Anden indvielse

Mens første indvielse vedrører en rimelig grad af kontrol over driftslivet. Med dets sociale overbygning repræsenterer anden indvielse en tilsvarende kontrol over følelseslivet – den astrale natur. Med følelseslivet menes der i høj grad de mange astrale strømninger og modsætningspar, som mennesket normalt er fuldkommen identificeret med og opslugt af − kærlighed og had, tryghed og utryghed, forventning og angst, opstemthed og depression, jalousi, misundelse, ejendomsret, forfængelighed mm., er alt sammen følelsesmæssige tilstande, der fylder livet og bestemmer menneskets reaktioner. Disse følelsestilstande er baseret på en fundamental egoisme og selvoptagethed, hvilket forståeligt nok var nødvendigt for at kunne overleve gennem de mange tidligere liv. Desuden har processen medført udvikling af selvbevidsthed, der er en forudsætning for at kunne tage selvstændigt ansvar.

Energimæssigt er det sublimeringen af energierne fra sakralcentret − det vil sige de seksuelle energier − til halscentret, der er det næste skabende center, som skal aktiveres. Det betyder ikke, at mennesket holder op med at fungere seksuelt – naturligvis ikke − for hvordan skulle fremskredne sjæle ellers kunne inkarnere? Det primære er, at mennesket får en anden holdning til seksualiteten. Det er nødvendigt at ”ophøje” eller ”forædle” en del af denne skaberkraft og overføre den fra skabende fysisk virksomhed til skabende mental aktivitet − fra sakralcenter til halscenter.

I Bibelen symboliseres anden indvielse af dåben i Jordanfloden. Jesus nedsænkes i vandet, og han rejser sig renset af de ”astrale vande” og opnår herredømme over vandets (følelsernes) natur. ”Himlene skilles ad” og Ånden stiger ned over ham som en due, og en stemme lyder: ”Du er min Søn, den elskede, i dig har jeg velbehag.”[1]

Inden for buddhismen kaldes anden indvielse for ”Sakradagami” – ”den, som krydser floden” − det vil sige, at disciplen symbolsk skal svømme over floden med alle dens lumske strømme og komme sikkert over på den anden side. Vand symboliserer følelser, og det gælder om, at følelserne ikke river mennesket med, så det ikke når den anden bred!

De to første indvielser er primært disciplinære, det vil sige, at de vedrører kontrollen over og beherskelsen af den ”lavere” natur. Derfor betragter Den Indre Verdensstyrelse dem som forberedende indvielser, og først tredje indvielse anses som den virkelige begyndelse på det åndelige liv.

_________________________________

[1] Markusevangeliet: 1, 11

_________________________________