â€�Og Moses og Aron gjorde, som Herren bød; Moses løftede staven og slog vandet i Nilen for øjnene af Farao og hans tjenere, og alt vandet i Nilen forvandledes til blod …â€�

�2. Mosebog�, 7:20

Man kan sige, at Det Ubegrænsede Liv mistede sin ubegrænsethed og sin jomfruelige renhed, da det inkarnerede i og udviklede sig gennem begrænsede, sansende væsener. Denne degradering når et ekstremt niveau i mennesket, fordi mennesket selvbevidst og egoistisk anvender livskraften, livsprocesserne og endog livsfornødenhederne til sanselig tilfredsstillelse. Begæret kan endog blive så ekstremt, at et menneske nyder sadisme og glæde ved at forårsage smerte og at dræbe.

Set fra et menneskeligt niveau kan lovbrud, perversioner og grove fejl som følge af misbrug af livskraften, kun anses for at være uhensigtsmæssige om ikke direkte onde set fra åndens niveau. Denne uundgåelige tilsmudsning af det åndelige, kan betragtes som en â€�plageâ€�. Men plager er dybest set ikke plager, men blot mødet mellem liv og form.

Ifølge Bibelen blev plagerne påført egypterne efter ordre fra Gud. Det indikerer, at plagerne symboliserer en naturlig og ukrænkelig lov. Det midlertidige tab af åndelighed og begejstringen for materialismen karakteriserer det laveste stadie på udviklingsvejen. Men det repræsenterer selvsagt også vendepunktet og begyndelsen på tilbagevejen. På denne måde er problemet med begrebet â€�det ondeâ€� præsenteret i Mosebøgerne.

Menneskehedens problemer med egoisme og dermed slavebinding til materialismen er midlertidig. Menneskets lidelser eller â€�plagerâ€� er en forædlingsproces, som ved hjælp af loven om årsag og virkning (karmaloven) harmoniserer forståelse og handling.

Når Gud forhærder faraoens hjerte, så han kan modstå israelitternes stærke ønske om frihed fra slaveriet, symboliserer det personlighedens modstand mod åndelig udvikling. Hvem kender ikke denne indre kraft som konservatisme eller frygt for forandringer, der kendetegner de fleste mennesker?

I Bibelens beretning om plagerne er temaet kampen mellem ånd og stof, og målet er åndens kontrol over stoffet. Moses er åndens og sjælens repræsentant, og israelitterne symboliserer tænkeevnen, mens egypterne repræsenterer astrallegemet og æterlegemet. Hvis egypterne havde skabt legenden, ville forholdet selvsagt have været omvendt.

Når Moses brugte magi, var det udtryk for sjælelige eller åndelige kræfter, mens de egyptiske magikere var eksponenter for den form for magi, der er baseret på animalsk magnetisme – det vil sige manipulation med menneskets fysisk/æteriske energier. Spiritisterne har vist, hvordan man dirigerer og simulerer ægte fænomener helt ned i fysisk manifestation.

I denne form for magi er målet ikke at skabe indre transmutationer, hvor eksisterende stof forædles og forfines, sådan som det er tilfældet med ægte, åndelig alkymi. Reelt er man bare i stand til at fuske med kræfterne og frembringe tilsyneladende undere gennem manipulation. Ã…rsagen er, at stoffets kræfter (elementalerne) bringes under personlighedens kontrol – ikke sjælens.

Målet for den hvide magi er forædling og fuldkommengørelse af menneskets tankemæssige, følelsesmæssige og fysisk/æteriske legemer, og det forudsætter eliminering af egoisme og grovheder, samt en nyorientering af disse indre kræfter i mere åndelig retning. Dette var Moses’ mål med at anvende hvid magi, hvorimod præsternes anvendelse af trolddom og åndemaneri hørte til magiens mørkere kunstart. Den sorte magi blev udført af de egyptiske mirakelmagere, men ikke af deres leder – faraoen.

â€�Da vendte Farao sig bort og gik hjem, og heller ikke dette lagde han sig på sinde.â€�

�2. Mosebog�, 7:23

Templet i sin helhed symboliserer hele mennesket – inklusiv sjælen og ånden, der befinder sig i det allerhelligste to kamre. Et hus med dets fire vægge symboliserer personligheden eller det fysiske menneske med sine tanker, følelser og fysiske handleredskab. Når faraoen ikke går til templet, men går hjem, understreger det, at han symboliserer de lavere motiver i mennesket. Hvis han havde valgt at give israelitterne frihed, ville rejsen mod de højere bevidsthedsniveauer være indledt, og målet havde været â€�det forjættede landâ€� eller fuld indre oplysning.

Men mennesket falder igen og igen tilbage til de vaner og værdier, som er indarbejdet i dette og tidligere liv. Beslutningen om at gøre alvor af sin åndelige udvikling, stiller så store krav, at de fleste gør som faraoen – de â€�går tilbage til hjemmetâ€� – til det, de kender og oplever som trygt og sikkert. Mennesket falder tilbage til de gamle materialistiske vaner igen og igen, og det skal udsættes for mange â€�plagerâ€�, før det definitivt får etableret en åndelig praksis, der fører det ud af det fangenskab, det selv har skabt.

Moses forvandlede Nilens vand til blod. Nilen symboliserer den kosmiske livskraft, der strømmer gennem Egyptens tempel eller legeme. Blodet er livskraften, der strømmer gennem menneskets legeme.

Når Moses forvandler Nilens vand til blod, symboliserer det åndens eller sjælens livskraft, som set fra personlighedens synspunkt er en forurening af og en trussel mod det egoistiske og materialistiske liv. Moses symboliserer den åndelige vilje. De egyptiske magimagere er også i stand til at forvandle vandet til blod, men da deres evne må betegnes som sort magi, repræsenterer de den personlige vilje. Derfor kunne blod symbolisere både godt og ondt.