Den væsentligste form for psykisme i det gamle Egypten var utvivlsomt faraoens kontinuerlige kontakt med Det Store Hvide Broderskab på de indre eksistensplaner. Når faraoen eller ypperstepræsterne modtog et budskab fra indre kilder, var det naturligvis â€�gudernes ordâ€� – altså den samme ide, som senere omtales i Bibelen, da Moses modtog Lovens Tavler som en hellig â€�Guds skriftâ€� på Sinai-bjerget.

I dag tolkes begivenhederne bogstaveligt, og derfor påstås det, at det faktisk var Gud selv, der talte direkte til Moses. Men Gud har aldrig selv skrevet et eneste ord – heller ikke på Moses’ stentavler. Han har heller ikke sagt et eneste ord til faraonerne. â€�Gudsâ€� (Det Store Hvide Broderskabs) kommunikation med menneskeheden har altid krævet en stedfortræder (for eksempel faraoner, ypperstepræster og profeter), og kvaliteten af budskabet har altid været betinget af mellemleddets udviklingsniveau.

Når man i de gamle skrifter taler om Guds ord eller skrift, mener man naturligvis en â€�guddommeligâ€� inspireret tekst. Hieroglyfferne var â€�Guds ordâ€�, og derfor var de â€�levende kræfterâ€� med magisk styrke, på samme måde som det skabende ord ved Universets begyndelse. Derfor kunne de hellige skrifter påvirke og styre begivenhederne. Hellige skrifter blev anvendt i ritualerne, og det engelske ord spell – der stadig betyder både at stave og at (for)trylle – viser ordenes oprindelige magiske betydning.

Det er ikke Guds ord, der står i Bibelen. Bibelen er både skrevet af mennesker og gentagne gange omskrevet af mennesker. Men den er udtryk for menneskers forsøg på at kontakte og modtage inspiration fra indre og højere kilder.