Gruppesjælsprincippet

Det er vigtigt at forstå, at i mineral-, plante- og dyreriget er det gruppesjælsprincippet, der er den styrende faktor. Som tidligere omtalt, registrerer mineralernes og planternes gruppesjæle kun meget enkle påvirkninger. I dyreriget er de erfaringer, som de forskellige dyr oplever, meget forskellige. I de mere uudviklede dyreformer er der ofte tusindvis af dyr med samme gruppesjæl, mens der i de højere dyreformer − som f.eks. hunde, katte, elefanter, primater, måske delfiner og andre − kun er få i hver gruppe- sjæl. Det medfører, at udviklingen fører til, at det ene liv, der oprindelig blev manifesteret som en mangfoldighed, på ny bevæger sig tilbage mod enhed, efterhånden som bevidstheden nuanceres og egenskaberne specialiseres.

Hvis man vil illustrere, hvordan en gruppesjæl fungerer, kan man bruge et meget enkelt billede – man kan sammenligne gruppesjælen med en spand vand. Vandet i spanden kan eksempelvis repræsentere ti kattes sjælsprincip.

Hvis vandet i spanden hældes op i fem glas, svarer det til, at der er inkarneret fem katte fra gruppesjælen. Så længe vandet er i glasset, lever kattene som individuelle væsener. De erfaringer, det individuelle dyr gør i sin tilværelse, kan illustreres med et farvestof, der hældes i det glas, der repræsenterer dyret. Vandet i dette ene glas præges af den blå farve. I det andet glas er vandet rødligt. I det tredje bliver det overvejende grønt etc.

Når de fem katte dør, hældes vandet med de forskellige farver tilbage i spanden, og farvestoffet vil brede sig til hele vandmængden om end i fortyndet form. Og når farverne er blandet i spanden, kan man aldrig af dette indhold få nøjagtig den samme farve (kat) igen. Det medfører, at de enkelte kattes erfaringer samler sig til en kollektiv erfaringsmasse, som kommer alle fremtidige inkarnerede dyr til gode i form af en iboende instinktiv viden.

Gruppesjælenes kollektive bevidsthed har altså form af instinkter. Det kan eksempelvis være ællingers evne til at svømme første gang, de kommer i vandet, en gråspurvs evne til at bygge rede, der er nøjagtig magen til den, tidligere generationer byggede, eller fugleflokkes evne til at finde vej sydpå i vinterperioden og tilbage til deres rugepladser om foråret – ofte strækninger på flere tusinder af kilometer.

Disse instinkter er udtryk for den samlede sum af de erfaringer, som alle gruppesjælens enheder har gjort gennem årtusinder, og ved hjælp af denne direkte bevidsthedsforbindelse styrer og leder gruppesjælen de enkelte dyr, når de er fysisk inkarneret.

Biologen Rupert Sheldrake kalder i sin bog A new Science of Life disse kollektive erfaringsmasser for morfogenetiske felter, og han har med sin forskning skabt en vigtig forbindelse mellem den esoteriske lære og biologien. Gennem videnskabelige forsøg er det blevet påvist, at hvis rotter ét sted i verden lærer en bestemt ting, bliver det lettere for samme type rotter andre steder i verden at lære den samme ting. Forsøgene viser, at rotterne tilsyneladende har en bevidsthedsmæssig fællespulje, hvor mange rotter får glæde af nogle få rotters anstrengelser, hvis de tilhører samme art.

Generelt kan man sige, at jo mere primitiv en art er, desto mere ligner de inkarnerede livsenheder hinanden − og omvendt − at jo mere fremskreden udviklingen er, desto mere karakteristiske bliver de enkelte væsener. De nærmer sig med andre ord en tilstand, hvor det kollektive præg bliver til et individuelt præg.

Den endelige overgang fra den kollektive bevidsthed til det individuelt inkarnerede menneskevæsen − den såkaldte individualisering − skete i slutningen af dyreriget, og det udviklede instinkt var den udløsende faktor.