Tredelingen

Ifølge den esoteriske filosofi er Universet bygget op af en uendelig række af systemer inden i hinanden, og de har alle form som den model af atomet, naturvidenskaben har givet os. Det skyldes, at den åbenbart er den ideelle byggesten, hvad enten det er et mikrokosmisk eller makrokosmisk system, der skal bygges. På samme måde som atomet er solsystemet tredobbelt i sin opbygning:

1. Solen – den positive kerne.
2. Planeterne – de negative elektroner.
3. Det kraftfelt som vekselvirkningen mellem de to første aspekter danner.

Mennesket er også tredelt, idet det manifesterer sig som legeme, sjæl og ånd − eller som personlighed, højere selv og monade. Som betegnelse for de styrende intelligenser, der manifesterer sig gennem himmellegemerne, bruger man det græske ord ”logos”, som blandt andet betyder ord eller tanke. Derfor kaldes solsystemets centrale liv og bevidsthed Sollogos, mens planeternes indre ”guddomme” benævnes de planetariske logoi, hvor ”logoi” er ”logos” i flertal.

Som alt i Universet er Sollogos et væsen, der er i færd med at udvikle sig. Ligesom mennesket manifesterer ”han-hun-den” (for Sollogos er selvfølgelig uden køn) sig for at udvikle en bestemt side af sit væsen, og i dette solsystem er det kærlighedens og visdommens magnetiske kraft, der er målet for udviklingen.

Som centrum for systemet udstråler Sollogos sin kraft til alle livsenheder gennem sine syv store energicentre − eller chakraer − der kaldes de ”hellige” planetsystemer. Jorden har endnu ikke opnået status af en hellig planet, men hører til gruppen af de fem såkaldte ”ikke-hellige” planeter.

Den øverste ”guddom” eller centrale intelligens for Jorden er Verdens Indre konge, Sanat Kumara, der er det nærmeste, man kommer det bibelske udtryk ”Gud”, ”Vorherre” eller ”Den gamle af dage”. Hans aura omslutter hele kloden, og Jordlogos er det væsen, Kristus refererede til, da han talte om sin ”Fader i himlen” – ”i ham lever vi, røres og er vi”, som det hedder i Bibelen.[1]

De syv hellige planetsystemer har således en essentiel funktion i solsystemet som de centre, hvorigennem alle energier fra Sollogos strømmer, og hele solmanifestationen realiseres. Deres besjælende liv kendes som:

• De planetariske logoi
• De syv ånder foran tronen
• De syv stråleherrer
• De syv himmelske mennesker

Det solsystem, menneskeheden lever i, kan derfor opfattes som en levende organisme med en central livsenergi, der via store centre cirkulerer i hele systemet og binder alting sammen til en organisk helhed. De enkelte livs­enheder er celler i denne organisme – celler, der udvikler sig i et gigantisk fællesskab efter den plan, der er lagt af de styrende intelligenser. Det betyder, at det universelle broderskab er et faktum i naturen og ikke blot en smuk drøm. Vi mangler endnu at realisere dette broderskab i menneskets verden.

_________________________________

[1] Apostlenes gerninger, 17,28

_________________________________