Discipelskabet vej og
indvielsesprocessen

Når visse store lektier er lært i livets skole, åbner der sig en vej til en accelereret udvikling for alle mennesker. Denne vej kaldes discipelskabet vej – en vej med prøvelser, der fører videre til selve indvielsesprocessen.
Indvielsesprocessen er et andet af de emner, som skal formidles til stadig flere. Navnlig til de mange mennesker, der kæmper på livet store slagmark − ikke mindst med sig selv og deres karakterudvikling og den karma, som de ligesom ethvert andet menneske har på den karmiske ”bankkonto”.
Også indvielsesprocessen sker i kraft af og ved hjælp af de syv stråler, og den esoteriske lære oplyser, at der er fem successive indvielser, som er det foreløbige mål for menneskeheden. Derfor er viden om de syv stråler et af de fundamentale emner, som kan give os nøglen til en dybere forståelse af os selv, nationernes særpræg og vor klodes samspil i det store solsystem.
Kort sagt kan man sige, at alt i universet udvikler sig ad syv store energiveje. Intet er undtaget, hvad enten det er et atom, en plante, et dyr, et menneske, et solsystem eller en galakse. De syv stråler er således en af de mest grundlæggende videnskaber, der beskriver de energilinjer, ad hvilken alle mennesker udvikler sig. Derfor udgør viden om de syv stråler den esoteriske læres ABC. Den er nødvendig, hvis vi skal forstå os selv og vores medmennesker og derigennem udvikle os, og den vil komme til at danne grundlaget for fremtidens psykologi.
Det femte emne er viden om det cykliske i tilværelsen. Alt har en fødsel, en opvækst, et højdepunkt, et forfald og en død. Det gælder alt i naturen såvel som i kosmos, og menneskeriget er ingen undtagelse fra denne regel.
Derfor er det vigtigt for de fleste mennesker at blive fortrolig med læren om genfødsel eller reinkarnation, så den gamle dødsangst kan forsvinde. Den har været en af modstandskræfternes vigtigste våben til at holde mennesker i uvidenhed og angst for det ukendte, for når der kun er ét liv, og når der ikke er nogen mening med livet, gælder det om at kæmpe for sin egoistiske ret. Det er denne opfattelse, der er alt for udbredt i den materialistiske verden i disse åndsløse tider.
|