Menneskets sjæl

I artiklen ”Den Indre Verdensstyrelse” blev det forklaret, at individualiseringen skete som et resultat af højtstående væseners − de såkaldte flammeherrers – indgriben. Det skete for omkring 18½ millioner år siden. Individualiseringsprocessen strakte sig over lang tid, og det er en af årsagerne til den forskel, der er på de forskellige folkeslags og racers medfødte egenskaber. De er som bølger på havet, der når stranden på forskellige tidspunkter, men alle bølger er ligeværdige, for de er krusninger på ét og samme hav. Det eneste, der afskiller dem, er tidsfaktoren, for alle er udsendt af den samme guddom.

I historisk tid vil dyrenes kontakt med mennesket være med til på et tidspunkt at udløse individualisering for de højerestående dyrs vedkommende. Her tænkes især på den kærlighed, som mange føler for dyr, og den træning de giver dem. Det gælder ikke mindst husdyrene. Men her skal det indskydes, at allerede for millioner af år siden − midt i den atlantiske civilisation − blev ”døren” mellem menneskeriget og dyreriget lukket for at fremskynde menneskehedens udvikling. Det svarer nogenlunde til at lukke for tilgangen til en skoleklasse af nye elever, fordi de øvrige elever er langt fremme i uddannelsesforløbet. Læreren behøver derfor ikke i sin undervisning tage hensyn til nye og uvidende elever, som uundgåeligt ville sinke udviklingen for dem, der har deltaget i undervisningen fra begyndelsen. Derfor vil dyr, der individualiserer i denne periode, gå direkte ind i en pralaya-tilstand – det vil sige en hviletilstand, som ikke gør det muligt at inkarnere.

Åndsvidenskaben oplyser, at der er tale om et specielt arrangement, som vil vare millioner af år endnu, men på et eller andet tidspunkt bliver der lukket op igen, og så vil alle de dyr, der i mellemtiden er individualiseret, kunne begynde at inkarnere som primitive mennesker.

Samtidig med at beslutningen om lukningen af dyrs adgang til menneskeriget blev truffet, blev en anden ”dør” åbnet, nemlig døren til en forceret udvikling af menneskeheden med en udviklingsmetode, der kaldes ”indvielsesvejen”. Udviklingsvejen med dens forberedende stadier, prøvestadiet og discipelskabet vej, beskrives i en kommende artikel i denne serie.

Menneskets sjæl er således et resultat af årmillioners udvikling gennem de fire naturriger, og det betyder, at det enkelte menneske i dag er udrustet med et chakrasystem, permanente atomer og tre legemer til at fungere i, nemlig det fysisk-æteriske legeme (handlingslivet), astrallegemet (følelseslivet) og mentallegemet (tankelivet). Mentallegemet er todelt i et ”lavere” mentallegeme, der bruges til konkret tænkning og et ”højere” mentallegeme, som anvendes til abstrakt tænkning, der kommer til udtryk som intuitiv og åndelig forståelse.

Fra det øjeblik, hvor en livsenhed eller monade har udviklet sit sjælsprincip, overtager sjælen styringen og fungerer som en slags indre ”guddom”, der indtil videre repræsenterer den højeste instans, som det inkarnerede menneske kan komme i kontakt med, og som det modtager sine grundlæggende impulser fra.