En discipel har frem for alt forpligtet sig til at gøre tre ting:

a) At tjene menneskeheden.

b) At samarbejde med Hierarkiet om Planen, således som disciplen ser den og efter disciplens bedste evne.

c) At udvikle sjælens evner og at udvide bevidstheden indtil disciplen kan fungere på de tre planer i de tre verdener samt i kausallegemet, og at følge sjælens vejledning og ikke sin trefoldige lavere personlighed.

En discipel er den, der begynder at forstå gruppearbejde, og som flytter sit aktivitetscenter bort fra sig selv (som den akse hvorom alting drejer sig) til gruppecentret.

Disciplens sans for proportioner er reguleret. Tingene ses, som de er. Andre mennesker ses, som de er. Disciplen ser sig selv, som han eller hun er inderst inde og forsøger at blive − som de store indviede forbilleder. Disciplen erkender sig selv – i større eller mindre grad – som en yderpost i mesterens bevidsthed.

Discipel er den, som overfører sin bevidsthed fra det personlige til det upersonlige og som på dette overgangsstadie nødvendigvis må gennemgå mange vanskeligheder og lidelser. Disse vanskeligheder opstår af forskellige årsager:

a) Disciplens personlighed (det lavere selv), som gør oprør imod at blive forvandlet.

b) Et menneskes nærmeste gruppe, venner og familie, som gør oprør imod disciplens voksende upersonlighed. De bryder sig ikke om at blive betragtet som mennesker, der tilhører disciplens ydre verden, og at de udelukkes, når det drejer sig om disciplens åndelige stræben.

Et af de fineste instrumenter for praktisk udvikling − som ejes af ethvert menneske − er talen. Den, der vogter sine ord og kun taler med et altruistisk formål for at overføre kærlighedens energi ved hjælp af talen, er et menneske, der er på vej til hurtigt at mestre de indledende skridt i forberedelse til indvielse. Talen er den absolut mest esoteriske udtryksform. Den er midlet til skabelse og instrumentet for kraft. I tavshed (tilbageholdelsen af ord) − i esoterisk forstand − ligger en bevarelse af kraft. Og i udnyttelsen af ord, som er klogt valgt og talt, ligger fordelingen af solsystemets kærlighedskraft – den kraft, som bevarer, styrker og stimulerer. Kun den, som kender noget til disse to aspekter af tale, kan betros at stå foran indvieren og i dennes nærværelse fremsige visse lyde og udtale hemmeligheder, som er givet under tavshedsløfte.

I tidligere civilisationer praktiseredes discipelskabet i lukkede templer og i ashramer langt fra byer og beboede områder. Her kunne mesteren/guruen samle de håndplukkede disciple, og kræve ubetinget lydighed, seksuel afholdenhed og tavshed over for den ydre verden. Den ældgamle klostertradition med en ledende abbed og de mange dedikerede nonner og munke er et udmærket billede på de krav, der blev stillet til søgende disciple. Det var især hengivenhed, der prægede tidligere tiders discipelskab.