Egoisme og magt

Den dårlige tendens begyndte hos præsteskabet. Som tidligere nævnt var der en tid, hvor præsterne blev indviet i mysterierne, men i tidens løb var det færre og færre, man fandt egnede og værdige til den ære − de manglede ganske enkelt de væsentligste egenskaber. I stedet for at vise uselviskhed, i stedet for at vise interesse for at arbejde for menneskeheden, så viste de tegn på egoisme og stræbte efter magt. Og da disse tendenser tiltog, udviklede der sig en intens stræben efter magt − kærligheden til det smukke, til sandhed og til de højere følelser blev mindre og mindre. Det samme skete med kærligheden til musik, der var den metode, de kunne anvende til at give udtryk for de højere følelser. De blev efterhånden helt indifferente og skødesløse med, hvordan den hellige musik blev udført, og hvilken standard den anvendte musik havde. Efterhånden som påvirkningen fra den hellige musik udeblev, så degenererede ikke alene præsterne, men også folket. Noget af den begrænsede viden, der havde filtreret sig igennem de mindre mysterier, og noget af denne videns sande, men glemte betydning, anvendte præsterne, når de arbejdede med befolkningens tænkning “og paralyserede deres skelneevne. Resultatet blev, at egypterne gav efter for den grove overtro, der i længden førte til almindelig latterliggørelse og foragtâ€�.(3) Men ulykkeligvis havde det, som historikerne var tilfredse med at kalde “overtroâ€�, i virkeligheden en langt mere skadelig karakter, for de esoteriske kræfter blev tvunget over til onde formål. Og når en nation tager tilflugt til denne udvej, så er dens skæbne uundgåelig.