I alle religioner har mennesker påstået, at de har forstået, hvad Gud skulle have sagt, og herefter har de omdannet disse såkaldte sandheder til dogmer og doktriner. Efterfølgende har de påtvunget de uvidende masser deres egen fortolkning under påstand om, at det er Guds egne ord. Men: teologi er udelukkende et udtryk for, hvad mennesker tror, Gud mener.

Religionen er ikke et problem i sig selv, og har aldrig været det. Problemet har altid været de mennesker eller organisatio­ner, som forsøger at belære om religion, og som påstår at de repræsenterer det åndelige liv – endda det eneste ægte åndelige liv.

Alle kender samtalen med â€�Gudâ€� på Sinai-bjerget, hvor â€�Gudâ€� opfordrer Moses til at overtale faraoen til at gøre en ende på slaveriet og tillade israelitterne at rejse ud af Egypten. Men de færreste ved, at der var tale om et indvielsesritual, og det var naturligvis hverken Gud eller hans engel, der var til stede på Sinai-bjerget den dag.

I Egypten blev stort set alle større og vigtige beslutninger taget ved hjælp af orakelsvar eller anden accept fra guderne. Eksempelvis kunne en deltager i et mysteriespil blive pålagt en bestemt opgave. Den guddommelige inspiration i forbindelse med mysteriespillene blev taget dybt alvorligt. Man var overbevist om, at Gud eller guderne faktisk talte igennem den præst, der spillede rollen som den pågældende gud. Ritualerne opbyggede en magisk kontakt, som skulle medføre, at præsten blev overskygget eller â€�besatâ€� af guddommen, og derfor ville et guddommeligt dekret blive betragtet som Guds egne ord. (I Østen brugte man ofte trance for at skabe denne kontakt til indre inspirationskilder).

At det faktisk forholdt sig sådan bekræftes i Rabbinerskrifterne, hvor man kan læse, at Moses i senere tilfælde diskuterede med â€�Gudâ€� – eller rettere den præst, der spillede rollen som Gud – og â€�Gudâ€� i skikkelse af den udklædte præst måtte til tider bøje sig for Moses’ argumenter. â€�Gudâ€� måtte indrømme, at han havde taget fejl og give Moses ret. Når Bibelen oplyser, at det var Gud, der talte, var det derfor en præst, der fungerede som Guds stedfortræder.

Egypten havde 42 moralbud. De indeholder mange værdier, hvis man ønsker at bevare og udvikle et samfund. Der kræves lydig­hed, sammen­hold, barmhjertig­hed, ærlighed og sand­hed. Og det hele blev underbygget af den re­ligiøse be­vidsthed, der var kernen i hele samfundsstrukturen og kulturen. Døde­bo­gen fandtes på Moses tid, og forbindelsen mellem den og De 10 bud er ikke vanskelig at få øje på, selvom der er delte meninger om denne sam­men­hæng.

Moses’ 10 bud minder meget om de egyptiske moralbud. Der er imidlertid en afgørende forskel på de egyptiske og de jødiske moralbud. I Egypten skulle mennesket efter selvransagelse erklære: â€�Jeg har ikke …â€�, mens jødernes Gud beordrer: â€�Du må ikke …!â€�. Egyptens moralske regler var derfor baseret på indre selvransagelse og selverkendelse, hvorimod jødernes var baseret på forbud fra en ydre autoritet og frygten for straf – og håbet om belønning.