Musikken var forbundet med

Egyptens undergang

Egypterne vidste, at det grove fysiske legeme tiltrak det afdøde astrale menneske på en meget mystisk og stærk måde, og at så længe det fysiske legeme forblev intakt, lige så længe blev forbindelsen mellem de to opretholdt. Fordi inderne vidste dette, brændte de deres døde, således at “åndenâ€� straks kunne blive frigjort. Men selviskhed gav egypterne impuls til at gøre det modsatte, idet de søgte at bevare legemet for at ånden kunne vedblive at være i kontakt med Jorden og derved med dem selv. Hvordan tanken om mumificering opstod, samt tanken om at bevare legemet, som i særlig høj grad blev æret, vil ikke blive beskrevet her, men sådan som mumificering til sidst blev praktiseret, var den blevet en fordrejning af esoterisk viden til personlige formål. Når viden ikke fører til visdom og til følelsen af enhed, så vil det ufravigeligt resultere i selviskhed − og det var selviskhed, der var årsagen til den egyptiske civilisations undergang.

Hvorfor det endte således, og på hvilken måde musikken var forbundet med denne undergang, vil blive belyst i næste afsnit.

Sistrum - egyptisk rytmeinstrument.

Skønt musikken spiller en stor rolle i det europæiske liv, er det intet imod den store rolle, som musikken havde i Egypten. Det virker, som om musik altid ledsagede alle aktiviteter i det daglige liv. Uanset hvilken beskæftigelse egypterne havde, så arbejdede de altid til tonerne fra en sang. De sang, når de såede, de sang, når de høstede, kvinderne sang, når de vævede, og grupper af mænd sang, når de transporterede kolosser fra de store stenbrud. Og deres sang var ikke sporadisk − hvilket er karakteristisk for de europæiske sange − den var organiseret og specielt tilpasset til den pågældende beskæftigelse, som de var engageret i. De havde endog en, der angav tidspunkter ved at klappe i hænderne. Egypterne var klar over, at fællessang lettede arbejdet, lige som march-musik styrker soldaters mod, når de drager i krig. At musik spillede en betydningsfuld rolle ved alle ritualer, fester, banketter, receptioner, begravelser og religiøse højtider, er unødvendigt at nævne. Det, der er bemærkelsesværdigt, er, at musikken havde en langt mere varieret karakter, end den indiske. Når man i tankerne forestiller sig, at der var lyrer, guitarer, harper i flere størrelser, fløjter, piber og dobbeltpiber (på græsk aulos og diaulos), trompeter, bækkener og trommer, så forstår man, at lydstyrken må have været høj og må have haft mange variationsmuligheder. Det betød, at der var musik til beroligelse af følelser og også til at styrke følelser. Egypternes temperament blev på den måde afbalanceret i modsætning til indernes. På grund af 1/3-tonens generelle beroligende virkning på egypternes følelsesbetonede temperament var de hverken konstant “fortravledeâ€�, dovne eller blottet for initiativ. De slog denne tone an eller snarere bestræbte sig på at slå denne smukke tone an, da deres musik, set som en helhed, var baseret på 1/3-tonen. Den indeholdt i begrænset omfang den guddommelige kvalitet − harmoni − og man kan læse − som noget bemærkelsesværdigt − at lyren blev anset for at være specielt egnet til religiøse ceremonier, for på lyren kunne de spille − akkorder.