Udøvelse af magi krævede fokuseret kraft, som man lærte at opbygge og anvende i indvielserne. Derfor var det alene Egyptens indviede, der kunne fungere som ægte magikere. Anvendelse af psykiske evner var naturlige og selvfølgelige i det gamle Egypten, og på en måde er det nemt at forstå, hvorfor man ikke betragtede evnerne som overnaturlige, men slet og ret naturlige.

Egypterne troede på én Gud, der manifesterede sig i mangfoldige aspekter (talrige guder, gudinder og deres sønner), og de var overbeviste om, at der er en hensigt med alt, som dette Ene Livsvæsen har skabt. Alt – fra det største til det mindste – indtager således en selvstændig og meningsfuld plads i helheden.

Hvis denne holdning accepteres som en universel sandhed, medfører det, at hvert eneste menneske inkarnerer med en bestemt hensigt og målsætning, og det er reelt denne hensigt, der har antaget fysisk form, og som skal realiseres i inkarnationen. Egypterne var derfor ikke fokuseret på formen eller legemet, men på den energi eller kvalitet, der var legemliggjort.

Men når alt i den fysiske verden er både skabt af Gud og desuden er udtryk for en bestemt energi eller kvalitet, har man samtidig grundlaget for praktisk anvendelse af denne viden – og det er det, man i dag kalder magi. De makrokosmiske lovmæssigheder gælder nemlig også i menneskets mikrokosmiske verden, og når et menneske skaber en bestemt form med en bestemt hensigt, vil den energimæssigt kunne fungere som et levende væsen. De gamle egyptere betragtede ord som â€�levende væsenerâ€�, for ord var en formulering af en tanke eller en hensigt.

â€�Grundlaget for alle manifesterede fænomener
er den udtalte lyd, eller ordet sagt med kraft,
det vil sige med viljens fulde hensigt bag det.�

Alice A. Bailey: Indvielse, s. 161

Det var de færreste, der var i stand til at lægge viljens fulde kraft og hensigt bag skabelsen af en form. Det var som regel ypperstepræsterne, der besad kraften og kendte teknikkerne, og derfor blev de betragtet som magikere.