Mennesket lever i lovmæssighedernes verden. Det er omgivet af love, som ikke kan brydes. Det er en selvindlysende sandhed. Og dog … når denne kendsgerning bliver til en ægte, levende erkendelse − når det forstås, at den gælder såvel i den mentale og astrale verden som i den fysiske – kan man nemt føle sig overvældet af en vis hjælpeløshed, som om mennesket er underlagt en mægtig kraft, der, når den rammer det, hvirvler det magtesløs med sig. Men i virkeligheden forholder det sig omvendt − for hvis man først forstår den mægtige kraft, vil den trofast føre et menneske derhen, hvor det vil. Alle naturens kræfter kan anvendes i forhold til indsigten i dem. ”Naturen erobres kun ved lydighed” − og dens uimodståelige energier vil adlyde mennesket, så snart det har indsigt nok til at arbejde sammen med dem og ikke imod dem. Ud af naturens bundløse energiforråd kan man vælge de kræfter, der er bedst egnede til at fremskynde det arbejde, man har planer om at udføre, og selve lovens uforanderlighed er en garanti for succes.

Sikkerheden i ethvert videnskabeligt eksperiment, enhver evne til at forudsige fremtiden og til at beregne resultatet af en plan, er baseret på lovens uforanderlighed. Eksempelvis stoler en kemiker på, at naturen altid vil reagere på nøjagtig samme måde, hvis blot spørgsmålet stilles korrekt. Hvis ét og samme eksperiment giver forskellige resultater, betragtes det som udtryk for, at fremgangsmåden ikke var den samme − ikke som et resultat af en forandring i naturen. Og på samme måde forholder det sig med menneskets aktiviteter. I jo højere grad de er baseret på indsigt, desto sikrere er resultatet af en velovervejet plan. Alle ”tilfældigheder” er kun udtryk for uvidenhed, og årsagen er virkningen af en lovmæssighed, som man enten overså eller var uvidende om. Resultater kan planlægges, forudses og beregnes i den fysiske verden, og det samme princip (?) gælder i både de mentale og i de astrale verdener. Naturen svigter aldrig − det er menneskets egen uvidenhed, der skaber skuffelserne. I alle verdener er større indsigt det samme som større magt − og alvidenhed og almagt er identiske begreber.

Loven må være uforanderlig i den mentale, den astrale og i den fysiske verden, eftersom Universet er skabt af én udstrømning − én emanation (?) − af Det Ene Livsvæsen. Det, der kaldes en lov, er blot en udfoldelse af den guddommelige natur. Da alt udstrømmer fra ét liv, er der naturligvis kun én lov, der opretholder alt. Verdenerne hviler på denne guddommelige naturs klippe som på en fast og urokkelig grundvold.