Egypteres 1/3-tone

Når tænkeevnen forfines, dvs. åndeliggøres, bliver den et redskab til opnåelse af visdom. Men sådan udvikles den ikke, når den kun skal fungere på normal måde, hvor den udelukkende er et redskab for viden, og det er kun tilfældet, når den ikke hindres og forstyrres af grovere følelser. Når mennesket bliver eksalteret og ikke har kontrol over sig selv, så kommer de grovere følelser i disharmoni med tænkeevnen, idet følelserne så at sige svækker tænkeevnens reflekterende funktion. Når mennesket derimod har dem under kontrol og er rolig, så forhindrer følelserne ikke, at tænkeevnen bruges fuldt ud, og resultatet bliver fornuft og klar tænkning.

Det var netop det, de gamle egyptere opnåede med deres 1/3-tone, for den beroligede deres følsomme organisme og rensede den for grove vibrationer. Men derudover kunne den i særlige situationer fremkalde en trancetilstand, der havde følelsesmæssig karakter.

Forskningen af den gamle religion har vist, at skoler til esoteriske studier har eksisteret (og eksisterer stadig) i enhver civilisation, der er værdig til det navn − skoler, hvor aspiranter ikke kun fik undervisning og viden om naturens finere elementer, men rent faktisk også lærte dem at kende. I Egypten kaldte man disse skoler for “mysterierâ€�, og i en af de mest betydningsfulde indvielsesceremonier blev kandidaten ved hjælp af musik og andre riter bragt i en trance, der som resultat gav ham en viden om stadier i livet efter døden. Ã…rsagen hertil var, at 1/3-tone under visse omstændigheder kunne løsne følelseslegemet (astrallegemet) fra det fysiske legeme og derved fremkalde en “astral tranceâ€�. I denne trance lærte han af egen erfaring, at han var udødelig. Han havde ikke kun besøgt de højere planer, men også de lavere og mest forfærdende. Han var steget ned i “helvedeâ€� og steget op igen − op i “himlenâ€�, som det formuleres i de kristne trosbekendelser, der i virkeligheden blot er en udledning af den egyptiske betegnelse. Man må dog ikke forveksle den egyptiske trance med den indiske, for den indiske havde til formål at opleve åndelig lyksalighed og den egyptiske at opnå esoterisk viden. Den ene havde karakter af mystik, og den anden havde en mere videnskabelig karakter. De søgende var ikke kun koncentreret om at få viden, for de måtte også finde frem til de metoder, der førte til denne viden − med andre ord, de blev magikere. Naturvidenskabens forskere eksperimenterer for at skabe de rigtige forhold til at kunne afsløre videnskabelige indsigter, og det samme gør magikeren − den eneste forskel er, at naturvidenskabens forskere arbejder med naturens grove kræfter, mens magikeren arbejder med naturens finere kræfter. Det er i virkeligheden den egyptiske civilisation, som Vesten kan takke for sin ceremonielle magi − den kristne messe har sin oprindelse i Egypten og ikke i Jerusalem, selv om det hævdes, at den blev introduceret i kirken for at mindes den sidste nadver.