Involution og evolution

Disse to ord − involution og evolution − dækker hele den lange pilgrimsrejse, som hver livsenhed eller monade må gennemgå, før den har realiseret de potentielle eller ”genetiske” muligheder, den rummer, og udviklet sig til et væsen på højde med sit ophav – det vil sige Planetlogos og i sidste instans Sollogos.

Hvis man skal danne sig et indtryk af denne vældige udviklingsproces, er det nødvendigt at acceptere påstande, der på nuværende tidspunkt på ingen måder kan bevises, og som derfor må betragtes som nyttige og relevante arbejdshypoteser, der kan danne grundlaget for en dybere forståelse af menneskets egen natur og udvikling.

I tidernes morgen − for mange milliarder år siden − blev de åndelige kim − monaderne − udskilt fra sit ophav af den guddommelige natur og ”anbragt” på systemets ”næst øverste” plan, der har fået navn efter dem – det monadiske plan. På dette tidspunkt kan deres tilstand måske bedst beskrives som en salig eller paradisisk ubevidsthed om alt andet end deres egen eksistens, men da de er ”skabt” i Guds billede, er de potentielt i besiddelse af hele den guddommelige skaberkraft.

Ligesom et agern rummer den ”genetiske kode” til et fuldkommet egetræ, har monaden i sin natur alt, hvad den behøver, for at nå samme udviklingsgrad som sit ophav, og den begynder nu på en proces, der minder meget om det, der sker, når agernet plantes i grobunden, udsender sine rødder og begynder at optage næring i form af vand og mineraler.

Monaden sender en strøm af ren livsenergi ned i ”grobunden”, som er de fem eksistensplaner under det monadiske plan. Efterhånden som den bevæger sig ”ned” eller ”ud” i de ”underliggende” verdener, knytter den et atom fra hver verden til sig. Disse atomer er forbundet med monaden igennem hele udviklingsforløbet, og derfor kaldes de permanente atomer eller enheder.

De permanente atomer er monadens udgangspunkt på planerne, og gennem dem begynder den nu − plan for plan − at optage ”næring” i form af de forskellige svingninger eller vibrationer i planernes stofmasser. Svingningerne oplagres i de permanente atomer, på samme måde som vi i dag kan oplagre elektromagnetiske impulser i computere eller på Cd-skiver.

Denne ”nedadgående” bevægelse kaldes involution, som nærmest betyder ”involvering” i stadig tungere stofformer eller -planer.

Processen strækker sig over umådelige tidsrum på mange milliarder år, men på et eller andet tidspunkt har monaden slået ”rod” eller fået ”fodfæste” på alle planerne hele vejen ned og er nået frem til den fysiske verden. Her findes et slags ”vendepunkt”, for nu begynder en ny proces, der går i modsat retning. Det er den tilbagevenden til de åndelige ”højder”, som kaldes evolution, det vil sige en udvikling væk fra de ”tungere” stofverdener og tilbage til udgangspunktet − det monadiske plan.

Hvis man vil forstå evolutionsprocessen, kan den sammenlignes med størrelser fra elektricitetens verden. Vi kender udtrykkene ”legeme, sjæl og ånd” fra Bibelen, men inden for den esoteriske lære kalder vi dem for ”liv, bevidsthed og form”. Livet kan sammenlignes med en elektrisk strøm og formen med en ledning. Naturlovene siger, at når strømmen løber gennem ledningen, dannes der et magnetfelt omkring den, og dette felt kan vi opfatte som ”bevidsthed”. Men lovene siger også, at når ledningen er lige, er magnetfeltet svagt, mens det øges, hvis ledningen vikles, så den danner en spole. Jo flere vindinger der er i spolen, desto stærkere bliver magnetfeltet.

Hvis vi overfører dette eksempel til evolutionsprocessen, betyder det, at når livet (strømmen) manifesterer sig i en stofform (ledningen), udvikler det bevidsthed (magnetfeltet), og jo mere kompleks og sammensat formen bliver (jo flere vindinger spolen har), desto højere er bevidsthedens udviklingsgrad (magnetfeltets styrke).