er det muligt at fremstille glas, men mens vi i nutiden foretrækker transparent glas, ønskede de gamle egyptere et uigennemsigtigt, blødt og plastisk materiale med farver fra halvædelsten. Blå, rød, violet eller grøn blev skabt ved at anvende oxideret metal, som både dengang og nu blev blandet med fritte (et stof til fremstilling af porcelænsmasse eller glas). Selv i Egyptens ældste periode kendte egypterne til kunsten at fremstille fin fajance. Den bedste periode for egyptisk glasarbejde begynder med Hyksos-folket, muligvis på grund af deres forbindelser til Østen og Mesopotamien, hvor man mestrede meget fornem glaskunst. Elegante parfumekrukker med bølgende tråde, der forestiller lysstråler, viser smagen og niveauet i glaskunsten under Amenhotep III (18. dynasti) – og denne brugskunst var desuden en eksportvare.
Glæde
Glæde er en sjælskvalitet. Glæde har sin oprindelse i sjælen og kommer til udtryk i den trefoldige personlighed. Ægte glæde stammer fra sjælens fuldstændige kontrol over personligheden.
Gnanna
Gnanna er betegnelsen for en bestemt yogalære, som kan oversættes som visdommens yoga eller erkendelsens yoga. Målet for gnanna-yoga er gennem selverkendelse at trænge frem til tilværelsens inderste natur, for derved at forene den individuelle bevidsthed med den universelle.
Gnom
Mineral- og jordelemental. Se Naturånder.
|
Gnosis
(Græsk). Gnosis betyder “kundskab” eller “erkendelse”. Gnosis stammer fra en filosofisk skole fra Kristi tid, og skolens lærdom var primært esoterisk. I dag benyttes ordet oftest som betegnelse for den skjulte visdom eller den hemmelige, åndelige kundskab, der er kernen i alle religioner. Essensen i gnosis er menneskets ånd, der beskrives som en guddomsgnist, der midlertidigt er fængslet i det fysiske legeme. Gennem erhvervelse af kundskab og erkendelse kan mennesket befri sig fra dette fangenskab. Kirken begyndte hurtigt at bekæmpe og forfølge gnostikerne, men læren har overlevet i skjulte samfund. Gnosis er det samme som hinduernes Gupta Vidya.
Gnostikere
I kristendommens første tid var gnostiker en betegnelse for alle kyndige mystikere, der studerede gnosis, og som betragtede kristendommen som en mystisk filosofi – ikke som en biografi. Efterhånden som kirken fik magt og blev mere verdslig, blev gnostikerne derfor stærkt forfulgte.
Goetheanum
Goetheanum er den antroposofiske bevægelses hovedsæde i Dornach i Schweiz. Stifteren af Antroposofisk Selskab, Rudolf Steiner, opførte først en bygning af træ efter antroposofiske principper, men denne bygning brændte og blev senere genopført i sten.
Gomukhasana
(Sanskrit). Gomukhasana er en yogastilling, der kaldes ”koens hoved”. Gomukh er et musikinstrument, der minder om et kohoved.
Gorakshasana
(Sanskrit). Gorakshasana er betegnelsen for yogi Gorakhnaths' stilling.
Gotrabhu
(Pali). Gotrabhu er en tilstand, hvor aspiranten er parat til indvielse. På dette udviklingsstadie samler aspiranten så at sige alle de tilegnede egenskaber og styrker dem i det omfang, der kræves, for at kunne tage det næste store skridt, hvor man betræder den egentlige vej i egenskab af antaget discipel. Når dette trin er nået, efterfølges det meget hurtigt af indvielse i den næste grad. Som svar på spørgsmålet: ”Hvem er gotrabhuen?” siger Buddha: ”Det menneske, der er i besiddelse af de egenskaber, der umiddelbart fører til begyndelsen til indvielserne − det er en gotrabhu.”
Gotrabhu-gnana
(Pali). Gotrabhu-gnana er betegnelsen for den visdom, som er nødvendig for at kunne betræde indvielsesvejen.
Grafologi
(Græsk). En grafolog er en håndskriftkyndig, som ud fra håndskriften kan analysere et menneskes karakter. Denne evne kaldes grafologi.
Gravtempel
(Egyptologi). Det er en almindelig antagelse, at Amenhotep III’s tempel, Rammeseum, Hatshepsuts tempel, Medinet Habu-templet og Mentuhotep II’s tempel – alle på Vestbredden ved Luxor – er gravtempler, der er knyttet til gravene i Kongernes dal, men bortset fra Hatshepsuts tempel adskiller de thebanske gravtempler sig ikke fra andre templer, der er viet til guderne. Faraonerne blev begravet i dybe klippegrave i Kongernes dal. Gravene blev lukket og kamufleret, og alle spor blev slettet. Men samtidig opførte de samme faraoner gravtempler, hvor den afdøde farao fra den “anden side” kunne stå i kontakt med efterfølgere og efterkommere og på denne måde inspirere og påvirke det egyptiske riges fortsatte udvikling i den fysiske verden. Gravtempler var kulttempler, som var viet både til guderne og gudernes repræsentant i den fysiske verden – faraoen. Umiddelbart lyder det måske besynderligt, men i nutiden gør man i princippet det samme, når man bygger kirker for Kristus. Han var Guds søn og dermed Guds repræsentant på Jorden for mere end 2000 år siden på samme måde som faraonerne var sønner af Gud (?) og gudernes repræsentanter i årtusinder før ham. I Vesten opfordres man i dag til at komme i kirkerne for at blive inspireret af Jesu liv og lære på samme måde, som egypterne kom i gravtemplerne for at kontakte deres symbol på et ophøjet liv. Private havde ikke råd til at bygge gravtempler, så mange lod opføre kultsanktuarier, men de fleste “nøjedes” med en mastaba. Se også dødetempel.
Grimorium
(Fransk = grimoire). Grimorium er meddelelser med magisk tekst.
Gruppebevidsthed
I åndsvidenskaben anvendes betegnelsen "gruppebevidsthed" i betydningen delens identifikation med helheden. Gruppebevidsthed forudsætter fælles målsætning og ægte ansvarsfølelse over for gruppen. Den tibetanske mester Djwhal Khul oplyser, at "en gruppe er et formål". Gruppebevidsthed må ikke forveksles med massebevidsthed eller flokbevidsthed. Gruppebevidsthed i menneskeriget må heller ikke forveksles med dyrerigets gruppebevidsthed, for mennesket har en individuel sjæl, hvorimod dyr har en gruppesjæl. Det betyder, at en enkelt sjæl inkarnerer i en gruppe bestående af flere dyr, som reagerer instinktivt på sjælens impulser. Se også Gruppesjæl.
Gruppesjæl
På samme måde som et menneske er en personlighed, så længe det er i inkarnation, er hvert enkelt dyr i dyreriget det også, men disse ”personligheder” er ikke, som hos mennesket, udgået fra en selvstændig sjæl eller individualitet, men fra en gruppesjæl, som har mere end én ”personlighed” i inkarnation på det fysiske plan på én gang. Der kan være flere eller færre i inkarnation afhængig af, om dyret tilhører udviklingsmæssigt lavere- eller højerestående arter. Når dyret dør, går det derfor tilbage til sin gruppesjæl, og alle de erfaringer, det har indsamlet i sit fysiske liv, kommer derfor alle senere fødte “personligheder” fra samme gruppesjæl til gode. Det er det, man kalder instinkt. Efterhånden som en gruppesjæl specialiserer sig og udvikler sig, spalter den sig sådan, at hver enkelt ny gruppesjæl efterhånden indeholder færre og færre individer. For de højerestående pattedyrarters vedkommende er der kun ganske få. Til sidst spaltes gruppesjælen sådan, at der kun er ét eksemplar eller én “personlighed” tilbage, som herefter bliver bevidst om, at den er adskilt fra gruppen. Og derved sker individualiseringen, hvor en ånd (monade) forbinder sig med den, og den fødes derefter ikke mere som dyr, men som menneske. Denne individualisering kan kun ske gennem syv pattedyrarter, og processen skal stimuleres gennem kontakt med mennesker. Af disse syv arter kender vi de fem: Hunden, katten, hesten, elefanten og en af de store menneskeaber. De to sidste kendes ikke. Muligvis er de ikke udviklet endnu. I den nuværende periode kan der ikke fødes flere individualiserede dyr som mennesker, for det siges, at “døren til menneskeriget er lukket”. De dyr, der nu individualiserer, træder ind i en slags nirvana og “sover” der, indtil det rette tidspunkt indtræffer i en senere periode, hvor der vil være passende menneskeformer til dem. En gruppesjæls udvikling begynder allerede i mineralriget og fortsætter i planteriget, hvor forholdet er nogenlunde det samme som i dyreriget.
Grækere
(Egyptologi). Grækerne levede i Egypten, længe før Alexander den Store erobrede landet (332 f.Kr.). Gamle legender beretter om Menelaus’ rejse, som omhandler grækerne, der begyndte at ankomme til Egypten i stort antal fra 7. dynasti, og de spillede en større og større rolle i landets liv. De første kom som lejesoldater, og senere kom de handlende (Naucratis) og turisterne (Herodot). Og under de sidste indfødte konger var de kongelige rådgivere (Chabrias) og officerer i hæren. Efter den anden persiske periode slog de sig ned i den nye by Alexandria og Ptolemais – eller rundt omkring i landet – navnlig i Faijum. Kontakten mellem egyptere og grækere skabte gradvis et blandet samfund.
Gud
I de panteistiske religioner tales der om mange guder, men åndsvidenskabeligt set er der bag disse mangfoldige symboler på guddommelige kræfter altid selve guddommen – Gud eller Det Ene Livsvæsen. I de monoteistiske religioner (jødedommen, kristendommen, islam) er der kun én personlig gud, som betragtes som den højeste og eneste. Det er imidlertid et ganske ufilosofisk og umuligt begreb. Den gud, der nærmest svarer til den kristne kirkes Gud, må vel være Jordlogos eller Sollogos, der jo hverken er den højeste eller den eneste Gud. Begrebet den immanente Gud henviser til opfattelsen af Gud som iboende alle former. Dermed udtrykker alle naturriger inklusive menneskeriget guddommelighed. Opfattelsen af Gud som transcendent henviser til opfattelsen af Gud som et væsen, der befinder sig over mennesket og uden for den skabte verden. Åndsvidenskaben betragter Gud som både immanent og transcendent.
Guddommeliggørelse
(Egyptologi). Selv om egypterne oplyser, at de kunne gøre mennesker til guder, var guddommeliggørelse en sjældenhed i Egypten. Herodot fortæller, at “helte ikke var genstand for tilbedelse”, men der findes dog enkelte undtagelser. Nogle faraoner modtog guddommeliggørelse i forbindelse med begravelsesritualet, og de fik deres eget kultsanktuarie til gavn for senere generationer. Amenhotep I og hans moder Ahmes-Nefertari blev tilbedt i den thebanske nekropol, Snofru på Sinai, Sesostris III i Nubien, Amenemhet III i Faijum etc. Nogle blev guddommeliggjort umiddelbart efter døden. Det var utvivlsomt tilfældet hos nogle vizirer i Gamle Rige. Kagemni fik et kultsanktuarie og en stele (mindesten) opstillet i sin mastaba i Sakkara af sin trofaste efterfølger Isi – prins af Edfu, som selv blev tilbedt som “hellig vizir” og “levende gud” fra 6. dynasti til 2. Mellemtid. Hekaib havde også et sanktuarie, der var viet til hans kult på Elephantine ved Aswan. Andre blev først guddommeliggjort længe efter deres død, som for eksempel Imhotep – kong Djosers arkitekt i 3. dynasti. Han blev først guddommeliggjort 2.000 år efter sin død. Amenhotep søn af Habu, som var Amenhotep III’s arkitekt i 18. dynasti, blev også guddommeliggjort, men det skete mens han levede. Han blev healingsgud, og fik et sanatorium i sit sanktuarie ved Deir el-Bahari. Teephibis blev ligeledes tilbedt i et lille tempel på Thebens vestbred.
Guld
(Egyptologi). Guld (elektrum) blev utvivlsomt betragtet af egypterne som det mest værdifulde materiale, men værdien havde intet at gøre med økonomi. Det blev betragtet som et guddommeligt og kongeligt metal. Det var Solens og gudernes strålende og uforgængelige “kød”. Gudinden Hathor var en inkarnation af guld. Og en af de kongelige titler var “Horus af Guld”. Guddommelige symboler blev belagt med rent guld, hvis de da ikke blev fremstillet helt i guld. Bladguld blev anvendt til belægning på obelisktoppe, tempelsøjler, rituelle redskaber og relieffer med særligt hellige symboler. Det sted, hvor den afdødes “dobbeltgænger” (ka-statuen) og dens skrin blev fremstillet, kaldte man “Guldhuset”. Det samme navn fik nogle balsameringshuse og værksteder, der arbejdede for hoffet. Mumiemasken, der dækkede den afdødes ansigt, var enten guldbelagt eller malet gul, mens faraoniske mumiemasker blev fremstillet af massivt guld (for eksempel Tutankhamons). Eftersom egypterne handlede med naturalier, indgik guld kun langsomt i økonomien. Sethos I advarede mod dette, da han sagde: “Da guld er gudernes kød, er det ikke tiltænkt dig. Undlad derfor at tale som solguden, da han indledte sin tale: ‘Min hud er af ren elektrum’.” Egyptens enorme forbrug af guld undrer eksperterne, for guld fandtes ganske enkelt ikke naturligt i så store mængder, at guldminerne kunne dække det ufattelige forbrug. Guldminerne lå i det sydlige Egypten (Nub betyder “guld” på oldegyptiske, og Nubien er således “guldlandet”). Ifølge åndsvidenskaben var man i de gamle kulturer i stand til at fremstille guld ved hjælp af alkymi.
Guldalderen
Se Krita-yuga.
Gulhue
(Tibetansk). “Gelugpa”. Den højeste og mest esoteriske buddhistiske sekt i Tibet – de ægte ortodokse buddhister, som Vestens forskere stort set intet kender til. Deres modsætning og modstandere er dugpaerne – rødhuerne.
Guna
(Sanskrit). Guna betyder “egenskab” eller "fiber". Guna er fibre i universets opbygning – enhver af stoffets tre kvaliteter som tilsammen kaldes Triguna. De tre gunaer eller Triguna er stoffets tre grundegenskaber: Tamas, som er træghed, inerti, død og forfald (hovedegenskab på det fysiske plan) – Rajas, som er aktivitet og bevægelse (hovedegenskab på astralplanet) – og Sattva som er rytme, harmoni (på mentalplanet). I den hinduistiske Trimurti svarer Brahma til Rajas, Vishnu til Sattva og Shiva til Tamas.
Gupta Vidya
(Sanskrit). Gupta Vidya er “hemmelig kundskab” eller åndsvidenskab eller den esoteriske visdom. Gupta Vidya kan også kaldes den hemmelige videnskab.
Guptasana
(Sanskrit). Guptasana er et yogaudtryk, der betyder den 'hemmelige' stilling.
Guru
(Sanskrit). Ordet "guru" stammer fra sanskritordet "gur", som betyder "at opløfte". En guru er en “lærer” – navnlig i betydningen “en åndelig lærer”. En guru er en indviet, der underviser disciple for at føre dem frem ad den åndelige vej, men ofte anvendes samme terminologi for en chela – en discipel. Ifølge Paramahansa Yogananda betyder guru "fordriver af mørket". "Gu" = mørke og "ru" = fordriver af.
|
