Sjælen - menneskets sande jeg

Sjælen er det bibelske udtryk for menneskets ”sande jeg”, og inden for religiøse systemer og esoteriske skoler har sjælen fået mange betegnelser, som hver især udtrykker menneskets oplevelse af sin indre ”guds” skønhed og storhed. Men uanset hvor maleriske og poetiske disse udtryk er, kan de kun give et vagt indtryk af sjælens egentlige storhed, for i den fysiske verden findes der ikke ord og begreber, der kan beskrive de tilstande og egenskaber, der er karakteristiske for hvert enkelt menneskes indre kerne. Nogle af de betegnelser man kan møde i forskellige skoler og litterære værker, er ”Egoet” (ikke at forveksle med psykologernes ”ego” ), ”Selvet”, ”mesteren i hjertet”, eller ”det sande jeg” − og mange flere udtryk.

Denne ubeskrivelige storhed og skønhed er ikke menneskets værk, men skyldes, at hver menneskesjæl er tilknyttet en såkaldt ”solengel” − et væsen, der selv har gennemført menneskeevolutionen for tidsaldre siden. Sol­englen befinder sig på et udviklingsniveau, som nærmest kan sammenlignes med mesterstadiet. Denne solengel følger mennesket, til det når 4. indvielse, hvor den forlader mennesket, fordi det nu selv er blevet ét med monaden.

I den esoteriske litteratur møder man også begrebet skytsengel. Det er en engel (deva), der er tilknyttet hvert eneste menneske, og hvis opgave er at beskytte det i den periode, hvor det er i fysisk inkarnation. Der findes mange beretninger om skytsengle, der har grebet ind, når det fysiske menneske er i fare.

Som tidligere beskrevet kaldes den udviklingsmetode, evolutionen bruger i menneskeriget, reinkarnation. Reinkarnation er resultatet af periodicitetens lov, som den kommer til udtryk i menneskets verden. Det indebærer, at mennesket gennem en lang række inkarnationer i fysiske legemer udvikler de egenskaber, som evolutionsplanen kræver af menneskestadiet,. På det fundament, som er ”støbt” i de undermenneskelige naturriger, lægges der i menneskeriget sten på sten, og mennesket opbygger på denne måde ”Salomons tempel”, som sjælen kaldes i Bibelen.

Her er der i høj grad tale om guddommeligt genbrug, for intet går til spilde. Efter hver inkarnation giver mennesket partiklerne i sit fysiske, astrale og mentale legeme tilbage til naturens store reservoir. Disse partiklers eget liv er blevet beriget, efter at mennesket har ”lånt” dem og anvendt dem, og dybest set er det denne forædling, der er menneskets primære opgave i evolutionen – nemlig at forløse eller tilføre stoffet i legemerne en højere vibration end det havde, før det blev indbygget i menneskets legemer. Det er også forklaringen på, at højt magnetiserede legemer fra afdøde indviede ofte bevares i lang tid.