Tre fundamentale postulater

I nyere tid − nærmere betegnet i H.P. Blavatskys Den Hemmelige Lære og Alice A. Baileys En afhandling om kosmisk ild − er kosmologien beskrevet i en form, der passer til nutidens tænkemåde, og her er grundlaget for læren formuleret som tre fundamentale postulater, læresætninger eller aksiomer, der kan fremsættes på følgende måde:

1. Når man en stjerneklar nat skuer ud i det uendelige verdensrum, ser man kun den fysiske del af det manifesterede univers. Men ”bag” dette skaberværk findes der ét grænseløst, uforanderligt princip − én absolut virkelighed − som går forud for al manifesteret og betinget eksistens. Den ligger uden for ethvert menneskes tankes rækkevidde.

2. Det andet postulat siger, at ”der findes en grundlæggende lov, som kaldes periodicitetens lov”. Denne lov styrer hele manifestationen og er anerkendt af naturvidenskaben som et princip, der findes overalt i naturen. Den kommer til udtryk som en vekslen mellem liv og død, nat og dag, ebbe og flod eller søvn- og vågentilstand, og den er så generel og universel, at det er let at forstå, at der her er tale om måske den mest fundamentale lov i Universet. Som det siges i de ældgamle skrifter, kan verdnernes opståen og forsvinden sammenlignes med en regelmæssig tidevandsbølge − med ebbe og flod.

Alle livsenheder må foretage en tvungen pilgrimsfærd gennem naturens forskellige riger – synlige såvel som usynlige. Ingen livsenhed kan opnå selvbevidsthed undtagen gennem en gradvis opstigning gennem alle bevidsthedsgraderne − fra de elementale riger, gennem mineral-, plante- og dyreriget til menneskeriget − og hele tiden sker udviklingen gennem en cyklisk eller periodisk manifestation, man i menneskeriget kalder genfødsel eller reinkarnation.

3. Det første postulat indebærer, at alt liv i Universet er udgået fra det ene, ufattelige liv, hvad enten det er en konstellation, et solsystem, et planetsystem, et menneske eller et atom, og derfor konkluderer det tredje postulat, at ”alle sjæle er ét”.

Med disse tre grundlæggende læresætninger eller postulater som udgangspunkt er det muligt at opbygge en arbejdsmodel af bevidsthedsudviklingen på planeten, for nu kan man bruge analogimetoden, som den er givet af den egyptiske visdomsgud Tehuti − eller Thoth eller Hermes Trismegistos, som grækerne kaldte ham. Han sagde: ”Som foroven, således også forneden − som i det indre, således også i det ydre – som i det store, således også i det små – i alt er der kun ét liv og én lov”. Med denne metode kan man både drage analogier fra større til mindre sammenhænge.

Gudsbegrebet, som i mange civilisationers og tidsaldres religioner har stået i et uklart lys, viser sig nu i en helt ny skikkelse, nemlig som en fortløbende række væsener eller ”guder” ordnet i et pyramideformet hierarki med de ”største” væsener omkring toppunktet og ”mindre” væsener ned mod fundamentet.